Trods tidligere kritik godkendte et stort flertal i Folketingets Europaudvalg den 20. januar en ny fiskeriaftale mellem EU og Marokko. Argumenterne er, at den omstridte aftale også kan komme det besatte Vestsahara til gavn, men hverken EU eller Danmark anerkender Marokkos besættelse af Vestsahara.

 

Denne besættelse undertrykker ikke bare demokratiske rettigheder, menneskerettigheder, men forhindrer også befolkningen i Vestsahara at råde over sine egne naturressourcer, herunder retten og muligheden for fiskeri langs den lange kystlinie.

EU-Parlamentet forkastede overraskende det første aftaleudkast sidste år, men stemte den 16. februar i år for den nye version, selv om den ikke ændrer ved Marokkos fortsatte besætttelse af Vestsahara. Den nye fiskeriaftale mellem Marokko og EU skal endeligt godkendes på et Ministerrådsmøde i EU, under det danske EU-formandskab i første halvdel af 2012. Beslutningen i Europudvalget var således et mandat til den danske regering om at stemme ja.

De samme partier, som nu sidder i regering, var for få måneder siden modstandere af fiskeaftalen. Såvel Enhedslisten som Folkebevægelsen mod EU vender sig imod aftalerne.

Besættelsen
Imidlertid er opgaven ikke at stille krav til Marokko om Vestsahara, da området er besat af Marokko. Marokko regeres af et monarkistisk diktatur, der blåstemples gennem de nye handelsaftaler. Monarkiet er et af verdens rigeste monarkier, som får særlige økonomiske aftaler.

Den ene rapport efter den anden har dokumenteret ulovligheden af besættelsen. Samt at Marokko begår massive overgreb på Vestsaharas oprindelige befolkning, saharawierne. Eksempelvis markerede det marokkanske regime sin magt i november 2010 ved at rydde Ddeim Izik-lejren. Opstanden i lejren kan ses som det første oprør i den nuværende revolutionære bølge i den arabiske region. Lejren består af saharawiere. De protesterede mod Marokkos fortsatte besættelse af deres land. Andre lejre eksisterer inde i nabolandet Algeriet.

I Vestsahara slås USA og Frankrig om at opnå regionalt overherredømme og få adgang til landets naturressourcer. Spanien er ligeledes en ivrig deltager i denne kamp. Vestsahara er tidligere spansk koloni. Marokko har holdt den mest ressourcerige og frugtbare trefjerdedel af Vestsahara besat i 37 år.

Selv om der er forhandlinger via FN med Marokko om Vestsahara, og selv om det måske kan føre til en vis ”autonomi”, vil og kan Vestsaharas fremtid blive kraftigt påvirket af udviklingen i den arabiske verden, som området må siges at være den del af. Landet er udover at være domineret af imperialismen, klemt mellem Marokko og Algeriet. Sidstnævnte har historisk støttet befrielsesbevægelsen Polisario.

Befrielsesbevægelser
Polisario, har gennem tre årtier været modstandens udtryk mod Marokkos besættelse. Bevægelsen er ramt af en vis desillusion og håber på et resultat af FN’s rolle i konflikten, trods at det  gennem årene ikke har ført til noget resultat.

Vestsahara er besat af marokkanske soldater for blandt andet at beskytte ”Muren” på i alt 2720 kilometer, som omgiver omkring 87 procent af Vestsahara. Den er anlagt for at beskytte økonomiske interesser, såsom fosfat og fiskeri. F.eks. kan befolkningen ikke længere bruge kystfiskeriet. Intensivt trawlfiskeri fra en fiskeriindustri fra de imperialistiske lande beskyttes af ”Muren”, som understøttes af bl.a. EU. Store fiskertrawlere fisker hæmningsløst langs kysten ud for Vestsahara. De får store banklån, og for at betale en stigende gæld tilbage må der fiskes endnu mere. Samme logik som i større landbrug i de imperialistiske lande.

Marokko har placeret mere end 100.000 soldater langs ”Muren”, der adskiller de tre fjerdedele af Vestsahara, som er besat af Marokko, fra den fjerdedel, der styres af saharawierne. Omkring ”Muren” er der udlagt landminer for at holde den lokale befolkning inde og beskytte de vigtige områder, hvor der er store forekomster af fosfat.

Polisarios aktiviteter er ligeledes blevet mindsket på grund af et par årtiers våbenhvile uden fremskridt. Det rammer sådanne organisationer, når basisaktiviteter er væbnet kamp. Samtidig får Polisario ikke længere den støtte, de tidligere fik fra regeringerne i Libyen og Cuba.

Saharawi-uafhængighedsbevægelsen blev dannet i 2005. Bevægelsen er meget aktiv i byer i Sahara og marokkanske universitetsområder. De er aktive i byerne, modsat Polisario, der har udgangspunkt i landområder. Bevægelsen består af unge mennesker. Den aktuelle undertrykkelse fra regimet i Marokko rammer dem hårdt. Bevægelsen står i et vist modsætningsforhold til Polisario, men de kan forenes i at bekæmpe regimet og dets undertrykkelse og kæmpe sammen for kravet om Vestsaharas løsrivelse.

En løsrivelse, der i de arabiske oprør får nye muligheder. Vestsaharas fremtid afgøres hverken af Marokko eller EU, men af folket selv.

 

Opslået i Afrika, EU, Imperialisme

single.php