De røde valgtelte på gadehjørnerne står her stadig, flere uger efter lokalvalget den 23. november. Valget var den første større styrkeprøve for Chávez´ nye socialistparti. Både socialisterne og højrefløjen hævder at have vundet valget, og på en måde har begge parter ret.

af Christine Lundgaard

 – Hæ, du skal ikke tro på hvad Chávez siger. Det er ikke noget lille nederlag for os. Oppositionen har vundet de fire vigtigste stater. Dem med flest indbyggere, og dem med flest penge. De to stater der grænser op til Colombia. Det er sgu alvorligt, siger Carmen Marchena, medlem af Venezuelas Forenede Socialistparti PSUV.

 Plakaterne med tykke mænd fotograferet foran hovedstadens slumkvarterer hænger fra lygtepælene endnu, sammen med plastikguirlander og julehjerter. Jeg sidder indenfor i sofaen hos Carmen.

– Jo tak fint, siger Carmen og nikker. – I øvrigt gik valget stille og roligt. Præcis som vi havde regnet med.

De andre tabte
Både socialisterne og oppositionen har ret når de hævder at modparten har tabt. Socialisternes kandidater har vundet i 17 ud af 22 delstater og sidder i dag på 80 % af landets borgmesterposter. Mange steder med et solidt forspring foran oppositionens kandidater. Men selv om oppositionen til Chávez´ regering udgøres af en ujævn blanding af traditionelle konservative partier, fascister og frustrerede centrumpartier, har disse partier formået at stille op som en samlet front denne gang, med flere kendte og erfarne kandidater end tidligere. Hvor de har vundet, er det med et lille forspring. Men de har sat deres kræfter ind på strategiske steder i landet. I modsætning til tidligere sidder oppositionen nu bl.a. på overborgmesterposten i Caracas, og i delstaten uden om hovedstaden. Hvorfor kunne socialisterne ikke holde på den?

– Tro ikke det er fordi folk er vilde med oppositionens kandidater. Det er allermest fordi mange af vores egne kandidater har bevist, de er dårlige politikere, siger Carmen.

– I de fem stater hvor oppositionen vandt, var det fordi folk ikke gad stemme på uduelige chavister, siger Carmen, – og så blev de bare hjemme.

Socialisterne i førertrøjen
Alt i alt er socialisterne og regeringens tilhængere dog tilbage i førertrøjen hvor de var indtil for et år siden. Tæller man alle stemmerne op, har socialisterne vundet 60 % over oppositionens 40 %. Og sådan har det nogenlunde været ved de utallige valg og afstemninger siden Hugo Chávez og hans lille parti MVR kom til magten for 10 år siden. Ved det seneste valg var der oven i købet rekordstor vælgerdeltagelse, når det gælder lokalvalg: 66 % stemte. Den folkelige opbakning til ”den bolivarianske revolution” er solid. Men det er kritikken af Chávez og hans socialistparti samtidig også. Alligevel er mange af kritikerne med i det nye socialistparti. PSUV har næsten 6 mio. medlemmer ud af Venezuelas ca. 24 mio. indbyggere. Så når der er valgkamp, er revl og krat på gaden.

Hjemme hos Carmen kører TV´et non-stop dagen lang. For at modveje de mange fjolser på skærmen, står Che Guevaras portræt oven på apparatet.

– Ham dér, kig lige, siger Carmens mand og peger på TV´et hvor en flink mand i læderjakke snakker. – Han var med i kuppet mod Chávez i 2002, tro mig, sammen med Carmona (kupleder og Venezuelas tidligere arbejdsgiverchef). Nu er han på Chavez-holdet, det er fandme flot.

Mærkeligt der på ti år ikke er kommet flere dygtige, ærlige politikere ud af denne her forandringsproces, tænker jeg. Og må fortsætte til næste sprængfarlige spørgsmål. Umiddelbart efter lokalvalget har Hugo Chávez annonceret, at han satser på endnu en afstemning nu til foråret. Den skal bane vejen for en forfatningsændring der giver Chávez ret til at stille op til præsidentvalget én gang til, efter de to perioder han allerede har siddet. Hvorfor i alverden finder man ikke bare en afløser for præsidenten?

Vores ansvar
Mikel Davis er ung, velformuleret og medlem af Venezuelas kommunistparti PCV. Den del af partiet, der valgte at blive uden for PSUV, da en anden vigtig del af kommunistpartiet valgte at forlade de gamle rækker og slutte sig til Chávez´ nye masseparti.

– Det er klart, det er os i partiet, der har ansvar for at uddanne nye kadrer, siger Mikel.

– Så Chávez ikke længere er det eneste bud. Vi er i gang, men vi kan ikke nå det inden 2009, siger han og hentyder til næste valg lige om hjørnet, præsidentvalget senere i år.

– Men hvad med enheden på venstrefløjen? spørger jeg. Er det ikke nu det gælder om at slutte sig sammen og glemme gamle partiskel? Mikel ryster på hovedet.

– Chávez er en meget dygtig, meget dominerende leder. Hvor han går hen, strømmer millioner af mennesker til. Også ind i PSUV. Det nye parti var Chávez´ vilde påfund, siger han.

– Det er alt for uklart for os. Vi kan ikke bare forråde den klasse, der stemmer på os. Hvis partiet definerer sig som et revolutionært, marxistisk-leninistisk parti, kan det godt være vi en dag går med. Men OK, det sker nok ikke lige med det samme, siger Mikel med et skævt smil og stryger sig over den smarte frisure.

