“Greenhouse Development Rights” er en ny tilgang til de internationale klimaforhandlinger. Den angriber både klimakrise og udviklingskrise gennem en nødplan, der lægger byrderne på de velhavende og storforbrugende – i både Nord og Syd.

Klimakrisen må løses i sammenhæng med udviklingskrisen. Det er nemlig både uacceptabelt og urealistisk at forestille sig, at de, der prøver at kæmpe sig ud af fattigdom, skal fokusere deres sparsomme ressourcer på at afværge den globale opvarmning. Det er hovedpointen i et internationalt initiativ for en model med titlen Greenhouse Development Rights, forkortet GDR, dvs. udviklingsrettigheder i det globale drivhus.

Bag modellen står en række miljø- og udviklingsforkæmpere, som i juni 2008 kom med anden udgave af deres rapport: "Retten til udvikling i en klimabegrænset verden" (The Right to Development in a Climate Constrained World). Hovedforfatterne er udarbejdet af Sivan Kartha, direktør for klima- og energiprogrammet i Stockholm Environment Institute samt Paul Baer og Tom Athanasiou fra EcoEquity. De har støtte fra blandt andre hjælpeorganisationen Christian Aid, Heinrich Böll Foundation og det britiske Oxfam.

2 graders-nødplan
Forfatternes udgangspunkt er, at menneskeheden er på katastrofekurs, og at regeringernes hidtidige tiltag og forslag er helt utilstrækkelige. Hvis den globale temperaturstigning i forhold til førindustriel tid skal holdes under de 2 grader, hvor opvarmningen kan begynde at løbe løbsk, er rammen snæver: De globale drivhusgasudledninger skal reduceres med mindst 80 procent i forhold til 1990. Selv dette vidtgående mål er ingen garanti. Der vil ifølge rapporten stadig være 17-36 procents risiko for at havne over de 2 graders stigning.

– Hvem ville sætte sig op i et fly, der havde så stor risiko for at styrte ned? bemærker Tom Athanasiou fra EcoEquity.

Det kræver altså et skarpt brud med ”den sædvanlige politik”, hvis vi skal have blot denne grad af stabilisering. Det kræver en global nødplan.

Man skal ikke fortvivle, men det haster med en international aftale med vidtgående og bindende mål for reduktion af drivhusgasudledningerne. Som Tom Athanasiou sagde på en konference:

– Det er stadig fysisk muligt at stabilisere klimasystemet. Vi har pengene, videnskaben og teknologien. Det er »kun« et politisk problem…

Udvikling kræver energi
Kernen i dette internationale politiske problem er, at udledningerne må og skal begynde at falde i løbet af ganske få år, både i Nord og i Syd. Man har ladet CO2, metan og de andre drivhusgasser hobe sig op i atmosfæren så voldsomt og så længe, at der ikke længere er plads til en langstrakt periode med voksende udledninger i u-landene.

Kurven for drivhusgas-udledninger skal altså knækkes "i en verden, som ikke kun er polariseret mellem nord og syd, men også mellem rig og fattig":

·      Over 1,5 milliarder mennesker uden elektricitet

·      Over 1 milliarder med dårlig adgang til drikkevand

·      Ca. 800 millioner kronisk underernærede

·      2 millioner bør dør årligt af diarré

·      30.000 dør hver dag af sygdomme, der kunne undgås.

For de fattige skal der være plads til at de kan få el, mad, drikkevand, sundhedsfaciliteter osv. Deres helt berettigede udviklingsbestræbelser kræver energi, og det risikerer at føre til en kolossal forøgelse af drivhusgasudledningerne. De vil hverken være villige eller i stand til at satse de nødvendige ressourcer på hurtig reduktion af deres udledninger.

Rapportens forfattere stiller derfor spørgsmålet:

"Hvilken form for klimaaftale giver os mulighed for hurtigt at bringe udledningen af drivhusgasser under kontrol, samtidig med at udviklingslandene drastisk kan opskalere brugen af energikilder i den daglige kamp mod dødelig fattigdom og for menneskelig udvikling?"

Byrdefordelingsmetode
Formelt har verdens stater allerede i FN’s klimakonvention forpligtet sig til at beskytte klimaet "på basis af retfærdighed og i overensstemmelse med deres fælles, men forskelligartede ansvar og respektive evner”.

GDR angiver en vej til at virkeliggøre dette erklærede princip.

"Rammen for GDR er mere end noget andet et forsøg på at specificere, hvad disse ”rimelige andele” kunne være på en gennemskuelig måde og på en måde, der anerkender og respekterer retten til udvikling," som det hedder i rapporten.

GDR definerer for det første en "udviklingstærskel". Udviklingstærsklen er et niveau af velfærd, der ligger noget over de grundlæggende behov, men noget lavere end vore dages niveau af ”velstandsforbrug”. Kun de mennesker, der lever over tærskelen, "har realiseret deres ret til udvikling og har nu forpligtelsen til at sikre denne ret for andre".

På det grundlag defineres den enkeltes "kapacitet", nemlig det, som folk tjener ud over udviklingstærsklen. En nations samlede "kapacitet" er altså summen af alle individuelle indkomster fratrukket den del af indkomsten, der ligger under udviklingstærsklen.

Tilsvarende har mennesker og lande et "ansvar", der afhænger af, hvor meget de har bidraget til klimaproblemet. Dette ansvar defineres som udledningerne siden 1990 fratrukket de udledninger, der svarer til forbrug under udviklingstærsklen.

