Den prisvindende forfatter Einar Már Gudmundsson går i ”Hvidbogen. Krisen på Island” direkte i flæsket på det islandske borgerskab. Såvel ”ekspansionsvikingerne” som de velbetalte politikere får verbale smæk, så hatten passer – og selve det kapitalistiske system går heller ikke fri, selv om der ikke er tale om en marxistisk teoribog.

af Falle Hjorth

”Der findes en kannibalvits, der lyder omtrent sådan her: En kannibal flyver på første klasse. En stewardesse kommer med et nydeligt trykt menukort. Kannibalen optræder meget belevent, som kannibaler plejer at gøre, lige når man møder dem. Kannibalen siger så til stewardessen: ”Jeg har ikke rigtig appetit på noget fra menuen. Vil de være så venlig at give mig passagerlisten?”. Jeg har ikke tænkt mig at sammenligne de islandske finansfyrster med kannibaler, men efter at have fået stort set alt op under neglene: banker, statsselskaber og fiskekvoter, synes de at have sagt til statsmagten: ”Vi har ikke rigtig appetit på mere fra menuen. Vil de være så venlig at række os folkeregistret?”
Sådan beskriver Einar Már Gudmundsson (EMG) den aktuelle situation på Island. Det store, nyliberale finanseventyr, der startede med omfattende privatiseringer af såvel banker som fremtidige(!) fiskekvoter, er foreløbig sluttet med total bankerot for den islandske stat og for den almindelige befolkning, mens finansmændene i vidt omfang har reddet store formuer i sikkerhed til sig selv.
 
Hvidbog eller roman?
De fleste af bogens tolv kapitler er en slags dokumentarisk reportage fra dette forløb. Ikke et kronologisk overblik, støttet af statistikker, analyser og teoretiske overvejelser. Men dog en samling af fortællinger, der rummer så store mængder af faktuelle oplysninger og citater, at der alt i alt er tale om, om ikke lige en ”hvidbog” (:dokumentsamling fremlagt af en regering), så i hvert fald en lødig debatbog i sagprosagenren.
Dette er på trods af det frodigt blomstrende sprog, de mange referencer til fiktionslitteraturen (fra Bob Dylan over sagaerne til William Heinesen og Franz Kafka!) og den stærkt følelsesladede – og stærkt underholdende! – sarkasme hos fortælleren.
 
Ballastinvestor
Opbygningen af bogen er tematisk, men med mange ekskurser. Eksempelvis tager kapitlet ”Ballastalliancen” den offentlige debat under behandling. Ordet stammer fra ordet ”ballastinvestor”, om hvilket EMG skriver:
”Det lyder smukt. Jeg kan huske, hvor ofte Valgerdur Sverrisdottir brugte det ord, da hun privatiserede bankerne på opfordring af sine partifæller og serverede dem rigdom på et søvfad med alle de stempler, der fandtes hos Rigsrevisionen og andre kontrolinstanser. Hun gentog i et væk, hvor vigtigt det var at have ballastinvestorer, og folk trak på skulderen og nikkede, ja, det er knageme nødvendigt at have ballastinvestorer, men nu vil én af disse betydningsfulde ballastinvestorer, som fik en hel bank på et sølvfad, have 180 mia. i skadeserstatning. Samme mand fik lov at købe Landbobanken for 12 mia., da denne blev privatiseret, og tog lån til formålet i Landsbankinn. Der har sandsynligvis ikke været meget ballast i hans ballast, men Valgerdur Sverrisdottir sagde hele tiden, at der ikke var tale om korruption, eftersom rigsrevisoren ikke kom med kritiske bemærkninger. Hvad tænkte rigsrevisoren på? Selv dukkede han op blandt en række ejere af startkapital i Hafnafjördur og spadserede ud med 50 mio. fra byens sparekasse og anlagde bagefter sag mod en eller anden advokat, fordi han ville have mere.”
Og sådan går det videre, over stok og sten. Ordene har stor betydning, for islændingene går iflg. EMG meget op i at opfinde nye ord: Da resten af verden diskuterede AIDS som et sundhedsproblem, var islændingene således ved at rive hovedet af hinanden i uenigheden om, hvilket ord det var bedst at bruge om problemet, ”eudni” eller ”alnæmi”!
 
EU-modstand
Et andet kapitel, ”Den internationale valutarepublik”, handler især om IMF, EU, G20 og NATO. Med udgangspunkt i bl.a. en klarsynet beskrivelse af IMF’s funktion i forhold til forgældede lande i Mellemamerika og Afrika, fremmaner EMG et skræmmende (realistisk) billede af kapitalens og imperialismens hærgen på globalt plan.
Bl.a. med denne bagage er han i stand til i bogens sidste kapitel at gøre op med den ”løsning”, som IMF og et evt. EU-medlemskab tilbyder, hvis den nye socialdemokratisk-grønne regering fortsætter ad denne vej. Nemlig den løsning totalt at afskaffe den islandske velfærdsstat og systematisk udplyndre den almindelige befolkning i en længere årrække. – At ”give passagerlisten til kannibalerne”, for at blive i EMG’s sprogbrug.
I stedet vil EMG rejse en folkelig kamp for at kræve ”folkets fælles ejendom” tilbage. I noget, der ligner et politisk program, oplister han i bogens slutning en række krav, der i hvert fald går noget videre, end den nye regering hidtil har formuleret det.
 
Kampråb på islandsk
Ud over at bevare velfærdsstatens ansvar for uddannelse, kultur og sociale forhold m.v., rejser han også mere systemoverskridende krav: Han vil lade ”de uansvarlige bære deres ansvar”, dvs. kræve så meget som muligt tilbage fra ”ekspansionsvikingerne”. Og han vil yderligere have indført ”et nyt økonomisk system, hvor nationen råder over naturressourcerne”, dvs. fangstkvoter, energikilder, energiselskaber m.v.
Derfor, mener han, ”bliver vi nødt til at kæmpe, protestere og holde os vågne”. Og derfor slutter bogen med det, der også indleder kapitel 1, ”Kampråb fra nord”, nemlig et kampdigt, som han skrev allerede i 1993, og som slutter med ordene:
”Vi flår skindet af mørket / og skærer hovedet af elendigheden”.
Så er dén fisk da barberet! – Bedre kan en parole for den islandske revolution vel næppe formuleres.
 
Einar Már Gudmundsson: ”Hvidbogen. Krisen på Island”, Informations Forlag, 249 kr.
 
single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com