Der blev klippet hegn, delt citroner, og stået imod ordensmagtens knytnæveslag, da et par tusinde Luk Lejren-aktivister lørdag den 25. oktober gjorde Nordsjælland til politisk kampplads.

 

På Luk Lejren-demonstrationens vej fra Allerød station til Asylcenter Sandholm bliver de himmelråbende forskelle mellem de mure, den nordsjællandske overklasse bygger omkring deres velhavervillaer, og de hegn og kontrolposter, samfundet lukker asylansøgere inde bag i Sandholm-lejren, aldeles håndgribelige.

Som en overdimensioneret Pacman sidder en stor papmache-knibtang på taget af den store demonstrationsvogn, mens vi i sneglefart og med massiv politieskorte bevæger os mod den lejr, vi i dag vil lukke ved at åbne den.

En gruppe kampklædte betjente småløber op langs demonstrationen. En betjent træder op på autoværnet og støtter sig til et vejskilt, mens hans forsøger at råbe demonstrationen op med en megafon. Der er ikke mange, der hører efter. Musikken brager fra vognene og folk buh’er ad ham og hans kolleger.

Da vi når hen foran politimegafonen, slipper nogle ord på engelsk igennem larmen – noget med at alle, der bærer masker, ifølge paragraf dit og dat kan blive anholdt. Imens filmer en anden betjent demonstranterne. Den respektløse buh’en får megafon-drengen til at ryste forurettet på hovedet, og han træder ned fra autoværnet.

Næste indslag fra politiets side indtræffer, da vi har passeret det første ”Militært område, adgang forbudt”-skilt, og bliver hurtigt døbt ”en omvendt Rebild” med henvisning til Solvognens indianer-aktion i Rebild Bakker på USA’s uafhængighedsdag 4. juli 1976:
Fra en bakketop i det sidste sving før Sandholm-lejren dukker frem af landskabet, skuer seks-syv betjente til hest ud over sceneriet. Uiuiuuu, wahwahwah…

En gruppe Sandholm-beboere står langs vejen, da vi endelig når frem. De vinker og smiler og hujer. Senere genkender jeg et par stykker af dem, da de hostende med røde øjne trækker væk fra tåregassen.

De har trodset politiet og Røde Kors’ advarsler om, at hvis de går med ud i Luk Lejren-demonstrationen, kommer de ikke ind igen samme aften. Og hvis de allernådigst får lov at komme ind gennem kontrolposten til den ‘åbne lejr’, de bor i, skal de ikke forvente at få aftensmad.

Umiddelbart kan det lyde mærkværdigt, at beboere, der deltager i demonstrationen foran Sandholm risikerer ikke at kunne komme ind i deres ‘hjem’, hvis lejren er åben. Forklaringen er enkel. Sandholm er ikke åben.

Der er hegn hele vejen rundt om lejren – der i øvrigt ligger i et militært øvelsesområde – og enhver, der går ind og ud, skal passere en kontrolpost mellem to låste jernlåger. På Luk Lejrens hjemmeside skriver de under Fup og Fakta om Sandholm:

”Det er rigtigt, at beboerne i Sandholm ikke er spærret inde. Alligevel foregår der en voldsom kontrol og overvågning af asylansøgerne i Sandholmlejren. På bestemte dage skal de (beboerne, red.) melde sig i lejren, og det er kun muligt at besøge lejrens beboere, hvis man har en personlig aftale og bliver hentet af vedkommende ved indgangen, og beboerne må ikke have overnattende gæster. Beboernes liv i lejren er præget af uklare regler og de kan fængsles for små forseelser uden rettergang og udelukkende på skøn. Alt dette, og meget mere, er med til at skabe en utryg og ufri atmosfære for asylansøgerne.”

I værste fald kan de Sandholm-beboere, der slutter sig til Luk Lejren-aktionen blive anholdt, har Røde Kors og politiet informeret dem om. Det er ingen uskyldig trussel, når man sidder og venter på myndighedernes afgørelse om, hvorvidt man får lov at blive i landet, eller skal deporteres til der ”hvor man kommer fra”.

