For mange mennesker i Grækenland – herunder forfatteren af denne kommentar – var det en lykkelig oplevelse at se Gyldent Daggrys lederskab i håndjern, med kun en håndfuld af tilhængere, der protesterede mod deres anholdelser. Men venstrefløjen har behov for at genvinde initiativet.

 

En neo-nazistisk organisation med en lang historie med angreb, prygl og koldblodige mord, er endelig beskyldt for at være præcis, hvad den er: en kriminel organisation. Selv om der er en lille trøst for alle dem, der har lidt under Gyldent Daggrys angreb, er den seneste udvikling en faktisk sejr for antifascister og massebevægelsen mod Gyldent Daggry, især efter mordet i en arbejderklasse-klasse forstad til Piræus, på den 34-årige Pavlos Fyssas, en antifascistiske rapper.

Dog bør beslutningen fra den græske regering og det græske retsvæsen om endelig at rejse tiltale mod Gyldent Daggry ikke få os til at glemme det ansvar, som skiftende græske regeringer og nedskæringspartier har for fremgangen for Gyldent Daggry. Både Nyt Demokrati og PASOK ikke alene tolerede Gyldent Daggrys aktiviteter i en lang periode, men udnyttede også deres fremgang til at flytte den politiske debat til højre. Gyldent Daggry bliver straffet, men det yderste højres dagsorden er blevet en del af den politiske mainstream. Racistisk indvandrerfjendtlig politik, autoritære angreb på demonstranter med henvisning til ”lov og orden” og antikommunisme er blevet kendetegn for den græske regering. Under henvisning til teorien om de ”to yderfløje” er både den radikale venstrefløj og anarkistiske grupper blevet angrebet . Kloge hoveder i big-business-kontrollerede medier har antydet, at en mere ”seriøs” og moderniseret version af højreekstremismen kunne være en del af en potentiel regeringskoalition mod venstrefløjen og mod bevægelser mod nedskæringer.

Vi bør heller ikke glemme, at den vælgermæssige fremgang for Gyldent Daggry blev næret af konsekvenserne af et ekstremt eksperiment i neoliberal social ingeniørkunst. Recession, arbejdsløshed og fattigdom har, sammen med en følelse af tab af enhver form for selvbestemmelse, ført til massive ændringer i politisk tilslutning både for venstrefløjen, der gav en imponerende valgfremgang for SYRIZA, men også forhøjreekstremistismen.

Forskellige omstændigheder fik den nuværende græske regering til at angribe Gyldent Daggry. Først og fremmest er Gyldent Daggry på trods af sin ulastelige pro-business stemmeafgivning i parlamentet, ikke bare endnu en højreekstremistisk formation, svarende til de parter, der har spredt sig i Europa siden 1990’erne, der har kombineret racisme og autoritær konservatisme med nyliberalisme og loyalitet over for det ”liberale demokrati”. Gyldent Daggry er stadig i sin kerne et åbenlyst nynazistisk, anti-semitisk, anti-parlamentarisk parti, der er slået ind på en kurs om at vinde et parlamentarisk momentum. Som sådan blev det opfattet som en politisk trussel for Nyt Demokrati, der ønskede at stoppe sin vælgermæssige blødning overfor Gyldent Daggry , men også for det politiske system i almindelighed.

Til dette skal vi også tilføje bekymringen hos internationale organisationer, navnlig EU, der ikke var varm på idéen om et neo- nazistisk parti som en vigtig aktør i græsk politik . Endelig lagde massebevægelsen og protesterne efter mordet på Pavlos Fyssas og den brede efterspørgsel efter retfærdighed pres på regeringen om at gøre noget for at undgå at blive anklaget for et cover-up. De mange forbindelser mellem Gyldent Daggry og sikkerhedsapparatet i staten ( Michaloliakos startede selv sin karriere som betalt informant i den græske efterretningstjeneste) gjorde det ret let at indsamle beviser mod dem.

Det er indlysende, at den græske regering investerer politisk i anholdelserne og straffeforanstaltninger overfor Gyldent Daggry for at få det politiske initiativ, flytte fokus i den politiske debat fra nedskæringer og de ødelæggende konsekvenser af spare-pakkerne til spørgsmål om ”politisk stabilitet”og ”forsvar for retsstaten” , og tilbageerobre højreorienterede proteststemmer fra Gyldent Daggry. Den vil bruge indgrebet mod Gyldent Daggry som et middel til at legitimere ”lov og orden”-politik mod alle former for ”ekstremisme”, herunder masseprotester.

Men det er langt fra sikkert, at denne strategi vil virke. På den ene side kan fremgangen for Gyldent Daggry ikke tilskrives dets ledelses dygtighed, men skyldes en længere periode med social, politisk og kulturel krise, som har øget appellen af den blanding af socialt kannibalistisk had og autoritær paternalisme, som Gyldent Daggry står for. Derfor forbliver de sociale rødder til den højreekstremistiske fremgang intakte. På den anden side er bruddet i forhold til Nyt Demokratis og PASOKs beskrivelse ikke let at hele på grund af sparepolitikken.

Derfor er det langt fra sikkert, om det vil lykkes for den græske regering at flytte den politiske magtbalance i dens favør. Og dette er udfordringen for venstrefløjen: Hvordan kan man genvinde det politiske initiativ i stedet for blot at se på, at regeringen slår hårdt ned på Gyldent Daggry?

Det betyder, at vi skal føre den antifascistiske kamp med endnu større beslutsomhed. Vi må kræve fuldstændig afsløring af aktiviteterne og organiseringen hos Gyldent Daggry, herunder hvem der finansierede partiet, og vi må kræve fuldstændig afvikling af partiets bøllebander og dets bånd til politiet og hæren. Vi må kæmpe for at udrydde neo-fascismen fra samfundet, ved at vinde arbejderkvartererne og de arbejdsløse masser tilbage, ved at sikre, at fascismen mister sin appel hos desperate unge, ved at opbygge netværk af solidaritet for at sikre, at ingen står alene over for krisens konsekvenser.

Samtidig skal vi sørge for, at venstrefløjen ikke blot udtrykker vrede og protest, men også tilbyder en radikal alternativ fortælling for det græske samfund, ved at forvandle de underordnede klasser til et kollektivt subjekt for modstand og frigørelse, en ny ”historisk blok”.

Dog vil dette ikke være muligt, hvis venstrefløjen begrænser sin politik til at positionere sig som et potentielt alternativ inden for systemet, der vil genforhandle en mildere version af nedskæringerne – hvilket kan blive resultatet af SYRIZA-lederskabets ”pragmatiske” vending – eller hvis den begrænser sin rolle til kritik og protest – hvilket er problemet med taktikken hos både det kommunistiske parti og mange grupper på den antikapitalistiske venstrefløj.

Det, der er brug for, er en venstreorienteret strategi, der skal omfatte exit fra eurozonen og de restriktioner, som er pålagt af det ”europæiske integrations”-projekt , en kollektiv indsats for produktiv genopbygning af græsk økonomi gennem nationaliseringer, selvforvaltning og arbejderkontrol og en ”konstituerende proces”, som vil genindføre demokrati og folkelig suverænitet.

Den nuværende situation i Grækenland har stadig potentiale for historiske overraskelser. Det er op til venstrefløjen at gribe de muligheder, der tilbydes.

Panagiotis Sotiris underviser i politisk filosofi på det Sociologiske Fakultet på Ægæisk Universitet (universitet har afdelinger på 7 øer I det Ægæiske Hav). Artiklen er oversat fra hans hjemmeside af Ebbe Rand Jørgensen.

 

Opslået i Anti-racisme, Sydeuropa

single.php