I dette interview diskuterer Daniel Bensaid situationen for den nuværende franske studenterbevægelse og sammenligner bevægelsen i maj 1968.

 

Som en af dem, der selv var med i bevægelsen i maj 1968, hvad ser du så som de vigtigste ligheder og forskelle mellem dengang og det, som sker i dag?

– Der er mange flere forskelle end ligheder. I virkeligheden var studenterbevægelsen i 1968 en – ganske vist vigtig – men stadig en mindretalsbevægelse helt frem til »natten på barrikaderne« den 10. maj.

– Det var efter besættelsen af Sorbonne Universitet og starten på arbejdernes generalstrejke, at bevægelsen for alvor bredte sig.

– Den anden forskel handler om bevægelsens motiver. I 1968 var gnisten en demonstration mod krigen i Vietnam. Emnerne var meget internationalistiske – solidaritet med Vietnam og med de tyske og polske studenter.

– Ved siden af disse emner var der andre, som f. eks. kravet om fælles kollegier for mænd og kvinder. – Den nuværende bevægelse er direkte knyttet til sociale spørgsmål – afskaffelsen af arbejdsmarkeds-rettigheder og udbredelsen af deltids- og vikarjobs, som er udbredt både blandt unge under uddannelse og blandt arbejdere. Spørgsmålet om et »link« – og ikke bare en solidaritet – mellem de to er derfor afgørende.

– Endelig er den grundlæggende forskel den generelle ramme og specielt den betydning, arbejdsløsheden har i dag. I 1968 kunne de arbejdsløse tælles i titusinder i en periode med almindelig vækst, så studenterne behøvede ikke at bekymre sig om fremtiden.

– I dag er seks millioner enten uden arbejde eller har midlertidigt løsarbejde, og i løbet af de sidste fem år har vi set en række sociale nederlag, til trods for de sociale bevægelser i 1995 om den offentlige sektor, og i 2003 om pensionerne. Så styrkeforholdet, som den nuværende bevægelse operer i, er som udgangspunkt meget ugunstigt.

I 1968 og igen i 1986 blev studenterbevægelsen fulgt op af strejker. Hvad er forholdet mellem de nuværende mobiliseringer og arbejderbevægelsen?

– Forbindelsen er naturlig, og arbejderbevægelsen er mindre lukket, eller fjendtlig, end den var over for studenterne i 1968.

– Dengang blev denne fjendtlighed, eller bekymring, især fremmet af den arbejderistiske demagogi fra det kommunistiske parti og fagforbundet CGT, som kontrollerede arbejderbevægelsens højborge.

– I dag er relationerne mere afslappede. På den ene side er de bureaukratiske apparaters evne til at kontrollere tingene blevet væsentligt svækket. På den anden side betyder det voksende antal unge på gymnasiale og universitetsuddannelserne, at de ikke kan fremstilles som alene middelklassens børn.

– Men det faglige bureaukrati er stadig en bremseklods, som vi kan se på deres langsommelighed med at indkalde en generalstrejke. Efter de store demonstrationer den 18. marts vil det være det eneste skridt, der kan løfte kampen op på et højere niveau og, måske, tvinge regeringen i knæ.

Lederen af den faglige landsorganisation CGT, Bernard Thibault, har rejst perspektivet om en generalstrejke mod CPE. Hvilken rolle spiller de største landsorganisationer, CGT, Force Ouvriere og CFDT – i bevægelsen?

– Alle landsorganisationer har erklæret sig osm modstandere af CPE og har opfordret til aktionsdage. Men den 7. marts var det kun Force Ouvriere, som kaldte til strejke blandt sine medlemmer. CFDT er meget fodslæbende. – Og den 18. marts gjorde CGT ikke alt, hvad man kunne, for at mobilisere ud over sit eget apparat (som er ganske stort). Bortset fra lærernes fagforbund FSU, som har fremlagt en klar linje for strejke, lader det til, at landsorganisationerne lægger op til en ny mobilisering noget ude i fremtiden – den 28. eller 30. marts – som vi finder alt for sent.

Dermed risikerer man, at bevægelsen smuldrer, og det genkalder de dårlige minder fra de bureaukratiske manøvrer, som udmattede bevægelsen i 2003 mod pensionsreformen.

Politiske organisationer synes at holde lav profil i studenterbevægelsen. Hvordan forklarer vi det?

– De politiske organisationer er meget svage blandt de studerende. De tre mest synlige kræfter er en strømning knyttet til Socialistpartiet, som lægger sig op ad det socialistiske parlamentsmedlem Henri Emmanuelli) og som kontrollerer studenterorganisationen UNEF. Desuden er der LCR og en forvirret anarkistisk gruppering.
 

– Det kommunistiske parti støtter bevægelsen, men står meget svagt blandt de studerende. Flertallet i Socialistpartiet håber at profitere på den mistillid, der nu omgiver regeringen, til at vinde præsidentvalget i 2007.

– Samtidig er de bange for, at hvis bevægelsen bliver for stærk, vil den uddybe partiets modsætninger og styrke, selv beskedent, den radikale, anti-liberale venstrefløj. Olivier Besancenot, LCR’s præsidentkandidat, er den eneste kendte politiske figur, som både er ung og populær i bevægelsen.

En sejr mod CPE vil gøre det svært for regeringen at fortsætte sin neoliberale politik. Vil det også gøre det nemmere for venstrefløjen at stå sammen mod neoliberalismen?

– Denne sejr er endnu ikke vundet. Der står meget på spil de næste uger. En sejr vil være det første nederlag, som gadens parlament vil have tilføjet de neoliberale reformer i mange år.

Men det alene vil ikke være nok til at ændre styrkeforholdet, og først og fremmest vil det ikke være tilstrækkeligt til at give den sociale bevægelse et troværdigt politisk udtryk, fordi det kun i begrænset omfang vil ændre det politiske styrkeforhold.

– Det er sandsynligt, at Socialistpartiet vil formå at kanalisere forhåbningerne ind i et regeringsskifte forstået som et mindre onde – selv om Ségolene Royale, en af partiets spidskandidater, allerede hylder Tony Blair.

– Det afgørende spørgsmål er at fortsætte med at knytte an til de temaer, som nej-kampagnen mod EU-forfatningen førte frem, og at få fokus på den næste regeringsalliance.

– Det mest sandsynlige udfald er, at tidligere medlemmer fra ex-premierminister Lionel Jospins regeringskoalition vil blive satellitter for Socialistpartiet i en situation, der minder om Italien, hvor dele af venstrefløjen har indgået en valgalliance med Romano Prodi og det traditionelle Socialdemokrati. Spørgsmålet om at opbygge en ægte antikapitalistisk alternativ er derfor fortsat det centrale spørgsmål.

Artiklen blev første gang bragt i den britiske ugeavis Socialist Worker. Oversat af Åge Skovrind. Daniel Bensaid er en af Frankrigs mest fremtrædende marxistiske filosoffer og har skrevet en lang række bøger. Han er medlem af ledelsen i LCR.

Opslået i Historie, Sydeuropa

single.php