Foran lejren skifter citroner, saltvandsampuller og magnesiumblandinger hænder, folk går i omsorgskæder med armene om hinanden, mens det løber ud af næse, øjne og mund.

I en pause mellem gasangrebene siger en Sandholm-beboer, der har trodset advarslerne og sluttet sig til demonstrationen:
”I come from Iraq and they want me to go back. But if I go back,” han trækker en finger over struben, og hans medbeboer lægger hånden på hans hofte.

Vi efterlader ingen
”Vi har stadig kammerater på lejrens område, som er i gang med at klippe hegn. Vi efterlader ingen!” Råbet fra højtalervognen bliver modtaget med klapsalver, folk stopper tilbagetrækningen mod Allerød station for en stund op og venter anspændt.

Dagen efter skriver Politiken, at der under aktionen blev ”klippet nogle små huller” i et hegn, selvom en fotograf fra samme avis har taget billeder af aktivister, der efter Luk Lejren-versionen af en ”knibtangsmanøvre” ruller hele hegn til side. (Se Politikens billeder her.)

Og fredag før aktionen begyndte Røde Kors tilsyneladende af egen drift at åbne lejrens interne område, fortalte Krar Ahmed, der er afvist asylansøger fra Irak:
"Efter Luk Lejren har sagt, de vil lukke Sandholmlejren, er der begyndt at ske gode ting heroppe. I dag har Røde Kors fjernet et hegn i lejren, og det er dejligt."

Pludselig bryder en gruppe ud af demonstrationen og sætter i løb op mod de mobile hegn, politiet i dagens anledning har forstærket afgrænsningen af lejren bag. Et par hegn bliver væltet, og igen knalder tåregasgranaterne ud mod demonstrationen.

Tørklæder, viskestykker, trøjer og stofposer bliver hevet op foran ansigterne med citronerne presset tæt mod mund og næse. Omkring vognene kaster folk sig ned mod jorden, mens de yderste grupper forsøger at slippe uden om vindretningen ved at trække længere ned af vejen.

Folk er ved at være møre at gassen, et par børn græder, og nogle af de ældre har resigneret sat sig på skrænter og sten. Men aktionen er erklæret en succes – vi er mange, der ser adskillige huller i Sandholm-lejrens hegn, og enkelte er revet helt ned. (Se Modkraft’s billed- og videoreportage fra Luk Lejren aktionen)

Den milde magt
Efterfølgende er der startet en offentlig diskussion af politiets magtanvendelse, og en debattør på Politiken.dk’s hjemmeside skriver:

”Skønt der både var børn og ældre mennesker tilstede, valgte politiet at sætte ind med tåregas, peberspray, hunde, kampvogne og sågar heste. Jeg synes, det er helt grotesk, at man i såkaldte demokratiske Danmark skal gasses, hvis man vil vise sin modstand mod racisme eller andre uretfærdigheder i samfundet,” mens en anden skriver:

”Politiets magtanvendelse var helt ude af proportioner. Det eneste, der var i risikozonen, var et skide hegn til 50 kroner meteren i ethvert byggemarked. Det retfærdiggør på ingen måde at fyre tåregas i hovedet på almindelige mennesker, børn og gamle i en lovlig og anmeldt demonstration.”

Nordsjællands politidirektør mener ikke, at brugen af magt var ude af proportioner:
”Vi brugte det mest skånsomme middel, og i den her situation var det tåregas og peberspray. I lyset af de angreb, vi blev udsat for fra demonstranterne, så er jeg meget tilfreds med den reaktion, der var fra vores side, og jeg er meget tilfreds med, at det lykkedes os at beskytte asylcenteret,” siger Johan Martini Reimann til Politiken, og beskriver brugen af tåregas som det ”det mindste middels princip, som vi altid bruger.”

