Parlamentsvalget i Belgien i juni sidste år førte til en rekordlang regeringskrise. Først i marts 2008 danner den flamske kristdemokrat Yves Leterme en regering. Splittelsen mellem det fransktalende Vallonien og det flamsktalende Flandern har ført til spekulationer om, at Belgien som samlet land står foran en opløsning. For at forstå den politiske krise må vi analysere det konkrete samspil mellem objektive og subjektive faktorer, og mellem landets historie og den sidste tids udvikling.

 

Krisen i Belgien er ikke bare et problem, der vedrører samfundets top, mens dem på bunden har »andre problemer«. Der er ganske vist et gran af sandhed i denne påstand, men krisen rejser en række særlige spørgsmål. Hvis ikke man vil glide helt ud af det politiske billede, er man nødt til at give nogle svar. Men det kræver, at man forstår de underliggende faktorer.

Ud fra en god materialistisk logik må vi starte med den økonomiske udvikling. Fra denne synsvinkel er det meget enkelt: De flamske arbejdsgivere har et ambitiøst udviklingsprojekt, så Flandern kan forblive en af de rigeste regioner i Europa. Områdets største aktiv er havnen i Antwerpen, den tredjestørste i verden (nummer to efter New York, hvis vi ser bort fra den store mængde olie, der går gennem Rotterdam).

Men Antwerpen ligger langt inde i landet, 30 kilometer fra Schelde-flodens udmunding. Den kan kun fastholde sin placering gennem kæmpe investeringsprogrammer i selve havneområdet, i buen mellem Antwerpen og Zeebrügge og i hele periferien mod Lille, Holland og Tyskland. Fastholdelse af de flamske virksomheders økonomiske dynamik og områdets tiltrækningskraft på de multinationale afhænger af dette.

På det sociale område forudsætter dette en skærpet nyliberal politik på alle områder: reformer af socialvæsenet, fleksibel og uddannet arbejdskraft, indvandrings- og asyllovgivningen, indkomstpolitik, for ikke at tale om følgevirkningerne på den fysiske planlægning, miljøet osv.

Ingen belgisk kapitalisme
Dette projekt stammer fra de »nye« flamske arbejdsgivere. Efter Anden Verdenskrig fik denne fraktion af den herskende klasse stadig mere magt, især efter opløsningen af Société Générale i 2003 (kapitalfond stiftet af Wilhelm af Orange i 1822, dvs. endnu før Belgien blev uafhængigt), som dominerede landets økonomi og havde en afgørende indflydelse på såvel de politiske partier som på staten op til det højeste niveau (kongehuset).

Skævheden i udviklingen mellem den nordlige og sydlige del af landet har været et karakteristisk træk ved de »belgiske provinser« siden det 13. århundrede. Med sine industrielle investeringer i Flandern og Vallonien kunne Société Générale i nogen udstrækning modvirke dette gennem nogle årtier i det 20. århundrede.

Men det skete på en meget specifik måde. Efter krigen satsede Société Générale ikke på at få de vigtigste industrier op i den internationale superliga. I stedet trak den i stigende omfang penge ud af dem. Derfor har Belgien ikke noget, der svarer til Phillips i Holland eller Volvo i Sverige.

Fraværet af en aktiv investeringspolitik betød derfor, at disse virksomheder blev ramt med fuld kraft, da der kom et økonomisk tilbageslag fra midten af 1970’erne. I den sydlige del af landet, som allerede var ramt af krisen i kulproduktionen, efterlod omstruktureringen kun en samling ruiner. I Flandern skabte den derimod plads for udviklingen af en regional kapitalisme baseret på de dynamiske små og mellemstore virksomheder, dens banker (Kre­dietbank) og multinationale investeringer.

Nådesstødet blev leveret af den italienske forretningsmand Carlo De Benedetti, der beskrev Société Générale som legemliggørelsen af en »kapitalisme i nathue«. Det var ikke bare morsomt, men også meget sandt. Det lykkedes den belgiske stat at forhindre Benedetti, leder af Olivetti-koncernen, i at overtage Société Générale, men på dette tidspunkt, i 1988, stod det klart, at dødsklokkerne havde ringet for »den gamle dame«.

