Fjerde Internationale afholdt et seminar om den økonomiske krise den 18-20. november. Seminaret samlede 35 deltagere, flest fra Europa, men der var også folk fra Nord- og Sydamerika, Sydøstasien, Japan og Mellemøsten. Fra Danmark deltog Anders Hadberg. Vi har snakket med Anders om, hvad der kom ud af seminaret.

 

Er der enighed om hvordan man skal forstå krisen? Når man læser aviser og ser fjernsyn, får man jo ikke indtryk af, at det er selve systemet, der er galt. Vi får at vide, at der først var en finanskrise, blandt andet forårsaget af boligboble. Den fortsatte så med en økonomisk nedgangskonjunktur, og nu står vi så i en tredje fase, hvor nationalstaternes offentlige gæld er hovedproblemet. Men hænger det ikke sammen i en større forklaring, altså at der bagved ligger en grundlæggende krise i selve den måde, kapitalismen fungerer på?

– Jo, der er en rimelig konsensus om, at krisen er en krise for selve det økonomiske system, som desuden er koblet sammen med kriser på fødevare-, energi- og miljøområdet. Men selve analysen af krisen var mere noget, vi diskuterede på det første seminar, som blev afholdt den 2-4. oktober 2009.

– Efter dette seminar har der så været noget diskussion mellem især franske økonomer og det britiske Socialist Workers Party om, hvordan man skal tolke krisen. De franske økonomer lægger meget vægt på at forstå krisen som en krise for nyliberalismen, hvor et afgørende kendetegn er den skæve fordeling af det økonomiske overskud. På det teoretiske niveau har den franske økonom Michel Husson argumenteret imod den klassiske marxistiske teori om, at profitraten falder. Men han deltog ikke på seminaret denne gang, og det var altså heller ikke den diskussion, der var på dagsordenen.

– Seminaret her i november satte mere fokus på den nuværende fase af krisen, især i Europa, men også med oplæg om den økonomiske udvikling i Latinamerika og Kina.

Det sidste års tid har der også været en diskussion om, hvordan socialister skal svare på krisen i Europa, og hvordan man skal se EU’s rolle i den sammenhæng. Var det den diskussion, som fortsatte på seminaret?

– Ja, hele EU’s fremtid er på spil i den nuværende krise, så et af seminarets vigtigste formål var at analysere forskellige aspekter af den økonomiske krise I Europa og drage nogle konklusioner ud fra et socialistisk perspektiv. For eksempel om det er en løsning at træde ud af euro-samarbejdet, eller om vi skal arbejde for, at EU gennemfører en social harmonisering, som hjælper de fattigste lande ud af krisen?

Hvilke holdninger er der til dette?

– Her er der klart nogle forskellige holdninger, som det også er fremgået af artikelserien i Socialistisk Information. Uenighederne går groft sagt mellem de kontinentale europæere, for eksempel fra Frankrig og Belgien, på den ene side, og nordeuropæerne, herunder Storbritannien, på den anden side. Skillelinjen afhænger altså i høj grad af, om man kommer fra et land, som er med i euro-samarbejdet.

– Franskmændene argumenterer for, at vi skal opbygge en kamp inden for EU, og at de bedste kampbetingelser vil være, hvis vi bliver inden for EU. For dem handler det så om at stille nogle andre krav til euro-samarbejdet end dem, der gælder i dag. I deres øjne vil det således være en fejl, hvis venstrefløjen i Grækenland kræver landet ud af EU. Desværre deltog ingen fra Grækenland i seminaret.

Hvad er din holdning?
– Mit synspunkt er, at vi skal gå imod mere magt til EU, sådan som det sker nu, hvor krisen bliver brugt som løftestang til at overføre endnu mere magt til EU-systemet – vel at mærke uden at inddrage befolkningerne, for man ved, at der ikke er folkelig opbakning. Det er tværtimod nødvendigt at nedbryde EU´s magt som led i en solidarisk og fælles kamp i Europa mod kapitalens og borgerskabets forsøg på at vælte krisens byrder over på arbejderbefolkningen. Derfor vil det være en fordel at rulle EU’s magt tilbage til de nationale parlamenter.

Og hvad var reaktionen på det synspunkt?

– Som sagt er mange uenige, men meget karakteristisk var en norsk deltager på samme linje, ligesom et indlæg fra en engelsk kammerat afviste nogen form for mere magt til EU. For nogen er spørgsmålet om EU- og euromedlemsskab mere et taktisk spørgsmål, og hvor de mener at de umiddelbare omkostninger ved at forlade euro-samarbejdet er for store. For nogle er holdningen til euroen strategisk, for nogle er det et taktisk spørgsmål. Der var også et indlæg fra en spansk økonom, som måske kan siges at ligge midt imellem. Han mente kun, at det var relevant at løsrive sig fra euro-samarbejdet, hvis en gruppe af lande gør det på samme tid.

