Joseph Massad har bevæget sig ind i et politisk og intellektuelt minefelt med sin bog om ikke-heteroseksuelt begær i den arabiske verden.

af Peter Drucker

Ikke-heteroseksuelle relationer i den arabiske verden er et politisk og intellektuelt minefelt, om muligt mere i dag end før 11. september 2001. Neokonservative og andre højrefløjsfolk, der altid har været fjendtlige overfor homobevægelsen, har med et bizart tvist relanceret sig selv som forsvarere af arabiske kvinder og homo’er. Svarene fra venstrefløjen har været delte – og i Vesten har viden om ikke-heteroseksuelle praksisser og identiteter I den arabiske verden altid været særdeles mangelfuld og præget af ideologiske forvrængninger.

At internationale menneskeretsaktivister eller LGBT (lesbian-gay-bisexual-transgender) grupper på det seneste har udsendt alarmer ud om forfølgelser af mellemøstlige LGBT-personer (oftest i Iran), er af nogle anti-imperialistiske homoseksuelle blevet afvist som noget, der styrker opbakningen til republikanernes (og visse fremtrædende demokraters) krigslyst. Andre har insisteret på vigtigheden af både modstand mod USA’s intervention og solidaritet med LGBT’s.

Argumenterne har dog sjældent afsløret særlig stor viden om de seksuelle kulturer i den arabiske verden, eller indeholdt megen analyse af, hvordan imperialisme og seksualitet interagerer. At overvinde denne manglende forståelse er både en central og hastende opgave.

Højrefløjens afhængighed af argumenter om kvinders og seksuel frigørelse gør det i stigende grad vanskeligt at være antiimperialist eller antiracist i Vesten uden at integrere analyse af køn og seksualitet.

På samme måde er internationale feministiske og LGBT-bevægelser hæmmet af deres relativt svage forankring i og uvidenhed om den arabiske verden. Disse bevægelser har stærkt brug for at tage opgaven om at koble imperialisme, køn og seksualitet alvorligt.

Denne opgave bliver ikke lettere af den svingende kvalitet i – og lille omfang af – forskning i den arabiske verdens seksualiteter. Bøsse-lesbiske studier har primært fokuseret på det moderne Europa og Nordamerika. Heldigvis er der blevet forsket mere i LGBT-relaterede emner i den Tredje Verden de seneste år.

Afrika og Mellemøsten er stadig den del af verden, hvor LGBT-communities er mindst synlige og LGBT-bevægelser mest undertrykt. Dette bidrager til at forklare, hvorfor forskningen i arabiske ikke-heteroseksualiteter, har været relativt svagt forankret i empiri.

Folk uden for den arabiske verden, som ofte ikke kender den særlig godt, eller overhovedet taler arabisk, bygger for det meste kun videre på viden, der er produceret på eller oversat til engelsk. Mens akademikere i Nordamerika og Europa har langt større ressourcer, er den viden og erfaring, som forskere i og fra den arabiske verden, ligger inde med, uvurderlig.

Joseph Massad, en professor i moderne arabisk politik og idehistorie fra Columbia Universitet, er nu – med stort mod – gået ind i dette minefelt med sin bog ‘Desiring Arabs’.

Massad er ingen nybegynder i kontroversielle emner. Hans tidligere arbejder har fokuseret på Jordan og Palæstina, ikke ligefrem områder, hvor behersket, kollegial diskussion er reglen i den vestlige akademia – og da slet ikke på Columbia Universitet, hvor der har været ført højreorienterede zionistiske hadekampagner, hvor Massad har været hovedmålet. Naturligvis har venstrefløjen og forsvarere af palæstinensiske rettigheder bakket op om Massad.

Desiring Arabs har skaffet Massad en nye gruppe angribere. Hans kritik af nordamerikanske og europæiske forsøg på at identificere, forsvarere og befri homoseksuelle i arabiske lande er blevet mødt med en bølge af anklager – blandt andet om at Massad skulle påstå at arabiske homoseksuelle er en vestlig fantasi, eller at Massad reflekterer ”grundlæggende de samme værdier” som den Jordanske Islamiske Aktionsfront, som London Guardians mellemøstenredaktør skrev i en anmeldelse af Massads arbejde. Disse eksempler tilhører endda den mere nuancerede ende af skalaen.