Siden da har der ikke længere eksisteret en »belgisk kapitalisme«. Den nuværende krise er umulig at forstå uden at tage højde for denne kendsgerning.

Der er ikke længere nogen sammenhæng mellem kapitalens virkelighed og den institutionelle overbygning. Kongehuset, som historisk er tæt forbundet med Société Générale, har ingen reel opbakning hos det nye flamske borgerskab.

Reformer af staten
Reformerne af staten i 1980’erne og 1990’erne medførte en ændret magtstruktur, som til tider har forhindret de føderale institutioner og den centrale statsmagt i at gennemføre en sammenhængende politik. Situationen i Bruxelles-regionen er specielt uholdbar: Utilstrækkelige ressourcer og en opdeling i 19 kommuner på et indeklemt område. Endelig og frem for alt er socialvæsenet, der blev skabt i 1944, skruet sådan sammen, at det ikke fuldt ud kan stille de »håndtag« til rådighed, som de flamske arbejdsgiveres projekt kræver.

Nationalisterne i den nordlige del af landet fordømmer »pengestrømmen« fra det rige Flandern til det fattige Vallonien (i realiteten solidariteten mellem de flere og bedre betalte lønmodtagere i Flandern med de relativt flere socialhjælpsmodtagere i Vallonien).

Denne agitation er i virkeligheden et andet udtryk for, at de flamske arbejdsgivere ønsker at »reformere« socialvæsenet ud fra deres nyliberale projekt og for i stigende omfang at kunne udnytte den ledige arbejdskraft … i Vallonien. For skævheden i udviklingen kommer igen til syne i fuldt dagslys:

Mens det gamle vallonske industribælte fortsat er ramt af massearbejdsløshed, frygter den flamske økonomi en mangel på arbejdskraft. Og dette får konsekvenser for efterlønsordninger, integrationspolitikken og »aktiveringen af arbejdsløse«.

Frygter destabilisering
De fransktalende partier er utilfredse. Men deres blokering af forsøgene på at danne en regering har intet at gøre med en konfrontation mellem venstre og højre. De fransktalende partier er lige så store tilhæn­gere af nyliberal politik som deres flamske modparter.

Når de siger nej til de flamske ønsker om regional selvbestemmelse over socialpolitikken og overenskomstforhandlingerne, er det fordi de frygter den politiske destabilisering, som en ny og brutal forringelse af de sociale rettigheder kan medføre. Den nyliberale politik har med andre ord skabt et syd og et nord med hver sin rytme og hver sine politiske virkemidler. En opsplitning af sundhedsvæsenet ville på grund af det ulige skattegrundlag f.eks. medføre en forskel i ressourcer mellem syd og nord på omkring 25 procent.
Politikkens forvredne veje.

Alt dette kommer til udtryk i regeringskrisen. Men politik er, som vi ved, aldrig udelukkende en afspejling af økonomien. De to områder hænger sammen på en bestemt måde, og det er her, at tingene bliver komplicerede.
I det belgiske tilfælde bliver de forbundet gennem det nationale spørgsmål, eller rettere det flamske spørgsmål, og det fører til en masse overfladiske fortolkninger. Det flamske spørgsmål kan slet ikke reduceres til et spørgsmål om kulturel frustration – derved overser man fuldstændig det centrale. Det nationale spørgsmål er her, som andre steder, kun en indpakning om det sociale spørgsmål.

Hvis vi strækker sammenligningen en smule, kan vi sige, at Flandern har spillet samme rolle for Belgien, som Irland har spillet for Storbritannien: En reserve af billig arbejdskraft og forsyninger af billige landbrugsvarer, som gjorde det muligt at presse arbejdernes lønninger ned. Samme underudvikling, samme sult og samme udvandring. Samme foragt for sproget og folket. Men hvem, bortset fra nogle englændere, ville vove at behandle irske nationalister som »kulturelt frustrerede«?