”Vi anvender det for at undgå at bruge værre midler. Det er selvfølgelig værre, hvis man slår på folk med en stav, eller lader hundene gå til dem eller i det yderste spektrum, hvis man skal skyde,” lyder det fra politidirektøren.

Adspurgt hvad det var for angreb, politiet forsvarede sig imod, svarer han:
”Det var angreb mod hegnet. Jeg var selv til stede.”

At politiet nu er begyndt at bruge tåregassen præventivt frem for som sidste udvej i situationer, de ikke kan få under kontrol, gjorde dog nybegyndere i civil ulydighed oprørte frem for skræmte:

”Hvis de tror, det afholder folk fra at gå med en anden gang, har de fandme ikke meget psykologisk indsigt. Nu skal vi da helt sikkert med næste gang,” lyder det fra en af demonstranterne, da vi et par timer senere sidder i toget, som atter går planmæssigt mellem Allerød og København.

På turen tilbage til København har vi endda fået selskab af smølfer i fuldt ornat. De kampklædte betjente maser sig i sidste øjeblik ind i midtergangen, og det er et under, at der ikke kommer rimfrost på de blå hjelme med den massive kulde, der bølger mod dem fra det overfyldte tog. Men folk er trætte og ingen gider blive anholdt for ”vold mod embedsmand i funktion”, så betjentene får lov at blive stående, mast op mod dørene i midtergangene.

I det hele taget er betjentene ikke særlig politisk interessante for aktivisterne – hverken her i toget eller under aktionen: Politiet har blot udfyldt pladsen som statens stedfortræder. En irriterende forhindring, ja, men stadig blot en forhindring, og ikke et mål i sig selv for den civile ulydighed. Og i det mindste går toget nu.

Sabotage
Syv timer forinden har ”nogen” gjort et veltilrettelagt forsøg på at forhindre DSB i at transportere demonstranterne fra stenbroen til Nordsjælland, hvor overklasselejren og asyllejren ligger side om side.

”Det er sgu da for langt ude, at DSB samarbejder med politiet om det her…” siger jeg surt til mine kammerater, da vi går forbi togkontrolløren, der har bedt os om at skifte på Hellerup ”på grund af signalproblemer mellem Holte og Hillerød”.

Er der nogen, der tror på den? Lige præcis i dag kan man ikke komme med toget fra København til Allerød? Kontrolløren går hen til mig og hvisker:
”Det er lige præcis det, vi ikke gør… Sidst med Jonni i Hillerød (anti-nazidemo, red.), der blev I alle sammen tjekket på Lyngby – det er derfor, jeg beder jer skifte her i stedet for.”

Jeg kigger tvivlende på ham, og beslutter mig for, at han formentlig taler sandt. Hvorfor skulle han ellers gide svare på min sure anklage?
”Ok, det er da fedt nok så,” svarer jeg lidt forlegen, mens vi trasker videre sammen med flere hundrede andre unge, ældre og gamle på vej mod Sandholm. Måske har DSB samarbejdet med politiet om ”signalproblemerne”, men ”vores” kontrollør har i det mindste ikke.

Da det senere på dagen kommer frem, at det er målrettet og veludført hærværk mod en signalledning på den afgørende togstrækning, der forsinker demonstrationen godt to timer, giver det anledning til en hel del konspirationsteorier. Efterfølgende har en gruppe højreekstremister, der kalder sig ‘Traingang’ taget æren for denne udgave af civil ulydighed rettet mod Luk Lejrens aktion. (Læs artikel på modkraft.dk.)

En ældre lokal dame får sig lørdag formiddag en på opleveren, da hun intetanende skal med toget fra Holte Station ”ind til byen”.
”Sig mig en gang, unge dame, nu har jeg boet her i 30 år, og jeg har aldrig set SÅ mange mennesker på Holte station. Hvad laver I dog her?” spørger hun en aktivist, der svarer, at vi er på vej til demonstration mod Sandholmlejren i Allerød. ”Jamen, så må I have en rigtig dejlig dag,” siger velhaverdamen hjerteligt, da hun har forsikret sig om, at toget mod København stadig går.