Ikke homofob
Massad er tydeligvis ikke homofobisk og nærer ingen sympatier for hverken torturbødler eller fundamentalister. Tværtimod er Desiring Aras en vigtig kilde til seriøse studier af seksualiteter i den arabiske verden. Den bekræfter at sammekøns-begær og praksis har været vidt udbredt i arabisk litteratur i de århundreder, hvor den arabiske civilisation havde sin storhedstid.

Massad analyserer de seksuelle ideologier i en bredt spektrum af litteratur fra det 19. og 20. århundrede, hvoraf meget er utilgængeligt for ikke-arabisktalende. I denne analyse udviser Massad både respekt for og kendskab til Queer Theory, den dominerende strømning i LGBT-studier i dag.

På trods af dette har Desiring Arabs imidlertid store mangler. Ligesom mange queer-teoretikere er Massad tilsyneladende mere interesseret i litteratur end i virkeligheden. Han lader afgørende spørgsmål om araberes seksuelle praksisser og identiteter stå ikke bare ubesvaret, men i høj grad forbigået – spørgsmål der, skal det dog siges, er svære at undersøge i lande, hvor f.eks. statistikker og kvalitative interviews om seksualitet er stort set ikke-eksisterende.

Og mens hans kritik af aktivister og akademikeres eurocentrisme ofte er velbegrundet, virker det næsten som om han antyder, at den internationale homobevægelse kan bebrejdes forfølgelsen af ikke-heteroseksualiteter i Mellemøsten i dag. Imidlertid viser hans egen forskning, at denne forfølgelse går mange årtier forud for den internationale LGBT-aktivisme.

Massad afviser med rette mange lesbiske og bøssers essentialisme (’vi blev født sådan her’ og ’vi er overalt’). Men han tager ikke den mere substantielle forskning, der er lavet om ikke-heteroseksualiteter globalt set, alvorligt nok.

Konsekvensen bliver, at han ikke anerkender at LGBT-studier ikke altid har delt de essentialistiske impulser som mange almindelige LGBT-personer har givet udtryk for. Tværtimod har mange teoretikere lagt vægt på, at sammekøns-seksualiteter er blevet socialt konstrueret op gennem historien, og at disse seksualiteter har haft og har ekstremt forskellige udtryk i forskellige dele af verden.

Edward Said advarede i sin klassiske bog ’Orientalisme’ mod opfattelser af, at "der findes noget sådan som en virkelig eller sand Orient (Islamisk, arabisk, eller hvad som helst)" eller "at der er geografiske steder med oprindelige, radikalt ’anderledes’ indbyggere."

Massad beskriver Said ikke bare som "en mentor, en ven og en kollega" men også som "en surrogatfar", og lader til at efterleve Saids advarsel, når han skriver "min pointe her er ikke at argumentere til fordel for ikke-vestlig nativisme og for en eller anden paradisisk eksistens forud for den epistemiske, etiske og politiske vold, der blev udløst mod ikke-Vesten." (side 42)

Ikke desto mindre hælder hans bog mod en idealisering af oprindelig seksuel kultur i den arabiske verden. Han affejer gentagne gange tegn på lesbisk- eller bøsseliv i den arabiske verden som noget udefra kommende, noget kunstigt eller som skamfulde forsøg fra arabere på at efterabe europæere eller amerikanere. Han formår ikke at forlige sig med realiteterne i, at også den arabiske verden i stigende grad er en del af en global kapitalistisk orden, og sandsynligheden i, at denne verdens samtidige seksualiteter er hybride og mangfoldige.