Inden for Fjerde Internationale har der i mange år været forskellige holdninger til EU. Er der noget nyt?

– Francois Sabado fra det franske NPA havde et indlæg, som mere var politisk end økonomisk. Han sagde netop, at det ikke er en ny debat. Det nye er, mener han, at et samlet europæisk borgerskab nu vil smadre den europæiske sociale model, og at det giver debatten en ny dimension. Han mener derfor, at vi må tage debatten og finde svarene på europæisk niveau, fordi vi har en ny situation. EU er bagud i konkurrencen med USA og Kina, og derfor vil der nødvendigvis ske en centralisering af økonomien i Europa.

– Eric Toussaint fra Belgien og den tyrkiske økonom Özlem Onaran deltog også i debatten med en mere økonomisk tilgang og med fokus på den aktuelle krise i eurosamarbejdet. Deres svar er, at vi må kæmpe for en omfordeling inden for EU, og at den Europæiske Centralbank må spille en central rolle i denne omfordeling ved at lave euro-obligationer, altså at gælden skal kollektiviseres. En del af svaret er her, at højere lønninger i Tyskland kan eliminere det tyske handelsoverskud og på den måde give landene i periferien muligheder for at styrke deres eksport. Konklusionen bliver så at støtte en styrkelse af det overstatslige samarbejde i en overnational ramme.

Er det en forkert analyse?

– Det er sikkert en rigtig analyse, men min kritik går på, at det hele bliver vendt på hovedet. Det vigtigste bliver ikke at starte med det sociale spørgsmål, men man starter med en efter min mening ret abstrakt løsning på, hvordan man kan vi reducere omfanget af de skævheder mellem landene i EU, som krisen skaber, og først bagefter diskuterer, hvordan vi forhindrer, at regningen havner hos arbejderklassen. I stedet for at tage udgangspunkt i de sociale kampe her og nu i hvert enkelt land og kæmpe for at tage magten over de institutioner, der kan hjælpe med en konkret solidaritet. For eksempel tage kontrol med bankerne og tvinge dem til at eftergive gæld.

Hvilke andre spørgsmål var på dagsordenen?

– Der var oplæg om, hvordan krisen påvirker udviklingen i Kina og i Latinamerika. Generelt er udviklingslandene blevet meget mindre ramt af den økonomiske krise end de rige lande, og det skyldes især, at Kina er relativt upåvirket. Kina er den vigtigste handelspartner for mange lande i Asien, Latinamerika og Afrika, og har altså erstattet USA og EU i denne rolle.

– Adam Hanieh fra School of Oriental and African Studies på Londons Universitet gav et andet og meget interessant oplæg om den økonomiske baggrund for det arabiske oprør. Han forklarede, hvordan oprøret hænger sammen med liberaliseringen af økonomierne, og at den økonomiske udvikling og dens konsekvenser i form af forarmelse har været omdrejningspunkt for de nuværende oprør.

Var der nogen form for konklusion på seminaret?

– Det var ikke det, der var lagt op til. Men man kan i hvert fald sige, at den nuværende krise sætter en strategisk udfordring for venstrefløjen. Ikke bare i Fjerde Internationale, men for alle socialister. I det Europæiske Venstreparti har man de samme diskussioner og de samme uenigheder, for eksempel på spørgsmålet om europæiske mindstelønninger.

– Men den uenighed, der eksisterer i øjeblikket, gør det svært at se udsigten til en fælles strategi. Det, vi kan samles om, er nogle forholdsvis overordnede krav, som det for eksempel er formuleret af Onaran i fire punkter: 1) modstand mod nedskæringspolitikken og alle besparelser, 2) et radikalt progressivt/Robin Hood-skattesystem og kontrol med kapitalbevægelserne, 3) nationalisering/socialisering og demokratisk kontrol med bankerne, 4) gældsrevision under demokratisk kontrol efterfulgt af en betalingsstandsning.

Er der overhovedet nogen, der lytter til synspunkter fra et lille land som Danmark, som ikke er med i euroen?

– Det synes jeg. For det første giver det en vægt, når vi deltager aktivt i et af de absolut mest succesrige partiprojekter på den europæiske venstrefløj. Flere andre forsøg på at samle den yderste venstrefløj i andre lande er slået fejl eller er ramt af krise, mens Enhedslisten i Danmark efter det seneste valg står med et bemærkelsesværdigt resultat.

– For det andet er Danmark et lille land, men dog et land med en relativ stærk økonomi, sammenlignet med for eksempel Grækenland. Det gør diskussionen om et alternativ til euroen mere realistisk, især hvis man ser det i et perspektiv sammen med de andre skandinaviske lande. Slår man disse landes økonomier sammen, taler vi faktisk om den niende største økonomi i verden.

En del af materialerne til seminaret kan hentes online.

Opslået i EU, Økonomi

single.php