Iran er rystet af en hidtil uset strejkebevægelse. Efter atomaftalen mellem det islamiske regime og den internationale forhandlergruppe så det iranske samfund frem til de “bedre tider”, som Hassan Rohanis ”moderate” regering havde lovet.

Men intet eller kun meget lidt har ændret sig i dagligdagen for iranerne. Inflationen er på omkring 20 procent (ifølge de officielle tal), og nødvendige basisvarer, blandt andet medicin, er fortsat en mangelvare. Og ikke uden grund: De første aktiver, som blev frigivet efter ratifikationen af de berømte aftaler, blev brugt til at fjerne afgiften på luksusbiler! Skandalen har givet så meget ballade, at parlamentsmedlemmer har taget sagen op i det islamiske parlament. Den neoliberale politik fra tidligere regeringer, herunder og især fra den populistiske Ahmadinejad, er fortsat.

Med hensyn til beskæftigelsen, så fortsætter lukningen af fabrikker og virksomheder med uformindsket styrke. I sidste måned mistede 500 ansatte fra 200 metalvirksomheder deres job på grund af permanent lukning. Afskedigelser fortsætter, og for dem, der stadig har arbejde, er manglende udbetaling af løn, selv i den offentlige sektor, blevet almindeligt.

Det fortsatte fald i oliepriserne påvirker de offentlige indtægter, og udgifterne til militær- og sikkerhedsstyrker underminerer alvorligt de andre poster i budgettet, så der mangler ressourcer til sundhedsvæsenet, uddannelse mv.

Endnu værre er det, at regeringen vil indføre en "mindsteløn for unge" svarende til 75 procent af den almindelige mindsteløn, for personer under 29 år ansat i den offentlige sektor. Man skal huske, at i dag er det højst 60 procent af de ansatte, som arbejder til mindstelønnen. Arbejdsgiverne har allerede opnået, at virksomheder med mindre end fem ansatte ikke er omfattet af arbejdsloven vedrørende løn og social sikring.

Stillet over for denne situation har en protestbevægelse rullet over landet, lige fra lærere og sygeplejersker til ansatte i den petrokemiske industri og byggeriet. Ifølge statistikker fra de officielle nyhedsbureauer (og IKKE fra oppositionen eller uafhængige medier), er der en protestaktion i Iran hver 5. time, som kommer til udtryk på mange forskellige måder, såsom sit-ins, besættelser, vejblokader, demonstrationer inde på fabrikkerne eller i byen, strejker mv, og somme tider er disse aktioner organiseret på flere arbejdspladser.

Lærerne er på forkant med samtidige demonstrationer i snesevis af byer. Svaret fra det islamiske regime er en stadig mere voldelig undertrykkelse. Ifølge Amnesty International har situationen for borger- og menneskerettigheder aldrig været så alvorlig i landet i 20 år.

Indtil 2013 fokuserede sikkerhedsstyrkerne deres undertrykkelse på aktivister, som krævede ret til at etablere uafhængige arbejderorganisationer. Dette er faktisk forbudt i henhold til forfatningen for Den Islamiske Republik, som kun tillader de "islamiske arbejderråd".

Men efter perioden med Ahmadinejad, begyndte man at fyre folk for "økonomisk sabotage", og man arresterer nu strejkeaktivister, og især dem, som er valgt af deres kollegaer som talsmænd for bevægelsen. Denne praksis var tidligere sjælden, men med Rohani ved magten [efterfulgte Ahmadinejad i 2013, o.a.] bliver det brugt konsekvent.
De iranske fængsler er fyldt med aktivister fra arbejderbevægelsen. Selv når deres fængselsstraffe udløber, er der nogle, såsom Rasul Bodaghi, som får en ny fængselsdom. I fængslerne foregår der en systematisk mishandling, og fangerne bliver underkastet moralsk og fysisk tortur. Alle bliver udsat for "forhør" og lider under de usunde forholdene, som for eksempel Mahmoud Salehi og Reza Shahabi. Nogle er endda døde i fængsel, som det skete for Shahrokh Zamani for 2 måneder siden

Andre aktivister er blevet frigivet mod en betydelig kaution, svarende til flere års løn. Kautioner, der giver problemer for familie og venner, som skal garantere for "adfærden" hos disse aktivister, som er kommet ud af fængslet.

I denne ulige kamp oplever man mere og mere behovet for en faglig organisation i Iran, som kan samle alle disse protestbevægelser.

Der er dog også sejre for de iranske fagforeningsfolk. For eksempel den betingede løsladelse af Mahmoud Beheshti Langaroudi, en aktivist fra lærernes fagforening, som havde sultestrejket i 19 dage. Flere ting har uden tvivl medvirket til dette tilbagetog for det islamiske regime, blandt andet protester fra faglige organisationer i flere europæiske lande, Canada og Australien, og mobilisering fra den iranske venstreopposition og forskellige foreninger til forsvar for iranske arbejdere, som er dannet af iranske eksilgrupper. Dette viser endnu engang, hvor vigtig den internationale solidaritet er for de kampe, som arbejdere over hele verden er ude i.

20. december 2015

Behrooz Farahany er medlem af Socialistisk Solidaritet med Arbejdere i Iran
Oversat fra Europe Solidaire Sans Frontières af Karina Skov

 

Opslået i Mellemøsten

single.php