Hinsides homo og hetero
På ét afgørende punkt har Massad ret: i sin insisteren på, at traditionelle arabiske seksualiteter ikke var baseret på en "hetero-homo-binaritet." (side 40). Det vil være en svær pointe for mange amerikanske læsere at fatte, så dybt som skellet er mellem "homo’er" og "hetero’er" i vores dagligdagsforståelse af seksualitet.
De fleste forskere er dog enig om, at denne binære forståelse er et relativt nyt fænomen, og at der har været utallige andre måder at forstå seksualitet gennem tiden.

Massads læsning af Koranen, senere islamiske religiøse tekster og arabiske kærlighedsdigte fra middelalderen bekræfter, hvad andre historikere har fundet: at arabere i Islams første århundreder simpelthen ikke klassificerede mennesker, som vi gør i dag, i binærer seksualitetskategorier. Det er mindre klart hvor meget kontinuitet der er mellem denne traditionelle arabiske seksual-kultur og seksual-kulturen i dagens arabiske verden.

På trods af Massads skepsis er der selvidentificerede lesbiske og bøsser i den arabiske verden i dag. Men specifikke lesbisk/bøsseidentiteter, som vi kender dem fra Nordamerika og Europa, virker mindre synlige i arabiske lande end i de fleste andre regioner. Mange arabiske mænd, der har sex med andre mænd, identificerer sig ikke en gang som biseksuelle, og da slet ikke som homoseksuelle.Nogle af dem har sex med transkønnede eller andre mænd, og skjuler denne sex fra offentligheden; andre er bare diskrete omkring det.

Som Massad påpeger, betyder dette at de strategier, som LGBT-bevægelser har brugt andre steder ikke umiddelbart kan importeres i samme form til den arabiske verden. For eksempel er det tvivlsomt hvad opfordringer til at ”springe ud” vil betyde i en kultur, hvor folk kan have sammekøns-sex uden nødvendigvis at identificere sig som homoseksuelle. Folk, hvis liv inkluderer både sammekøns- og modsatkøns-relationer skal være frie til at beslutte hvornår, hvor og hvordan de taler højt om det.

Massad har stærke argumenter for at afvise insisteren på, at begæret ”bor i kroppen og kun kan frigøres i et individualistisk projekt gennem offentlige bekendelser” (som han skriver på side 365) – uden dermed at sige, at der ikke i den arabiske verden også findes transkønnede og andre, der somme tider føler, at deres begær er indlejret i kroppen.

De forskere i LGBT-studier, som har grundlagt strukturerne for en socialkonstruktivistisk tilgang burde være opmærksomme på faldgruberne i den binære tænkning. Men, som Massad viser, når det gælder den arabiske verden, kan selv nogle af de mest respekterede teoretikere i denne tradition bukke under for eurocentrisme.

Denne eurocentrisme modsiger de vigtigste landvindinger i seksualitetens historie siden 1970erne. Værre endnu ignorer eurocentrismen det centrale erfaringer gjort gennem det 20. århundredes frigørelseskampe: at enhver undertrykt gruppe må finde sin egen vej til frigørelse gennem forståelse og forandring af sin egen unikke sociale formation.

Massad er bedre til at vise, hvordan arabiske seksuelle kulturer ikke fungerer og ikke kan frigøres, end til at analysere hvordan de fungerer og hvordan de kan frigøres. Tilbage står stadig et kæmpe arbejde før disse spørgsmål kan besvares. Ikke desto mindre kunne Massad have haft gavn af at inddrage analyser fra andre forskere i lidt højere grad.

Stephen O. Murray og Will Roscoes antologi Islamic Homosexualities rummer for eksempel mere brugbare indsigter, end Massad tildeler den, når han nævner den en passant. En læser, der kun kender til antologien fra Massads henvisninger ville aldrig gætte at Roscoe og Murray afviser eurocentrisme og tendensen til at fortælle ”homoseksualitetens historie som en fremadskridende, endda teleologisk, evolution fra præ-moderne undertrykkelse, fortielse og usynlighed til moderne synlighed og seksuel frigørelse.” De holder endda den relativt uniforme ”vestlige” homoseksualitet op imod den ”variation, spredning og lange historie, som sammekøns-mønstre i islamiske samfund er karakteriseret af.”

