Algeriet er ofte blevet nævnt som et land, der undslap det arabiske forårs generelle skæbne omkring 2011. Men sidst i 2010 protesterede i titusindvis, og i foråret 2011 oplevede landet en strejkebølge.

af Vladimir Unkovski-Korica

Men det algeriske regime havde held til at afværge krisen gennem en kombination af en skræmmekampagne om en genopblussen af borgerkrigen fra 1990´erne mellem dets parti FLN og islamistiske styrker samt forøget brug af penge på velfærd, der blev hentet fra olieindtægterne.

 

Imidlertid har de faldende oliepriser betydet hårdere tider i Algeriet, med stigende inflation og resulterende nedskærings politikker. I 2016 besvarede de offentligt ansattes fagforeninger nedskæringer på pensionerne med strejker.

 

Tidligere i år ramte strejker og demonstrationer blandt ansatte indenfor uddannelse, transport og den øvrige offentlige sektor ikke blot Algeriet, men også Tunesien og Marokko. Derudover er hundredtusinder gået på gaden for at kræve, at den stærkt sygdomssvækkede Bouteflika, ikke opstiller til det femte valg i træk i april 2019.

 

Folket i Algeriet blev vrede over det åbenlyse forsøg fra inderkredsen omkring Bouteflika på at afholde et valg og fortsætte med at herske i kulissen. Endnu engang kunne man høre det slogan, som blev ikonisk under det Arabiske Forår i Maghreb-området [det arabisktalende Nordafrika]: ”Folket kræver regimets fald”.

 

Strejkerne har inddraget transportarbejdere, lærere, embedsmænd, bilarbejdere og ansatte i naturgas sektoren. Fredag den 15. marts demonstrerede millioner for fjerde fredag i træk og gjorde dermed forudsigelser til skamme, som sagde, at bevægelsen hurtigt ville dø hen blot dage efter, at Bouteflika offentliggjorde, at han ikke ville opstille til det kommende valg.

 

Det er umuligt at forudsige, hvordan situationen nu vil udvikle sig. Det har været åbenlyst, at ligesom i Tunesien og Egypten i 2011 har de vestlige magter været modvillige til at destabilisere regimer, som længe har tjent deres interesser. Den franske præsident Emmanuel Macron har ført an i opfordringer til en planmæssig overgang af ”en fornuftig varighed” i Algeriet, og har dermed klart signaleret, at de vestlige magter ville foretrække en justering af det allerede styrende regime, frem for grundlæggende forandringer.

 

Men som det imidlertid viste sig under det Arabiske Forår, så står imperialistiske manøvrer for at frembringe de af Vesten ønskede resultater overfor store vanskeligheder, når først masserne for alvor har sat sig i bevægelse. Desuden bør vi ikke glemme, at det Arabiske Forår også spredte sig til Europa og Nordamerika, hver det inspirerede Indignados-bevægelsen i den spanske stat og Occupy i USA.

 

Og denne gang bør sammenhængen forurolige etablissementet i de vestlige lande. Sidste gang var modstandsbevægelserne kun ved at opstå efter dønningerne fra den verdensøkonomiske krise fra 2008 .

 

Men nu har vi allerede De Gule Veste i Frankrig, Sanders-bevægelsen i USA og fænomenet med Corbynisme i Storbritannien; og protester over hele den avancerede verden. Ingen har tillid til politikere efter et tiår med krise. En gentagelse af det revolutionære opsving i Mellemøsten, vil derfor måske være endnu sværere at isolere end sidste gang.

 

Desuden tjener effekten af de katastrofale militære indgreb for at sikre de vestlige interesser under det første arabiske forår, til at gøre vestlig indblanding sværere denne gang, hvis situationen fortsætter med at trappe op.

 

Forvent omfattende forsøg på mægling i de næste dage og uger over hele Mellemøsten. Men tag ikke fejl. Verdensøkonomien fortsætter med at skrante. De politiske eliter over hele verden er synligt rådvilde overfor, hvordan de skal reagere. Et stigende antal af almindelige mennesker nægter at fortsætte, som om det var normale tider. Vi har alle ingredienserne til et revolutionært år.

 

Artiklen er oversat fra Counterfire.org af Peter Kragelund

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com