Hvordan ændrer vi styrkeforholdet mellem klasserne til fordel for arbejderklassen? Omkring hvilke radikale reformer kan vi opbygge et program for masseaktioner? Hvordan skaber vi massepartier for arbejderklassen over hele det afrikanske kontinent? Hvad med organiseringen af de arbejdsløse, de jordløse og de hjemløse, de feministiske strukturer, ungdommen?

 

[Denne tekst er en introduktion til Pambazuka News´ særnummer om arbejderbevægelsen og den afrikanske revolution, SI-red]


Disse spørgsmål er helt klart de mest påtrængende på baggrund af de mangfoldige kriser i de profitdrevne samfundssystemer, der har drevet millioner af mennesker i Afrika ud i håbløs fattigdom?

Menneskeheden er trådt ind i en langvarig periode med stadig mere uhyggelige symptomer. Denne konjunktur vil udvikle et helt lag af populistiske ledere og bevægelser, og nye bølger af undertrykkelse og militarisering i den nærmeste fremtid. Det er på den måde, kapitalismen vil forsøge at overleve de mangesidige kriser, der truer det profitdrevne samfundssystem – især sammenbruddet i det verdenskapitalistiske system siden 2008. Så dette sammenfald af historiske begivenheder vil også afføde enorme kampe over hele kloden, som venstrefløjen seriøst må forberede sig på.

Er vi ideologisk rustede til det? Ideologi er en bydende nødvendig side af kampen. Vi skal helt sikkert begynde med vores ideer om en samfundsforandring og forstå, hvad det i praksis vil betyde for venstrefløjen på dette nådesløst udbyttede kontinent. En almindelig kritik af marxismen på denne kontinent er, at den er eurocentreret og blev udviklet af ”hvide” mænd, og derfor ikke har nogen relevans. På samme måde fortsatte modstanden mod marxismen i Latinamerika i meget lang tid, fordi den unge Karl Marx rettede en skarp kritik af Simon Bolivar. Heldigvis har den radikale argentinske tænker José Aricós analyser nu skabt klarhed om dette. Det er tydeligvis på høje tid, at vi helt og fuldt afliver alle disse misopfattelser om marxismen også på dette kontinent.

Det essentielle i denne nonchalante afvisning af marxismen er ikke engang i nærheden af at bearbejde teorien om samfundsforandring og lykkes ikke at levere et venstrefløjsalternativ til de samfundsmæssige kriser. Faktisk var Marx, i modsætning til hans politiske holdning til Bolivar, forfærdet over kolonialismen i Afrika og andre steder, og henviste anerkendende til slavernes modstand. Kritikken af kapitalismens (anti-sociale) logik – og det presserende behov for en forandring – går igennem Marx´ skrifter, når han for eksempel peger på de koloniserede folks skæbne, det vil sige, at med den kapitalistiske produktionsmådes rosenrøde opkomst blev Afrika forvandlet til ”et stort område til kommerciel jagt på sorte.” [Das Kapital]. På samme måde udtaler han sig i ”Den tyske Ideologi” positivt om de flygtende slaver i alle kolonierne og de oprørske slaver på Haiti.

Marx leverer i andre af sine skrifter så sandelig en sviende kritik af slaveriet i de sydlige dele af USA, af kolonialismen i Indien og Irland osv. Så venstrefløjen kæmper stadig i dag for de universelle rettigheder, der voksede ud af klassekampen (som for ekempel de ”sorte” jakobinere) i efterdønningerne fra den transatlantiske slavehandel. I sidste ende kan fremvæksten af den industrielle kapitalisme ikke forstås uden at anerkende forbindelserne til den koloniale kapitalisme i Afrika, Latinamerika og Asien.

Elitens pan-afrikanisme, den konservative ”sorte” nationalisme og Frantz Fanons tredjeverdens-ide repræsenterer en politisk blindgyde. Den nuværende tidsalder kræver om noget arbejderklassens lederskab – uanset om klassen kommer til udtryk som arbejdsløse, løsarbejdere, deltidsarbejdere osv. Og kontinentet har faktisk en lang historie med marxisme og antikapitalistiske kampe. Som eksempler kan nævnes den bemærkelsesværdige korrespondance mellem Workers Party of South Africa og Leon Trotsky i starten af 1900-tallet og det iøjnefaldende lederskab af partiet, som den sydafrikanske revolutionære socialist Isaac Tabata bidrog med gennem en periode på adskillige årtier, den antikoloniale modstand fra Jonker Afrikaner og Jakob Marengo i Namibia osv. I hvert enkelt land på dette kontinent kan der findes historier om tapre anti-koloniale kæmpere og anti-kapitalistiske aktivister. Vi mangler bare at få skrevet denne meget vigtige historie færdig. Og det er et presserende projekt for intellektuelle på dette kontinent og for venstrefløjen generelt.