Socialdemokraternes fejltagelse
I dag er den økonomiske situation omvendt. Nu er det Vallonien, som er fattig og foragtet. Flamlændernes nationale rettigheder bliver ikke længere undertrykt – den nationalistiske leder Vic Anciaux indrømmede det selv for tredive år siden. Men vi må tage højde for historiens vægt. Den har haft en betydelig indvirkning på venstrefløjen.

Venstrefløjen betaler stadig for den store historiske fejltagelse, som det belgiske socialdemokrati begik, da det nægtede at støtte det flamske folks retfærdige sag. Tyskeren August Bebel lagde pres på det belgiske Arbejderparti (forgængeren for det nuværende Socialistparti) for at få det til at udnytte, at de flamske arbejdere ikke talte deres udbytteres sprog. Forgæves – socialdemokraterne nægtede at slå ind på denne internationalistiske sti.

Partiet var allerede inficeret af klassesamarbejdet og valgte i stadig stigende grad at glide ind i det udemokratiske, monarkistiske og pro-franske institutionelle system.

Et system, som var skabt af stormagterne for at skabe en buffer mellem Nordeuropa og det post-revolu­tionære Frankrig, uden at spørge de to folk, der levede i dette område – flamlænderne og vallonerne – om hvorledes denne sameksistens skulle organiseres.

I fraværet af et alternativ til venstre lykkedes det højrekræfterne at gendanne og dominere den flamske bevægelse, især kom præsterne til at spille en nøglerolle i denne udvikling. Deres indædte ondskabsfuldhed og typisk småborgerlige hævntørst fortæller om de ydmygelser og den foragt, som den flamske bevægelse blev udsat for.

Og det er ikke den eneste konsekvens af Arbejderpartiets historiske fejltagelse: I arbejderklassen fik det katolske hierarki mulighed for at fremstå som bærere af de flamske demokratiske krav. Kirken fik plads til at danne kristelige fagforeninger, hvis mål udtrykkeligt var at være modvægt til den socialistiske fagbevægelse.
Siden da har den flamske fagbevægelse været overvejende kristelig, hvorimod den socialistiske fagbevæ­gelse er den stærkeste i Vallonien. Denne ideologiske forskel spiller næppe nogen større rolle i arbejderbevægelsen i dag. Men den organisatoriske skillelinje eksisterer stadig, oveni den sproglige.

Flamsk nationalisme i en tid med nyliberalisme
Afslutningen på perioden med en fælles belgisk kapitalisme er nøglen til at forstå den objektive baggrund for krisen. Men for at forstå de subjektive aspekter er det nødvendigt at gennemskue udviklingen af den flamske nationalisme i den dobbelte sammenhæng med Flanderns økonomiske triumf og nyliberalismens sejr.

Også her er det imidlertid nødvendigt at undgå overfladiske fortolkninger. Det er åbenlyst, at denne nationalisme ikke længere er et svar på udbytning og undertrykkelse. Men når de flamske partier er enige om at kræve selvstændighed, så handler det absolut ikke om, at Vlaams Belang står i spidsen for en fascistisk omdannelse af den nordlige del af Belgien.

Lad det stå helt klart: Vlaams Belang (25 procent af stemmerne i Flandern) er et parti på den yderste højrefløj, kernen i dens historiske ledelse er fascistisk, og nogle arbejdsgivere støtter partiet. Den fare, som det udgør, må ikke undervurderes.

Men det er de flamske arbejdsgi­vere, der fører an i dansen, og de har ikke valgt at spille kortet fra det yderste højre. Det ville indebære en konfrontation med den stærke kristelige arbejderbevægelse. Hvorfor skulle de også gøre det? Alle de »demokratiske« partier arbejder inden for den ramme, som arbejdsgiverne har lagt.

Det flamske socialdemokrati, som er totalt i vildrede over deres vælgeres flugt til Vlaams Belang, har intet perspektiv bortset fra at støtte de nyliberale projekter for Flandern. De Grønne har et anti-nationalistisk perspektiv, men repræsenterer ikke et socialt alternativ.

Det sidste tosprogede valgområde
Sandheden er, at det er nyliberalismen, der definerer den flamske politiske front, og ikke fascismen. Det er derfor, partierne overbyder hinanden i nationalisme. Gennem forskydningen af det økonomiske tyngdepunkt til den nordlige del af landet er den flamske nationalisme blevet det nyliberale projekts ideologiske form.

