”Afindustrialisering” Det er et ord, du bogstaveligt talt aldrig hører i debatten omkring global opvarmning. Ikke overraskende. Det er et ord ladet med negative konsekvenser: økonomisk kollaps,  massefyringer, faldende levestandard. Hvem kunne ønske at overveje disse, endsige overveje det som en strategi til at begrænse CO2-udslip?

 

Forestil dig, at du foreslår det til den næste olieplatforms-arbejder, bilarbejder eller stewardesse, som du støder på, at den eneste måde, vi kan stoppe global opvarmning, er at stoppe med at producere olie, at parkere biler og fly. Selv ordet ” negativ” vækst” er utænkeligt i den gængse diskurs.

 

Alligevel må vi hellere begynde med at tænke, drøfte og organisere os omkring denne strategi, efterhånden som det bliver mere og mere klart, at afindustrialisering er det eneste middel til at undgå globalt økologisk sammenbrud. Hvis vi ikke tager fat på en rationelt planlagt, delvis – men betydelig – afindustrialisering af de overindustrialiserede lande i Nord, herunder Kina, vil Moder Jord gøre det for os på en særdeles meget mindre behagelig facon, og vi vil stå overfor udsigten til civilisationens sammenbrud i dette århundrede.

 

Hvis menneskeheden havde taget alvorlige skridt til at nedbringe CO2-udledningen for årtier siden i 1980’erne, da klimaforskerne begyndte at advare os, så ville vi måske ikke være i den låste situation, som vi er i nu. Men det gjorde vi ikke og har heller ikke gjort det endnu – så nu fortæller forskerne os, at vi står overfor en klimakatastrofe.

 

I årtier har de udviklede økonomier i verden og den skruppelløse partistat Kina ignoreret truslen om global opvarmning og har sparket problemet til hjørne i den tro, at ”farlig” global opvarmning ikke er uundgåeligt og ikke er en trussel, der rammer dem – i hvert fald ikke i den nærmeste fremtid. Vi i den tempererede zone på den nordlige halvkugle har ikke været ramt så meget, fordi opvarmningen er mere ekstrem ved polerne end på vore breddegrader. Nord- og sydpolen smelter meget hurtigt med øjeblikkelige og alvorlige konsekvenser for hele verden. Den globale opvarmning rammer det ny-tropiske Mellemøsten, Indien og Afrika meget hårdt.

 

Men i USA taler alle medier kun om tiltagende oversvømmelser langs kysten, oftere forekommende tørke i vest og sydvest, flere brande i vest og så videre.

 

Denne sommer blev den offentlige opmærksomhed, selv medierne, så endelig grebet af rækken af skrækkelige brande over hele den nordlige halvkugle fra Californien, til Grækenland til Japan, som kostede hundreder af liv.

Jeg ved ikke, om det er første gang, at New York Times sågar sætter en artikel om global opvarmning på forsiden, men jeg tror det er første gang, avisen eksplicit har givet global opvarmning skylden for brandene i en overskrift øverst på forsiden. Og det er kun begyndelsen.

 

Som klimaforskeren Michael Mann bliver citeret for i lederen fra New York Times den 10. august:

 

”Det vi kalder ”ekstrem hedebølge” i dag, vil vi kort og godt kalde sommer om nogle årtier, hvis vi ikke drastisk reducerer CO2-udledningen.”

 

Alligevel fra den første advarsel fra forskerne og de første forsøg på at udtænke planer til at begrænse udledningerne, har alle anstrengelser på at begrænse dem været underordnet målsætningen om at maksimere økonomisk vækst. Eller som G.W. Bush udtrykte det: ” Vi vil aldrig opgive the American way of life”.

 

Så i stedet for simpelthen at indføre rationeringer af fossile brændstoffer, forbyde bilproduktion og lade passagerfly blive på joden (alt sammen noget Præsident Roosevelt gjorde under Anden Verdenskrig), så har alle mainstream anstrengelser fra frivillige begrænsninger i Kyoto i 90’erne over udledningskvoter og børser til kulstofafgifter i dag haft den præmis, at de ikke må hæmme væksten. Med andre ord, de var alle dømt til at slå fejl. Hvilket de også har. Som konsekvens er væksten røget i vejret, det samme er CO2-udledningerne Så hvad gør vi nu?

 

Vi kan helt bestemt ikke forvente nogen som helst forandring fra de nuværende magthavere. Så længe vi lever under kapitalismen, vil regeringer, industrier og industri-fagforeninger såvel som de fleste arbejdere og forbrugere fortsætte med at prioritere vækst frem for at redde kloden. Hvad skulle de ellers gøre indenfor kapitalismens rammer? Kloden kunne kollapse i morgen, men negativ vækst eller afindustrialisering ville betyde, at jeg ville miste mit arbejde i dag. Det er på den måde, vi driver mod afgrundens sammenbrud – ”med mindre”……, som Lorax siger i børnefilmen Lorax – Skovens beskytter.