I en del valgkredse stillede PSUV, kommunistpartiet og det andet lille venstrefløjsparti PPT fælles kandidater op. Men i praksis var det PSUV, der udvalgte de fleste kandidater, og de var næsten alle fra PSUV. Ganske få steder stillede de små venstre-partier deres egne kandidater op.

– Venstrefløjen er slettet af landkortet, fortæller Carmen Marchena.

– De steder hvor kommunisterne og PPT trodsede PSUV, blev de smadret.

– Chavez har pulveriseret dem! afbryder Carmens mand inde fra fjernsynet.

– Hvis vi vil noget med den her revolution, må vi sgu radikalisere partiet indefra. Alle mulige små partier på venstrefløjen kan vi ikke ta’ os af. Vi er oppe imod Imperiet. Imperiet! Er du med?

Venezuelas nye halvmåne
Ved vejsiderne i Caracas hænger der stadig plakater med russisk tekst, der skal minde folk om den kommunistiske trussel, som den socialistiske regering udgør. Men valget gik fint og regelmæssigt, melder internationale observatører.

De fleste af oppositionens nyvalgte guvernører og borgmestre siger, de ønsker et fredeligt samarbejde med regeringen og med socialistpartiets valgte. Men i den rige olie-delstat Zulia, som grænser op til Colombia og som oppositionen vandt, var der uroligheder. Medlemmer af valgkommissionen blev nogle dage efter valget bortført, og inventaret i valgkommissionens kontorer blev smadret.

Oppositionen ønsker at sprede frygt og uro og skabe en situation, der ligner de seneste måneders Bolivia. Her slås overklassen med vold og hærværk for uafhængighed af Evo Morales´ regering. I Bolivia hedder den rige selvstændighedsbevægelse ”Halvmånen”, efter formen på de fem delstater hvor oppositionen regerer.

Chávez siger han vil sætte alt ind på at forhindre en venezuelansk ”halvmåne” i at se dagens lys. Derfor blev nabolandet Colombias konsul i Zulia-delstaten kort efter valget smidt ud af Venezuela. I en aflyttet telefonsamtale afslører konsulen over for en colombiansk præsidentrådgiver, at der er planer om at igangsætte et samarbejde mellem oppositionens nyvalgte guvernører og Colombias regering. ”Det vil være fantastisk for vores arbejde i området. Når du siger GO, går jeg i gang”, siger den colombianske konsul i telefonsamtalen.

Colombias regering har flere gange rost Zulia-politikeres planer om at løsrive delstaten og knytte den tættere til Colombia.

Udviklingen minder om det, der sker lige nu i Ecuador og Bolivia, hvor overklassen forsøger at vælte progressive regeringer ved at splitte landene ad. Det er de rige, der har alt at vinde i kampen mod de fattiges krav om nye tider og lige adgang til oliemillionerne og andre rigdomme. De tegner nye grænser omkring de zoner, hvor de største rigdomme er. Så appellerer de til det folkelige sammenhold og kræver ”autonomi” inden for den rige zone.

Politikerlede og frihedstrang
Flere steder i Sydamerika er højrefløjen og de traditionelle magthavere på vej tilbage i offensiven. Det sker efter flere års latinamerikansk forår, hvor centrum- eller venstreregeringer er kommet til magten i en række lande.

Venezuela er et godt eksempel på afmatningen i venstrefløjens fremgang – og i regeringens troværdighed efter ti år ved magten. Hvad er der sket? Ifølge venstrefløjstænkeren Narciso Isa Conde fra den Dominikanske Republik skyldes højrefløjens relative fremgang ikke primært støtten fra USA, fra magtfulde NGO´er og fonde, for den støtte har højrefløjen haft hele tiden. Det samme gælder oppositionens faste greb om landets medier, der for 80 % vedkommende er på private og stærkt reaktionære hænder. Højrefløjens blod på tanden skyldes i højere grad en række fejl og mangler hos regeringen selv og dens støtter:

For det første er Venezuela og landets økonomi stadig en integreret del af det kapitalistiske globale marked. Den reaktionære overklasse ejer stadig vigtige banker og virksomheder, hospitaler, skoler og universiteter. Selv om præsidenten taler om socialisme i det 21. århundrede, om nationalisering og kooperativer, er der primært tale om et supplement til den eksisterende økonomiske model, og ikke noget afgørende brud. Oppositionen har altså sine vigtigste magtbastioner i behold.

For det andet har reformerne i Venezuela ikke formået at stoppe korruptionen eller gøre op med det gamle teknokrati. Det er blot andre politikere og oliefunktionærer, der i dag bliver rige på den fælles regning og er med til at forhindre et nyt og mere retfærdigt system i at se dagens lys. Flertallet af venezuelanerne ser ud til at støtte op om socialistiske tiltag og Chávez´ ledelse. Men mange er med god grund ramt af politikerlede og ringe tro på, at forandringerne for alvor er på vej.

Alligevel er fremtiden fuld af muligheder for Venezuelas revolution, mener Narciso Isa Conde. For drømmene om frihed og et bedre liv har fået et fast tag i det fattige flertal i Venezuela, og mange af disse mennesker er parate til at slås, til de ser resultater.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com