GDR gør dermed op med den traditionelle opgørelse af tal per indbygger. Hvis man kun ser på det nationale gennemsnit, vil det rige, højt-udledende mindretal ofte gemme sig bag det fattige, lavt-udledende flertal.

Disse mål af kapacitet og ansvar kombineres derefter i en forpligtelsesindikator: et ”ansvars/kapacitets-indeks”, eller på engelsk: Responsibility Capacity Index (RCI). Disse beregninger udføres for alle medlemmer af FN’s klimakonvention på grundlag af landespecifikke indkomster, indkomstfordeling og udledningsdata.

På denne måde når man frem til "objektivt og kvantitativt at estimere de nationale forpligtelser, der skal til for at løfte de byrder, der er forbundet med beskyttelse af klimaet (forpligtelser til at støtte tilpasninger så vel som forpligtelser til at sænke udledningen af drivhusgasser)".

Fordelingsnøgle
GDR-forfatterne forestiller sig, at ansvars/kapacitets-indekset f.eks. kan bruges som en fordelingsnøgle for, hvor meget de enkelte lande skal bidrage til en stor international fond, der støtter både udledningsreduktioner og tilpasning.

"RCI fungerer på denne måde som grundlag for en progressiv global ”klimaskat” – ikke en kulstof-beskatning i sig selv, men en ansvars- og kapacitetsbeskatning," skriver de i rapporten.

Alternativt kan man ifølge GDR gennemføre reduktioner af drivhusgasudledninger ved hjælp af mål som i Kyoto-aftalen og fordele reduktionsforpligtelserne ud fra indekset.

Man tager forskellen mellem den globale referencekurve (omtrent "business as usual" – det, der sker med den hidtidige politik) og den hurtigt aftagende kurve, der kræves for at overholde 2 graders-nødplanen. Forskellen er den mængde kulstof, som det er nødvendigt at reducere med globalt i et givet år. Dette ”globale reduktionskrav” bliver herefter fordelt mellem landene i forhold til deres RCI. Hvert land tildeles et udledningsmål, som passer til dets referencekurve minus dets proportionelle andel af de globale reduktionskrav (se figur 1).

Figur 1: Totale globale reduktionskrav, delt ind i ”nationale forpligtelses-kiler"
Figuren viser de andele, som de enkelte lande og grupper af lande vil skulle stå for.

 

Tallene viser, at Nordamerika, USA, Japan osv. skal reducere mere, end de vil kunne gøre alene inden for deres egne grænser.

"Denne ‘negative omfordeling’ for de rigere og mere udledende lande er nødvendig for at efterlade nok atmosfærisk råderum til udviklingslandene," pointerer rapporten.

Resten må de udføre i andre lande, gennem reduktioner, der er ”støttet og muliggjort af teknologi, finansiering og kapacitetsopbygning, på en målbar, rapporterbar og verificerbar måde”. Det kan f.eks. ske ved at finansiere opbygningen af vedvarende energisystemer.

Udviklingslandene skal altså kun forpligte sig til relativt beskedne indsats, hvortil kommer langt større internationale forpligtelser fra andre lande, for at sikre, at udviklingen kan gå videre med stadig mindre brug af fossile brændstoffer.

Retfærdighed og realisme
GDR-tilgangen fremhæver nødvendigheden af et system, hvor det ikke er ”de rige lande”, men derimod de rige forbrugerklasser, som bærer byrderne ved klimaindsatsen. Det er ikke alene det mest retfærdige, det er også en forudsætning for, at de nødvendige tiltag kan gennemføres.

For det første vil befolkningerne i Syd ikke gøre deres del af indsatsen, hvis ikke de rige lande anerkender de fattiges ret til udvikling og hjælper dem med penge og teknologi.

For det andet vil almindelige mennesker i Nord ikke betale deres del af prisen på verdens totale reduktioner og tilpasning af drivhusgasudledningen, "hvis ikke også de velhavende minoriteter i Kina og Indien betaler deres rimelige andele".

Greenhouse Development Rights-modellen svarer ikke på alt. Den forholder sig f.eks. ikke til den vidtgående omstilling af produktions- og levevis, som vil være nødvendig for at redde klimaet.

Den svarer heller ikke på, hvordan de rige og besiddende i de enkelte lande faktisk bringes til at efterleve det modellens principper om retfærdig byrdefordeling.

Rapporten argumenterer indtrængende for, at de besiddende skal tage deres ansvar.

"Der findes ingen løsning for de få. De riges fremtid er afhængig af deres solidaritet med de fattige, og de bliver mere og mere klare over det," fastslår den blandt andet.

Det er tvivlsomt, hvad en sådan appel kan have af vægt over for konkurrerende selskabers og landes kontante interesser i at fortsætte vækstræset og ressourceudbytningen.

Ikke desto mindre kan metoden og beregningerne i Greenhouse Development Rights levere skyts til dem, der vil bryde dødvandet i de internationale forhandlinger og skabe Nord-Syd-alliancer for en effektiv og retfærdig klimapolitik.


6 procent mindre – hvert år!
Rammen for landene i nord forudsætter en årlig nedbringelse af drivhusgasudledningen på næsten 6 procent fra år 2010 og frem for i sidste ende at ende i et næsten nul-niveau. Det understøtter det krav, som Klima SOS-kampagnen opfordrer til at sende til de danske folketingspolitikere.

Se www.klima-sos.dk

Læs mere om Greenhouse Development Rights:

EcoEquity: www.ecoequity.org/GDRs

Stockholm Environment Institute: http://www.sei-us.org/climate-and-energy/GDR.html

 

 

Opslået i Klima

single.php