 

Med mindre vi skifter samtalens præmis. Med mindre vi får folk til at begynde at overveje og drøfte og arbejde for en et holdbart alternativ til det markedsdrevne sammenbrud af civilisationen. Vores opgave som økosocialister er at fremsætte en handleplan for, hvordan vi effektivt bremser CO2-udledningerne, et akut krisesvar på en akut klimakrise. Planen må starte med brutal ærlighed:

 

1.     Vi kan ikke have en ubegrænset økonomisk vækst på en begrænset klode

Denne logik om at vækste, til vi segner, ”virkede” på Adam Smiths tid. Men i dag er det vejen til kollektivt selvmord. Alle de gængse anstrengelser på at begrænse CO2-udledningerne og samtidig opretholde økonomisk vækst er slået fejl. Den eneste metode til at begrænse udledningerne er faktisk at gøre det: Pålæg virksomhederne nedskæringer! Gennemfør rationeringer! Uanset virkningerne på økonomien. Vi er nødt til at sige dette og slå på denne pointe igen og igen. Menneskene og kloden må prioriteres over profit, ellers er vi fortabte.

 

2.     Vi kan ikke nedbringe udledningerne uden at lukke virksomheder

At nedbringe CO2-udledningerne betyder at lukke dem, der udleder CO2 – olieselskaberne,  kraftværkerne, bilproducenterne, luftfartsselskaberne osv.

 

Ifølge EPA (Enviroment Protection Agency) i USA er de største udledere af CO2: transport 28,5 procent, energi( først og fremmest fremstilling af el) 28,4 procent,  fremstillingsvirksomhed 22 procent, byggeri 11 procent og industrielt landbrug 9 procent. Vi er nødt til at sige til folk: ”Beklager, men rigtigt mange virksomheder, først og fremmest producenter af fossile brændstoffer, men også virksomheder, der bygger på fossile brændstoffer, vil blive nødt til at lukke eller blive drastisk omlagt. Det er enten det, eller også vil vores børn blive brændt af på en ubeboelig planet.” Det er den eneste udvej til at nedbringe CO2-udledningerne i den korte tid, hvor vinduet for handling stadig er åbent for os. Der er intet andet alternativ.

 

3.       Vi er nødt til at socialisere disse virksomheder – nationalisere dem, købe dem op og få dem i offentligt eje, så vi kan udfase dem eller omlægge dem

ExxonMobil, General Motors, United Airlines, Monsanto og Cargill kan ikke nedlægge sig selv, ikke engang for at redde kloden, fordi de er ejet af private aktionærer. Enten beskytter vi disse virksomheder – indtil kloden bryder sammen, eller vi overtager dem og nedlægger dem eller begrænser deres produktion til et bæredygtigt niveau.

 

4.       Hvis vi lukker/omlægger industrier, må samfundet sikre nye  jobs, der indebærer lav eller ingen CO2-udledning,  til alle berørte ansatte på samme løn- og arbejdsvilkår

Eftersom firmaer typisk er begrænsede til en enkel produktion eller branche, såsom olieproduktion, kan vi ikke forvente, at de kan tilbyde nye jobs i en helt anden branche, og de har heller ikke mandat til det. Det må samfundet tage sig af. Ellers vil disse arbejdere ikke være i stand til gå sammen med os for at gøre det, der er nødvendigt for at redde  dem og deres børn.

 

5.     Vi er nødt til at erstatte vores anarkistiske markedsøkonomi – i det store og hele, men ikke fuldstændigt – med en planøkonomi, en radikalt demokratisk planlagt økonomi nedefra.

De miljømæssige, sociale og økonomiske problemer, vi står overfor, kan ikke løses gennem individuelle valg som forbrugere. De kræver kollektiv demokratisk kontrol over økonomien for at prioritere samfundets og miljøets behov. Og de forudsætter national og international økonomisk planlægning for at reorganisere og omstrukturere vores økonomi og omfordele arbejde og ressourcer til disse formål. Med andre ord, hvis menneskeheden skal frelse sig selv, er vi nødt til at vælte kapitalismen og erstatte den med en eller anden form for demokratisk økosocialisme.

 

Det er den offentlige debat, hele nationen og hele verden har brug for lige netop nu. Der er intet andet alternativ. Det er økosocialisters opgave at holde denne debat i gang, da ingen mainstream-organisation er villig til at risikere at udfordre regeringen, kapitalismen, fagforeningerne og forbrugerne, for slet ikke at tale om dem alle sammen på en gang.

 

Den totale fiasko for den gængse tilgang baner vejen for, at vi kan fremsætte mere radikale tilgange til et uhørt bredt publikum. Tingenes skrækkelige tilstand nu udgør en kæmpe mulighed for økosocialister. Men vi er virkelig nødt til at agere på dette, udvikle alle slags oplysende materialer fra videoer til bilrude-streamers, organisere debatmøder, kurser, skrive læserbreve og udvikle økosocialistisk politik blandt den hastigt voksende medlemsskare på 45.0000 medlemmer hos Democratic Socialists of America og så videre.

 

15. august 2018

 

Richard Smith er medgrundlægger af netværket System change not clima change og er medlem af Enviromental Justice Working Group i Democratic Socialists of America. Han har bidraget til bogen Økosocialisme på Forlaget Solidaritet med teksten: Seks teser om at redde menneskene

 

Artiklen er oversat fra climate&capitalism af Leif Mikkelsen.

 

Opslået i Facebook, Klima

single.php