Massad diskuterer dårligt nok de sociale relationer, som klassisk arabisk seksualkultur hviler på. For eksempel viser hans gennemgang af klassisk arabisk poesi klart, som andre har vist før ham, at drengekærlighed var et vigtigt tema for en stor Abbasid poet som Abu Nuwas. Men han kaster meget lidt lys over de dynamikker, som Murray og Roscoe kalder ”aldersdifferentieret homoseksualitet”, hverken i den klassiske periode eller i den arabiske verden i dag.

Han retter ligeledes stort set ingen opmærksomhed mod et andet element i arabisk seksualkultur: transkønnethed. Studier har vist trankønnethedens store betydning som en form for sammekøns seksuelle udtryk i mange dele af ikke-industrialiserede verden, inklusive muslimske lande såsom Pakistan og Indonesien. Der er beviser fra adskillige kontinenter på, at arbejderklassen og især fattige folk er mere tilbøjelige end middelklassen til at indgå i trankønnede relationer frem for homoseksuelle relationer.

Transkønnede har vist en imponerende evne til radikal organisering og handling – så udpræget, at de nærmest overtog Verdens Sociale Forum i Mumbai i 2004. Forskellige former for transkønnethed er blevet identificeret i hvert fald i nogle arabiske lande, som for eksempel hassas i Marokko og khanith i Oman.

Alligevel forbigår Massad nærmest emnet i tavshed. Han fordømmer International Lesbian and Gay Association (ILGA) for at sige, at transvestit-dansere er populære i Egypten; han hævder at dette var ”et fænomen fra det 19. århundrede” og beklager sig over at tid ”aldrig er en faktor når talen falder på arabere og muslimer” (side 167). Men andre steder nævner han selv, hvor populære mænd, der performer som kvindelige sangere, er i Cairos 1920’ere og 30’ere, og på syrisk tv så sent som 1980’erne (side 364).

Massads angreb på ILGA er blot et eksempel på, hvordan han tenderer til at forveksle diskussioner om ideologi (er tid en faktor, når talen falder på arabere?) med diskussioner om realiteter (er trankønnethed stadig et betydningsfuldt fænomen i den arabiske verden?).

Imperium og Kultur
Imperialistisk dominans over den arabiske verden politiserer i stigende grad seksualitet. Er Massad åben for seksualpolitik inden for arabiske lande, eller kun for at forsvare arabisk seksualkultur overfor imperialisme? Kan arabiske anti-imperialister anmode om solidariet med kvinder, transkønnede og unge i deres egen region, med alt hvad dette indebærer i form af forandringer af den eksisterende seksualkultur?

De islamiske politiske bevægelser, som lige nu har hegemonisk magt over modstanden mod USA-støttede regimer, foretrækker tydeligvis forsvar for traditionen – som de selektivt definerer den. Men valget forbliver åbent.

Der er hverken nogen historisk eller logisk sammenhæng mellem anti-imperialisme og kulturel nativisme. Det britiske imperium var påpasselig med ikke at blande sig i islamisk dominans over civilsamfundet i lande som Egypten og Pakistan.

Modsat indebar det muslimske Tyrkiets intense modstand mod kolonisering efter Første Verdenskrig og muslimske Indonesiens kamp for uafhængighed efter Anden Verdenskrig vidtrækkende sekularisering. Det er ingen tilfældighed at Tyrkiet og Indonesien har stærkere LGBT-samfund og bevægelser i dag end stort set alle andre arabiske lande.

Op til i dag bruger undertrykkende regimer med tilknytning til imperialisme i den arabiske verden seksuel undertrykkelse som tilsløring. Mange af de arabiske regimer, der er mest berygtet for undertrykkelse af sammekøns-seksualitet, såsom det saudiske kongedømme og Egypten, er blandt USA’s tætteste allierede i regionen, og blandt de arabiske lande, der er bedst integreret i den neoliberale økonomiske verdensorden. Og USA’s højrefløjs sniksnak om LGBTrettigheder er værre end ubrugelig for arabiske LGBT-folk.

