16. oktober vedtog Repræsentanternes Hus at forhøje gældsloftet og undgik dermed en betalingsstandsning, men allerede om tre måneder udløber den midlertidige finanslov igen. Før sammenbruddet blev afværget, skrev amerikansk socialist denne analyse af konsekvenserne for USA’s arbejdende befolkning.

af Barry Sheppard

Midt i de bitre beskyldninger mellem demokraterne og republikanerne på grund af statens delvise sammenbrud og republikanernes trussel om at tvinge USA’s regering til en betalingsstandsning, kan man nemt glemme, hvad deres holdninger har til fælles.

Begge har grebet ind for at beskytte kapitalistklassens interesser på arbejderklassens bekostning i dønningerne af den store økonomiske krise. Dette er indiskutabelt, eftersom statistikkerne viser skyhøje profitter, mens reallønnen falder.

Begge partier har sat politiske tiltag i gang, som skærer ned i arbejderbefolkningens løn.

Når det er sagt, så er der reelle forskelle. Republikanerne er blevet fanget ind af yderligtgående højreorienteredes hensigter om at få gennemført drastiske nedskæringer i lønnen. Demokraterne frygter, at for drastiske nedskæringer vil skabe social uro.

Det, som umiddelbart har udløst stridighederne, er republikanernes kampagne for at trække finansieringen væk fra loven om ”Patientbeskyttelse og Økonomisk Overkommelig Pleje”(Patient Protection and Affordable Care Act) – også kendt som ”Obamacare”. Republikanerne kontrollerer Repræsentanternes Hus, som er ansvarligt for godkendelse af statens udgifter og skal godkende det føderale budget samt det forventede behov for at øge gældsloftet.

Republikanerne nægtede at godkende et budget for regeringen, med mindre Obamas sygesikringsprogram (”Obamacare”) blev trukket ud af budgettet og truer med at nægte at støtte nye statslån af denne grund. Obama og demokraterne, som kontrollerer Senatet, ville ikke gå med til dette, og det medførte et delvist sammenbrud for regeringen fra den 1. oktober.

Størstedelen af sammenbruddet ligger på nogle arbejderes skuldre, herunder 800.000 regeringsansatte, som er på tvungen orlov uden løn, og mange flere, som arbejder uden at få løn. Mange millioner, som er afhængige af offentlig hjælp, som nu ikke fungerer, står overfor en katastrofal situation.

 

Truslen om betalingsstandsning
En amerikansk betalingsstandsning som konsekvens af, at Kongressen ikke kan øge loftet på statsgælden, ville være katastrofal. Deadline for, hvornår regeringen løber tør for penge til at betale sin gæld uden at optage nye lån, er omkring den 17. oktober.

Både Finansministeriet og IMF har advaret imod dette. Lederen af IMF, Cristine Lagarde sagde: ”Regeringssammenbruddet er slemt nok, men hvis det ikke lykkes at øge gældsloftet, vil det være meget værre.”

“Det er afgørende vigtigt, at dette bliver løst så hurtigt som muligt”

Hvis betalingsstandsningen fik lov til at ske, ville USA’s værdipapirer begynde at miste deres mulighed for at blive vekslet til amerikanske dollars. Og de udgør en stor del af reserverne i andre landes centralbanker.

En betalingsstandsning ville derfor forårsage et enormt pres på bankerne i form af almindelige mennesker, der trækker deres penge ud af banken, også i USA. Kreditter af alle slags ville tørre ind, renterne ville tage en himmelflugt, industriel produktion ville falde og verdenshandelen bryde sammen.

Det ville være en krise af samme størrelsesorden som den finansielle krise i 2008 – eller større. Men i modsætning til 2008 ville det ikke være resultatet af det kapitalistiske systems logik, men af en politisk fallit.

Af samme grund er en sådan betalingsstandsning usandsynlig. Men den er dog ikke umulig. Kapitalistiske politikere har før taget irrationelle beslutninger.

Det mest sandsynlige er, at republikanerne er nødt til at opgive deres bluff. De vil stadig prøve at ”få noget ud af det”, som republikanske senator Rand Paul – der er på linje med teaparty-folkene – utilsigtet blev fanget i at sige på en video til en anden republikansk senator. Han nikkede sin tilslutning.

 

Sygesikring
For at forstå diskussionen om Obamacare er vi nødt til at se nærmere på det amerikanske sundhedssystems tilstand.

Martin Wolf, som skriver for det erhvervsvenlige britiske Financial Times, siger: ”Republikanerne gør alt dette for at hindre en beskeden forbedring af det værste sundhedssystem i noget høj-indkomstland”

Han skriver: “USA bruger 18 procent af sit BNP på sundhed imod 12 procent i Frankrig, som har det næsthøjeste forbrug.” Så kommer Tyskland, Canada, Japan, Storbritannien og Italien.

USA’s forbrug per person er næsten 100 procent mere end i Canada og 150 procent mere end i Storbritannien. Hvad får USA til gengæld? Forventet levealder ved fødslen er den laveste [af de andre imperialistiske lande], mens børnedødeligheden er den højeste.

