Aftalen mellem Izquierda Unida og Podemos om et valgforbund ved valget den 26. juni er en virkelig god nyhed, fordi den kan føre til en afgørende forandring af den politiske situation.

 

Selv om det er en forandring fra oven, og selv om denne politik vil styrke partiapparatet i både Podemos og Izquierda Unida, så skaber denne udvikling håb hos de brede masser, fordi den åbner mulighed for et nyt vælgermæssigt gennembrud for blokken omkring Podemos, samtidig med at den øger presset på PSOE [socialdemokraterne]: enten slutte sig sammen med anti-nedskærings-venstrefløjen eller forsvare trojkaens politik sammen med PP [det konservative Folkeparti] og Ciudadanos [et relativt nyt borgerligt parti, se artikel i SI].

Derudover vil pagten mellem gruppen omkring Pablo Iglesias og Izquierda Unidas lederskab (der er splittet i forlængelse af den langvarige krise i organisationen) styrke partiets eurokommunistiske politiske kultur, samtidig med at den vil give blokken et mere homogent og aktivistisk fundament (apparatjiker tiltrækker hinanden, men det gør ærlige aktivister også…).

Det sker efter Iglesias´ brud med gruppen omkring den politiske landssekretær Iñigo Errejón, der støtter en mere midtsøgende politik, som er mere fleksibel over for PSOE).

Men nu gælder det aktivisternes engagement og muligheden for en ny dynamik, og den hårdeste nød at knække er opbygningen af valgkampskomiteer på et enhedsgrundlag.

Den store frygt
I modsætning hertil kan PSOE, PP og Ciudadanos ikke skjule, at de er grebet af panik. PP kan blive den store taber i alliancen på grund af den måde, som det spanske valgsystem er indrettet på, især i de tyndt befolkede landlige provinser, hvor pladser i Parlamentet kan afhænge af få tusinde stemmer. Hvad PSOE angår, så er partiet bevidst om, at det står over for den mest alvorlige trussel mod partiets vælgermæssige dominans på venstrefløjen i 130 år. Og Ciudadanos har vist deres sande reaktionære ansigt med udfald mod ”kommunister”, ”chavister” osv.

Det rette perspektiv
Selv om meningsmålingerne peger på et gennembrud for Unidos Podemos (det nye navn på stemmesedlen), så er det ikke nok til at vinde valget og slå PP. Når det er sagt, så vil en PP-Ciudadanos-blok ikke være i stand til at få tilstrækkeligt mange mandater, og den har derfor brug for PSOE. Uanset hvilken regeringskombination der måtte blive skruet sammen for at forhindre Podemos i at komme til magten, så vil den nye regering gennemføre et program med meget drastiske nedskæringer, især hvis kampen mod arbejdsmarkedsreformen i Frankrig ender med nederlag, og der ikke kommer en ny bølge af modstand mod nedskæringer i Sydeuropa.

Bevægelse, enhed, vejen frem
Anticapitalistas (den spanske sektion af Fjerde Internationale) har tidligere anbefalet en sådan aftale om et valgforbund, mens Podemos´ lederskab (før den åbne konflikt mellem Iglesias og Errejon) udtalte, at ”folkets enhed” ikke kunne komme til udtryk gennem et ”kartel af venstrefløjspartier”…

Nu går vi til sagen med det udgangspunkt, at det drejer sig om at bryde med regimet, med nedskæringerne og med kapitalismen, og fastholde den grundlæggende idé i Podemos: at være partiet for 15M, for Indignados (‘De Vrede").

Det er alt sammen en metode, der bygger på enhedsfronten (ingen enhed uden bevægelse, ingen bevægelse uden enhed) og politisk uafhængighed: at organisere vores egen valgkamp som en del af den samlede valgkamp, især på nogle særligt vigtige områder (revision og sletning af den uberettigede gæld, tilbagetrækning af arbejdsmarkedslove, der ophævede en lang række tilkæmpede rettigheder, nationalisering af bankerne og energisektoren, genetablering af offentlige ydelser inden for uddannelses- og sundhedsområdet…)

Barcelona, 19. maj 2016

Andreu Coll er medlem af Anticapitalistas og aktiv i Podemos. Læs mere (på engelsk) om valgprogrammet fra Unidos Podemos: "Et nyt Spanien: 50 skridt for at regere sammen”

Oversat fra International Viewpoint af Niels Overgaard Hansen

 

 

Opslået i Sydeuropa

single.php