De shiitiske partier, militser og bander som dominerer Irak i dag er skyldige i ondskabsfuld undertrykkelse af folk med sammekøns seksualiteter – hvad den amerikanske besættelsesmagt ikke har løftet en finger for at stoppe. I et tilfælde fra 2007, hvor en irakisk LGBT-aktivist blev tortureret af irakisk politi, kunne han høre amerikanere snakke i rummet ved siden af.

Massad insisterer på antagelsen om, at eksistensen af homoseksuelle identiteter i den arabiske verden er skyldes europæisk og nordamerikansk kulturel påvirkning. Hans vidtfavnende analyse af litteratur fra det 19. og 20. århundrede viser, som han siger, at ”kulturel produktion bredt set er blevet fremført, bevidst og ubevidst, med det formål at ‘skamme’ ikke-Europa til assimilation” (side 416). Men han forsøger knap nok at undersøge andre faktorer end kulturelle som forklaring på dannelse af homo-identiteter – og inddrager kun sporadisk klasse- eller økonomisk analyse.

I et ellers ivrigt forsvar for Desiring Arabs, skriver Yoshie Furuhashi, at Massad har “relativt lidt at sige om betydningen af opkomsten og udviklingen af den kapitalistiske produktionsmåde, med dens tendens til at proletarisere, urbanisere, atomisere, og kommercialisere folk, i relation til opkomsten og udviklingen af diskurser om seksualitet under kapitalistisk modernitet.” (http://montages.blogspot.com/2007/10/desiring-arabs.html)

Men snarere end kulturel indflydelse, skyldes spredning af homoseksuelle identiteter til den tredje verden faktisk snarere sociale fænomener som massemigration til byerne, stigende andel af kvinder på det betalte arbejdsmarked, højere lønninger, kommercialisering af hverdagslivet, statens delvise overtagelse af nogle af de traditionelle familiefunktioner, og spredningen af moderne medicin med dens forkærlighed for klassificeringer.

Den relativt sparsomme forekomst af homoidentiteter i arabiske lande kan hermed måske snarerer tilskrives regionens lave andel af kvinder i betalt arbejde, end svagere europæisk og nordamerikansk påvirkning (hvad der forekommer usandsynligt).

Andre faktorer er formentlig hvad Gilbert Achcar kalder ”den arabiske despotiske undtagelse”: at USA til stadighed bakker op om diktatrurer i Mellemøsten på grund af disses centrale betydning for økonomiske og geopolitiske interesser her, snarere end at risikere den form for forandringer mod nominelt demokrati, som USA har ’tilladt’ store dele af Latin Amerika, Subsahara-Afrika og dele af Asien gennemgå. (note 1)
Resultatet er mindre frihed til politisk og social organisering, og især LGBT-organisering, i den arabiske verden.

Undertrykkelse
Massad gør det klart adskillige steder i Desiring Arabs, at han tager afstand fra den undertrykkelse, sammekøns-seksualitet er underlagt fra arabiske regeringer. Hvad der har genereret den mest ophedede diskussion om bogen, er det kapitel (langt det korteste i bogen), hvor Massad placerer ansvaret for denne undertrykkelse primært på de homogrupper, menneskeretsorganisationer og “diskurser” han galder “Homo Internationalen”. Denne term virker på overflande som en analogi for den Kommunistiske Internationale – et mærkeligt valg af parodisk mærkat for en som Massad, der tilsyneladende identificerer sig med venstrefløjen.