“Potentielle tabte livsår for folk under 70 år er også langt højere [i USA].”

Til sammenligning bruger Australien 9,3 procent af sit BNP på sundhed, ca. halvdelen af det USA bruger, og har en meget lavere børnedødelighed og højere forventet levealder. Dette er to universelt anerkendte indikatorer for kvaliteten af et sundhedssystem.

Forskellen sætter USA i en dårlig position i forhold til dets imperialistiske konkurrenter. Der er 40-50 millioner mennesker i USA uden sundhedsforsikring. Obama søger at udvide dækningen til mange af dem, som for øjeblikket ikke er dækket.

Målet er at få kontrol med de galopperende omkostninger på sygeforsikring, for det ville gøre det nemmere at holde arbejderlønningerne nede. Det ville også hjælpe til at skabe en sundere og mere produktiv arbejdskraft – mere i tråd med andre imperialistiske lande.

Fra starten har Obamacare udelukket en national statsforsikring, som Medicare i Australien, hvor alle er dækket.

Faktisk opstod ideen til Obamacare i en højreorienteret tænketank, the American Heritage Foundation, som et alternativ til en national sundhedsforsikring. Ideen var at fastholde de private forsikringsselskabers (som er en del af finanskapitalen) kontrol.

Da den republikanske præsidentkandidat Mitt Romney var guvernør i Massachusetts igangsatte han en sådan plan der. Det faktum, at han gik imod sin egen politik sidste år, viser noget om, hvor langt til højre republikanerne har bevæget sig.

En ide, der er udtænkt i en højreorienteret tænketank, bliver nu forkastet af republikanerne som “socialisme”.

Det er ironisk, men dagen for det delvise regeringssammenbrud, den 1. oktober, var også den dag, da størstedelen af Obamacare blev sat i gang. Ydermere er det sådan, at det delvise sammenbrud på grund af teknikaliteter i finansieringen ikke påvirker Obamacare.

Et populært aspekt i Obamacare er, at børn af de forsikrede forældre er dækket af deres forældres forsikring, indtil de er 26 år. Dette er allerede effektueret.

En anden populær foranstaltning er, at forsikringsselskaberne ikke længere kan nægte dækning for folk, der allerede har eksisterende medicinske problemer, og det gjaldt fra den 1. oktober.

 

Mangler
En stor mangel i Obamacare er, at det er afhængigt af, at arbejdsgiverne sørger for de fleste af sundhedsforsikringerne for deres ansatte. Det gør det vanskeligere for de ansatte at skifte job.

Desuden leder arbejdsgiverne i den nuværende økonomiske situation efter muligheder for at skære i deres bidrag til medarbejderforsikringer.

Obamacare-loven er et bureaukratisk rod. Den er mere end 2000 sider lang for at imødekomme alle forsikringsindustriens krav. Den kommer ikke til at virke, hvis millioner af unge raske amerikanere vælger ikke at melde sig til. Derfor indeholder loven også en bestemmelse om, at de kan få en bøde, hvis de ikke gør det. Sunde amerikanere, som ikke er dækket af deres arbejdsgivere, skal købe privat forsikring for at få systemet til at fungere. Hvis de ikke gør det, vil forsikringshajerne sætte prisen op for de andre.

Der er et andet problem. Obamacare vil give understøttelse til folk med lav indkomst for at hjælpe dem med at købe privat forsikring, men den regner med, at staterne øger dækningen for de allerfattigste for at dække millioner uden forsikring i denne kategori. Det sker under et program kaldet Medicaid.

Regeringen skal give staterne pengene til at forøge Medicaid nok til at sørge for forsikring til de mest trængende. Men 26 republikansk-kontrollerede stater har nægtet at modtage disse midler for at sabotere Obamacare.

Det er de stater med de højeste ekstreme fattigdomsrater.

Der er alle mulige problemer i Obamacere, blandt andet forskellige programmer med forskellig dækning. I alle de private forsikringsprogrammer, som Obamacare hviler på, er der individuelle udgifter, som den enkelte må hoste op med.

Ingen af disse problemer ville være der med en universel Medicare. Profitterne til forsikringsselskaberne, som er rent spild og ikke bidrager med noget som helst til sundhedssystemet, ville blive elimineret. Omkostningerne ville blive mindre.

Men alligevel – på trods af alle disse problemer – da det blev muligt den 1. oktober for dem uden forsikring at tilmelde sig Obamacare, var der millioner af folk uden dækning, der skyndte sig at gøre det. Computersystemerne brød sammen. Dette faktum understreger, at der er et presserende behov, som ikke bliver dækket i det amerikanske sundhedssystem.

I mellemtiden fortsætter dødvandet i Washington.

 

Denne artikel blev bragt den 8. oktober 2013 i det australske webmagasin Green Left Wekly

Barry Sheppard er var i mange år leder af Socialist Workers Party og Fjerde Internationale. Han er nu medlem af Solidarity (USA). Oversat af Bodil Olsen.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com