Mellem velhavervillaer og internering
Mellem Allerød station og Sandholmlejren har adskillige lokale beboere taget opstilling langs demonstrationsruten. Nogle har løftet deres børn op, så de kan titte ud over murene, der skærmer velhavervillaerne. Nogle kigger ufravendt på os, andre smiler. Men ingen går med. Bortset fra Bedsteforældre for Asyl, der til stor jubel modtager os på vejen, og slutter sig til bagenden af demonstrationen.

En Jaguar med far, mor og barn holder utålmodigt ved en sidevej, og bakker lidt tilbage, da Luk Lejren-demonstrationen larmer forbi.

”Det er ret vildt at gå forbi de her kæmpevillaer. Hvor er der bare grotesk stor forskel på den status, de her folk har, og så de folk, der bor i Sandholm… så forskellige verdner, så tæt på hinanden…” funderer en demonstrant.

Solidaritet
”Racismen stikker sit grimme fjæs frem, når de siger, at homofobi, sexisme, krigen i Irak handler om noget, de kalder ‘kulturelle forskelle’,” siger en taler på vej tilbage mod Allerød.
”Men det handler ikke om kulturelle forskelle. Det handler om fordeling af ressourcer og privilegier,” fortsætter hun.

Mens demonstrationen forsøger at nå Allerød station, udtaler Emil fra Luk Lejren til pressen:
"Vi har oplevet en fantastisk opbakning fra både demonstranter og asylansøgerne i Sandholmlejren. Vi har holdt os til vores aktionskodeks og gennemført vores aktion. Vi er super glade."

Politiet er dog ikke specielt glade, og er tydeligvis utilfredse med antallet af anholdelser, så de begynder at presse demonstrationens bagkæder med fire transitter, da vi er blot hundrede meter fra stationen.

”Stop demonstrationen! Stop frontbanneret! Vi venter her, fordi politiet prøver at plukke folk fra bagkæderne for noget, de tror, de ved, folk har gjort,” lyder det fra højtalervognen. Vi bliver opfordret til at rykke sammen og danne kæder.

”Til politiet: træk jer tilbage, vi er en lovlig og legitim demonstration, træk jer tilbage. Vi bliver stående her, til I trækker jer væk fra demonstrationen” lyder det igen fra vognen. Tilsyneladende har politiet udset sig en ældre mand, som har søgt beskyttelse inde mellem bagkæderne, og knytnæverne hamrer ned over de feministiske grupperinger, der holder bagbanneret.
Politiet giver op, men demonstrationen må flere gange standse og rykke sammen, fordi der igen bliver presset på bagfra.

Endelig når vi frem til stationen, hvor der er kage til folket. For at komme op til perronen fra parkeringspladsen, hvor Luk Lejren nu er standset og erklæret vel overstået, skal man først ned af en smal trappe og igennem en passage. Herimellem har en gruppe civilklædte betjente taget opstilling. Også her danner aktivister kæder mellem politi og aktivister, så ingen bliver plukket.

”Pas på hinanden på vej hjem. Politiet er til stede ved stationerne, så hold jer i grupper,” lyder en af de sidste opfordringer fra talervognen.

Mandag morgen lyder det i en pressemeddelse fra Luk Lejren:
”Selvom nogle har sagt, at aktionen ville skade asylansøgernes sag, blev det under lørdagens begivenheder tydeligt, at det er vigtigt, at borgere skrider til handling og får sat fokus på de krænkelser af menneskers rettigheder, som dagligt finder sted i det danske asylsystem. Det er politikerne, der skader asylansøgerne, ikke borgere, der er solidariske med hinanden.”
 

Opslået i Anti-racisme

single.php