I omtalen af den repressionskampagne mod sammekøns seksuel aktivitet i Egypten, som efterfulgte raidet på Queen Boat i 2001, for eksempel, skriver Massad, at “Homo Internationalen og dens aktiviteter er i vid udstrækning ansvarlig for intensiveringen af denne repressive kampagne.” (s. 184)

“Ved at indføre diskurser om homoseksuelle, hvor der ikke var nogen før, heteroseksualiserer Homo Internationalen faktisk en verden, som tvinges til at blive fikseret af en vestlig binaritet.” (s. 188)

“Dagsordenen for seksuelle rettigheder … har ført til megen undertrykkelse i dagens arabiske verden. (s. 375) Massad siger endda, at Islamisk fundamentalisme har en “ufrivillig alliance” med den “korstogsførende Homo Internationalen i at identificere folk, der praktiserer bestemte former for sex.” (s. 265)

Ironien i denne argumentationsrække er, at Massad stiller så mange beviser til rådighed for at fjendtligheden mod sammekøns seksualiteter har eksisteret i den arabiske verden længe før ankomsten af LGBT-bevægelser. Han beskriver en stribe moderne arabiske forsøg på at benægte, nedtone eller fordømme tradtionel arabisk åbenhed for sammekønsbegær.

Han bemærker, at erotisk poesi med mænds begær efter hinanden i fokus “forsvandt fuldstændig som poetisk genre” i slutningen af det 19. Århundrede. (s. 35)

Og han viser, hvordan arabisk litteratur siden nederlaget i krigen mod Israel i 1967 er blevet renset for billeder af ydmygende, kvindagtiggørende penetration af arabiske mænd.

Set i sin helhed, antyder dette en drastisk, århundrede lang forvandling af arabisk seksuel kultur, som i store træk var afsluttet inden den moderne homobevægelse for alvor tog fart med Stonewall optøjerne i 1969.

Europæisk indflydelse har uden tvivl spillet en rolle i denne forvandling, hvad der kan ses i det forhold, at koloniale love mod “sodomi” stadig er at finde på hylderne i mange tidligere europæiske kolonier. Protester fra internationale LGBT-bevægelser og menneskeretsgrupper har utvivlsomt været mere en reaktion end bidragende faktor.

Det ville være ønskværdigt, hvis disse organisationers magt kunne sammenlignes med de tidligere koloniimperier, det amerikanske militær, store multinationale virksomheder, eller internationale finansielle institutioner. Imperialistiske regeringer har udvist stort set ingen interesse i at støtte dem med mere end en pressemeddelelse i ny og næ. Arabiske regeringer prygler måske disse organisationer i deres propaganda, men Massad fremviser ikke meget bevis for, at de har nogen væsentlig betydning for lovgivning eller politikker, hverken positivt eller negativt.

Hvad mere er, at selvom internationale LGBT organisationer er primært europæisk-ledede og ofte eurocentriske i deres tankegang, har de langt fra en enslydende agenda for den arabiske verden, hvad begivenhederne omkring raided på Queen Boat viste.

ACT UP Paris reagerede for eksempel med en protest foran den egyptiske ambassade med slogans som “befri vores elskere”. Dette slogan ville næppe være blevet budt velkommen af de egyptiske anholdte, som ikke forsvarede sig selv åbent som bøsser, og da slet ikke som mænd med europæiske elskere.

Hvis dette var den typiske reaktion fra den europæiske homobevægelse, ville Massads anklager muligvis give mere mening. Men faktum er, at det efterfølgende Euromediterranean Summer University on Homosexualities, en årlig samling af LGBT-folk i Marseille, mødte en ensom ACT UP Paris-repræsentant et bombardement af kritik af hans gruppes manglende situationsfornemmelse og kontraproduktive strategier fra snart sagt alle andre deltagere i diskussionen.

Massads argumentation bliver endnu mindre troværdig, når han anfører, at det egyptiske politi “ikke søger at, og end ikke ville kunne, hvis de ville, arrestere mænd, der praktiserer sammekønsrelationer, men snarere forfølger dem, der identificerer sig som ‘bøsser’” (s. 183). Dette er decideret usandt. Politiet ved sjældent om de mennesker, de chikanerer, anholder eller torturerer identificerer sig som bøsser. Der er næppe en lov eller politik i verden, hvor dette er et kriterie for politiundertrykkelse.