Derfor er opdelingen af det sidste to-sprogede valgområde, Bruxelles-Halle-Vilvoorde (BHV) blevet en fetich i det politiske liv. »Vi er de rige nu, og nu vil vi bestemme«: Det er den symbolske betydning af stemmeafgivning fra de flamske parlamentarikere i parlamentsudvalget om opdelingen af BHV. De forargede fransktalende taler om et »slag i ansigtet«. Arrogancen har helt klart skiftet side.

Bemærk imidlertid, at flamlændernes position for så vidt er logisk: Hvorfor fastholde et flersproget valgområde, når resten af landet er sprogligt opdelt, selv provinsen Brabrandt, som de fransktalende partier nægtede at gøre tosproget i 1962? Når det er sagt, er denne afstemning ikke et udtryk for en separatistisk trussel. I det store og hele ønsker de flamske arbejdsgivere ikke at opløse Belgien, men selvstændighed for Flandern inden for en stat, der ikke stiller hindringer i vejen for deres projekt.

Sådan tegner billedet sig: Den belgiske krise befinder sig i skæringspunktet af en række historiske forhold på den ene side og den nyliberale politik om markedets overherredømme på den anden. De ideologiske biprodukter, som følger dette, kan ikke overraske: Pengenes arrogance, forherligelsen af social ulighed, banaliseringen af fremmedhadet, nedbrydningen af den sociale solidaritet.

Antikapitalistisk reform
En kur mod den belgiske syge indebærer i bund og grund en social og økonomisk politik, som kan formindske i uligheden mellem den nordlige og sydlige del af landet. Denne politik kræver en omfordeling af rigdommen og en vækst i de offentlige investeringer og dermed en udfordring af markedets logik.

Dette var forståelsen på venstrefløjen i den socialdemokratiske faglige landsorganisation (FGTB), som i slutningen af 1950’erne kædede kravet om en føderal opdeling af landet sammen med en antikapitalistisk reform af dets strukturer (først og fremmest energi- og finanssektoren). Den socialistiske fagbevægelse vedtog på kongresserne i 1954 og 1956 dette program, som spillede en afgørende rolle i de arbejdermobilise­ringer der førte til »århundredets strejke« i vinteren 1960-1961.

Efter strejken gled det mere og me­re i glemmebogen i takt med, at det vallonske FGBT gled mere og me­re ind i den regionale ramme, hvis frugter kan ses i dag. Så kom perioden 1977-1993, hvor arbejderklassen, trods kraftig modstand, led et meget stort nederlag, især pga. de faglige leders klassesamarbejde og splittelsen i det faglige apparat.

Internationalistisk kamp
Og nu? En svækket arbejderbevægelse er trængt i defensiven og står over for en ny udfordring – at redde det sociale sikkerhedssystem. Denne kamp kan kun vindes gennem en internationalistisk kamp, hvor vallonske og flamske arbejdere, medlemmer af FGBT og CSC (det kristelige LO) står sammen, og ved at gribe tilbage – selv i den ultradefensive situation i dag – til læren fra 1954-1956: Der eksisterer ingen føderalis­me og intet demokrati, der er værd at forholde sig til, så længe Vallonien, Flandern og Bruxelles udgør dette »paradis for kapitalisterne« som allerede Marx havde fordømt.

Det store problem er, at for at gå i denne retning må fagbevægelsen vise mod, bevæge sig ind på det politiske område, og bryde med både EU’s og den belgiske stats nyliberale åg. Først og fremmest må den turde sætte en internationalistisk linje op over for socialdemokratiets regionalistiske linje.

Det vil sige en linje, som står i skarp modsætning de sidste tyve års udvikling. Der er imidlertid ingen anden vej fremad for dem, der er nødt til at sælge deres arbejdskraft for at leve. Hvis denne kamp bliver tabt, vil livs- og kampbetingelserne meget vel kunne ændre sig afgørende, og i lang tid fremover.

Oversat af Peter Kragelund fra netmagasinet International Viewpoint, februar 2008.

Opslået i Uncategorized

single.php