Anticapitalistas (Fjerde Internationales sektion i den spanske stat) afholdt sin 2. kongres i Madrid den 7.-9. december 2017. Juan Tortosa talte med Brais Fernadez fra Anticapitalistas’ ledelse for at forstå konteksten og udfordringerne.

 

Hvad er Anticapitalistas?

Anticapitalistas er fortsættelsen af Antikapitalistisk Venstre (Izquierda Anticapitalista). Vi har skiftet navn for at imødekomme de krav i Podemos vedtægter, som Podemos’ ledelse har fået gennemført. Vedtægterne forhindrer, at aktivister fra partilignende strukturer kan blive valgt til Podemos’ ledelse.

 

En anden grund er, at begrebet ”venstre” mistede sin tiltrækningskraft i Spanien efter 15M (forkortelse for bevægelsen Indignados, som startede med besættelsen af Plaza del Sol 15. maj 2011).

 

Udover disse begrundelser er det også en ændring i den politiske selvforståelse. Izquierda Anticapitalista så sig selv som en bred antikapitalistisk gruppe til venstre for den reformistiske venstrefløj. Vi nåede imidlertid ikke dette mål. Anticapitalistas har stillet sig et nyt mål: at opbygge brede anti-neoliberale fronter på det parlamentariske område, samtidig med at vi opbygger en selvstændig revolutionær organisation og stærke og uafhængige udenomsparlamentariske bevægelser. Et ændret udgangspunkt for en ny fase efter erfaringerne med 15M.

 

Antikapitalistas 2. kongres havde som tema: ”Opbyg bevægelsen – opbyg antikapitalismen”. Hvilke udfordringer var de vigtigste?

Vi havde to store debatter.

For det første en intens og interessant diskussion om det nationale spørgsmål efter den katalanske erfaring og radikaliseringen af krisen i den spanske statskonstruktion. Det er en åben debat, som er i stadig udvikling. Med udgangspunkt i vores forsvar for retten til national selvbestemmelse stiller vi andre spørgsmål. Hvad betyder dannelsen af en stat og hvordan foregår det? Støtter vi en statsmodel, eller gør vi det ikke? I så fald hvilken? Hvordan er vor tilgang til det nationale spørgsmål uden at ty til det, som Gramsci kaldte kosmopolitisk rodløshed. Samtidig med at vi fastholder et internationalistisk perspektiv.

 

For det andet diskuterede vi, hvordan vi forankrer os i arbejderklassen i en periode med tilbagegang.. Vi må arbejde tættere sammen med ungdommen, fagforeningerne, kvinde- og miljøbevægelsen. Vi vil ikke være en bevægelse, som er stærkt repræsenteret i institutionerne, men som kun har få aktivister blandt græsrødderne.

 

To tredjedele af de delegerede var unge, og der var også mange kvinder med. Hvordan har I grebet generationsskiftet an?

Fornyelsen var helt naturlig, fordi den gamle garde, som kom fra Liga Comunista Revolucionaria – LCR, altid var imødekommende overfor den. De klæbede ikke til interne magtpositioner som i kommunistpartierne. Det har altid været muligt, at skabe plads til fornyelse. Vi samler på de ældres erfaringer, samtidig med vi udvikler nye referencer i fællesskab. For eksempel læser den yngre generation mere Gramsci end Trotskij, og det er helt naturligt. Vi var heldige med den generation, som kom fra LCR. De har en utrolig evne til at integrere nye erfaringer. Det er enestående på den europæiske venstrefløj.

 

Hvordan oplever I spændingen mellem institutionelt arbejde og græsrodsaktivisme i de tusinder af sociale kampe, som I deltager i?

Det er svært. Den kapitalistiske stats parlamentariske institutioner suger mange ressourcer.

Disse forsamlinger skaber et rum, hvor politiske modsætninger bliver løsrevet fra den sociale virkelighed. Det æder megen tid og påtvinger en kunstig timing. Derfor må vi bevare bevægelsens militans. Det bringer andre problemstillinger til organisationen og en forskydning af tyngdepunktet mod græsrødderne.

 

I har et anspændt forhold til flertallet i Podemos’ ledelse. Hvilke vigtige udfordringer er der for Podemos og jeres strømning i Podemos? Hvordan kombinerer I jeres aktiviteter i Podemos med jeres organisatoriske selvstændighed?

Anticapitalistas er ikke en strømning i Podemos. Vi er en organiseret bevægelse, der fremmer brede, radikale bevægelser. Der er ikke alle vores aktivister, der er i Podemos, selvom vi bliver set som ledere af den kritiske fløj. Det er vigtigt at vide det, ellers forstår man ikke Anticapitalistas’ erfaringer. Der er konstant spændinger i forhold til Podemos’ ledelse, som er meget autoritær og har svært ved at praktisere pluralisme. Vi kunne godt tænke os et bedre samarbejde, men det er vanskeligt med den politiske kultur i Podemos.

 

Til slut: Hvad er jeres prioriteringer de næste par år?

Vi må blive bedre forankret lokalt og i de strategisk vigtige sociale kampe: fagforeninger, kvinde- og klima og miljøbevægelsen. Det er en periode med tilbagegang – den herskende klasses reaktion for at få genoprettet den politiske orden. Det er derfor nødvendigt at udvikle kadrer, forsætte arbejdet med politisk nytænkning og en fornyelse af en kritisk marxistisk teori. Men også at gøre fremskridt på den parlamentariske front og bygge udenoms-parlamentariske styrkepositioner, som er stærke nok til at udgøre en modkraft, der kan udfordre kapitalen. Det europæiske borgerskabs projekt for arbejderklassen i Sydeuropa er mere forarmelse og en stærkere og mere autoritær stat.

 

Vi må derfor arbejde for at fremme omfattende og radikale krav, der sigter mod arbejderklassens ledelse, og med udgangspunkt i de sociale konflikter komme med et resolut modsvar i klassekampen. I den proces skal vi også inddrage folk, der ikke nødvendigvis er revolutionære.

 

Oversat fra International Viewpoint af Leif Mikkelsen

 

 

Opslået i Facebook, Fjerde Internationale, Sydeuropa

single.php