Sammenhængen mellem årsag og virkning er den modsatte, hvad historikere har vist: den fælles erfaring af undertrykkelse kan bidrage til udviklingen af transkønnet, bøsse og og lesbiske-identiteter. Og hvorom alting er, har den dominerende seksuelle ideologi i arabiske stater udviklet sig over århundreder, og repressionen af sammekøns-seksuelle praksisser startede længe før homo-identiteter begynde at fremkomme. Det er indlysende, at identiteterne ikke er årsagen til undertrykkelsen.

Kærlighed og solidaritet
I flere arabiske lande reagerer nogle folk, der praktiserer sammekøns-seksualitet så småt mod undertrykkelsen ved at påtage LGBT-identiteter og tilmed organisere LGBT-grupper. Den libanesiske gruppe Helem (www.helem.net ) er et eksempel. Interessant nok, satte gruppen sine LGBT-aktiviteter på stand-by i 2006 for at stille sit hovedkvarter til rådighed for nødhjælpsarbejde til fordel for ofre for den israelske invasion, i samarbejde med en række andre libanesiske organisationer.

Blandt palæstinensere på Vestbredden og præ-1967 Israel, har LGBTQ (hvor Q’et står for Questioning) gruppen Al-Qaws arbejdet siden 2001 “ikke blot for at mime en eksisteren model for queer identitet/fælleskab, men for at stille en social platform til rådighed for at LGBTQ palæstinensere uafhængigt kan gå ind i en dialog om deres egne visioner og idealer for et fællesskab.” (note 2)

I modsætning til konservative ideologier, som nu vinder frem, forudsætter seksualitet ingen legitimering i romantisk kærlighed eller stabile partnerskaber sanktioneret i ægteskabsinstitutionen. Nydelse er tilstrækkelig legitimering i sig selv. Men på den anden side bør sammekøns-begær heller ikke være begrænset til episodiske forlystelsesture “ved siden af”. Kærlighed har også sin berettigelse.

Ingen kan med sikkerhed vide hvornår eller i hvilke former arabiske LGBT-fælleskaber og bevægelser vil udvikle sig (19). I særdeleshed kan ingen med sikkerhed vide, hvor mange af de arabere, der har sex med folk af samme køn, som definerer sig som lesbiske, bøsser, transkønnede eller biseksuelle. Men dette er intet argument for ikke at være solidariske med dem. Ligesom det heller ikke er et argument for at priviligeredem, som påtager sig LGBT-identiteter, som internationale bevægelser har tendens til at gøre – eller dem, der ikke påtager sig identiteterne, som Massad gør.

I den neoliberale globalisering ære krydser magtrelationer mellem kolonomagter og koloniserede – hvad enten vi vil det eller ej – tværs gennem LGBT-bevægelser, anti-imperialistiske bevægelser, og for den sags skyld den marxistiske venstrefløj. Tilbage står, at alle ofre for undertrykkelse i dag har hårdt brug for allierede i de imperialistiske lande, som har adgang til flere ressourcer.

Kulturel følsomhed og respekt for selvbestemmelse er afgørende. Men bør samtidig ikke stå i vejen for solidaritet med ofrene for regimer, hvis brutale seksuelle puritanisme ofte går hånd i hånd med deres tjenestevillighed i forhold til en imperialistisk agenda.

Desiring Arabs, af Joseph A. Massad, Chicago: University of Chicago Press, 2007, 444 pages, kan købes f.eks. over Amazon for 28 dollars.

Oversat og redigeret af Nina Trige Andersen fra artiklen Arab Sexualities publiceret i Against the Current, der udgives af den amerikanske revolutionære socialistiske organisation Solidarity.

Noter
1. Gilbert Achcar, "The Arab Despotic Exception," in Eastern Cauldron: Islam, Afghanistan, Palestine and Iraq in a Marxist Mirror, New York: Monthly Review Press, 2004, 69-74.

2. Haneen Maikey, "Rainbow over Palestine," guardian.co.uk, March 10, 2008
 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com