En anden presserende opgave er at fremme flersprogethed. Vi skal styrke netværket af venstrefløjsaktivister på kontinentet ved at finde praktiske måder at overvinde de sproglige barrierer, der er mellem engelsk, fransk, portugisisk, arabisk osv. Det skal være adgang til venstrefløjsoversættere og en udvikling af effektive flersprogede programmer. Vi har brug for at oversætte alt det vigtigste venstrefløjslitteratur til de vigtigste afrikanske lokalsprog. Det er klart, at værker af Antonio Gramsci, André Gorz, Rosa Luxemburg, Amilcar Cabral, Neville Alexander og mange andre fortjener at blive oversat til afrikanske sprog. Og det vil udgøre en afgørende del af den kulturelle frigørelse af kontinentet. Denne specialudgave af Pambazuka News kunne desværre ikke få bidrag fra Nordafrika, hvor der foregår massive kampe, sandsynligvis på grund af sproglige barrierer. Ikke desto mindre viser oversættelsen af papiret om Congo Brazzaville, der er med i denne udgave, at det er muligt.

Ud over det ideologiske aspekt står kampen selvfølgelig også om de organisatoriske former, som det forudsætter. Denne specialudgave er så heldig at kunne bringe den første offentlige debat om den nyligt afholdte konference i de sydafrikanske metalarbejderes fagforbund ”the National Union of Metalworkers of South Africa”(Numsa), det største fagforbund på kontinentet. I forlængelse af dette møde i december 2016 er der brug for, at en række politiske spørgsmål bliver afklaret nu: Hvordan ændrer vi styrkeforholdene til fordel for arbejderklassen? Omkring hvilke radikale reformer kan vi opbygge et program for masseaktioner? Hvordan skaber vi massepartier for arbejderklassen over hele kontinentet? Skal der opbygges arbejderråd? Hvad med organiseringen af de arbejdsløse, de jordløse og de hjemløse, lokalsamfundene, de kvindelige netværk, ungdomskomiterne, studiegrupperne og så videre? Giver det nogen mening at prioritere kampen for en minimunsløn i en situation med massearbejdsløshed? Skulle venstrefløjen ikke i stedet kræve afskaffelsen af lønsystemet og snarere fremsætte radikale reformer, der vil være til fordel for den samlede arbejderklasse?

Radikale reformer kunne for eksempel fokusere på kravet om 50 liter vand og 1 kilowatt-time elektricitet gratis pr person hver dag, fødevarebanker der laver et gratis måltid mad dagligt, en garanteret basisindkomst, og på længere sigt en ligelig fordeling af jobs og velstand, en kortere arbejdsuge, sociale boliger osv. En afgørende diskussion må blive, om arbejderklassen skal støtte en industrialisering eller, alternativt, hvilken form for industrialisering, der kan accepteres i lyset af den økologiske krise, der rummer forfærdende konsekvenser for dette kontinent. Ethvert seriøst venstrefløjsprojekt bør hele tiden være opmærksom på denne katastrofe.

Når alt kommer til alt, er udfordringen for venstrefløjen at alliere sig med de arbejdsløse, de jordløse og de hjemløse i et masse-arbejderparti og at forene dem i arbejde med dem uden arbejde, de formelle og de uformelle, de fastansatte og løsarbejderne, byens arbejdere og landarbejderne, ”sorte” og ”hvide” osv. De politiske erfaringer andre steder fra peger på, at venstrefløjen – og ikke fagforeningerne – bør gå i spidsen for i at opbygge et sådant arbejderparti.

Og det bliver nødt til at være et ikke-sekterisk lederskab, som kan forene den samlede arbejderklasse og alle de politiske venstrefløjstendenser, der er enige om masseaktioner som den vigtigste vej fremad. Som vi altid har insisteret på, så bør medlemmer af fagforeninger tilslutte sig et sådant masse-arbejderparti som enkeltmedlemmer og ikke som en blok. Den tålmodige opbygning af et revolutionært masseparti med politisk bevidste kadrer giver bedre resultat i det lange løb.

Til sidst vil vi gerne takke alle der har bidraget til denne specialudgave for deres markante bidrag – uden deres tid, indsats og engagement ville denne udgivelse ikke have kunnet lade sig gøre. Og det var vigtigt at få artikler om forskellige lande som Sydafrika, Nigeria, Zimbabwe, Mauritius, Congo Brazzaville, Elfenbenskysten og Namibia. Det uensartede niveau i den brede befolknings bevidsthed hos arbejderklasse forskellige steder er åbenbar, men det må ikke tage modet fra os i kampen for, at en anden verden er mulig.

På samme måde skal kammeraterne fra Pambazuka News anerkendes for deres enestående rolle i at skabe en platform for venstrefløjsdebat om kontinentet gennem så mange år. Dette tidsskrift er blevet centralt for diskussionen over hele kontinentet og fortjener kun større udbredelse.

Det er vores håb, at denne udgave om ”Arbejderbevægelsen i Afrika – fremtidsudsigter og udfordringer” på samme måde vil bidrage meningsfuldt til den igangværende dialog, der er så meget brug for blandt venstrefløjsaktivister.

I overvejelserne om perspektiver og udfordringer, lad os lade os lede af Gramscis aforisme om viljestyrkens optimisme og intellektets pessimisme(?) .

På vegne af Marxist Group of Namibia dedikerer jeg denne specialudgave til alle arbejderklasseledere på dette kontinent – især til mindet om Johannes Nangutuuala, lederen af generalstrejken i Namibia 1971-72, som døde under mystiske omstændigheder, mens han var sammen med en sikkerhedsofficer fra SWAPO. Hukommelsen er et våben.

A luta continua!

Torsdag den 26. januar 2017
Oversat fra
Pambazuka News af Martin Mørch

 

Opslået i Afrika

single.php