I maj 2010 kom Die Linke i Nordrhein-Westfalen over spærregrænsen på 5 procent og blev, med 5,6 procent af stemmerne, repræsenteret i Tysklands mest folkerige delstatsparlament. Nu er parlamentet opløst, og der afholdes valg den 13. maj.

af Manuel Kellner

I 2010 var der tale om en vigtig succes af flere grunde. For det første var det en væsentlig sejr for Die Linke, at man på forbundsniveau overvandt den relative svaghed i den vestlige del af landet. For det andet ligger Die Linke i Nordrhein-Westfalen – med stærke antikapitalistiske og venstrereformistiske strømninger og med en betragtelig indflydelse fra grupper med revolutionær baggrund – klart på venstrefløjen af Die Linke, og repræsenterer en alternativ linje i forhold til den regerings-samarbejdslinje, som dominerer i den østlige del af landet.

Efter at have vundet en plads i delstatsparlamentet (Landdagen) stod Die Linke over for en særlig situation. Med 11 mandater (heraf seks kvinder) ud af 181, var Die Linke-fraktionen i opposition til Socialdemokraterne (SPD) og de Grønne. Disse to partier havde kun støtte fra 90 mandater og dannede således en mindretalsregering, idet også det konservative CDU og det liberale FDP var i opposition.

Dette indebar en permanent udfordring, fordi alle beslutninger, alle ja-, nej- og undlader-stemmer, kunne afgøre, om et forslag – selv et budgetforslag – fra regeringspartierne blev vedtaget eller ej. På den ene side betød denne situation, at det parlamentariske spil blev mere interessant – i skarp modsætning til den normale rutine, hvor alting på forhånd er besluttet af de regeringsbærende partier, og hvor debatterne får en rituel karakter. På den anden side fik situationen Die Linkes gruppe til at koncentrere sig mere end forudset om debatterne og fastlæggelsen af sine holdninger på forskellige niveauer af det parlamentariske arbejde – selv om dette skete i tæt samarbejde med fagforeningerne under DGB [det tyske LO, red] og de andre udenomsparlamentariske sociale bevægelser, ligesom partiet og dets gruppe forsøgte at deltage i mobiliseringer, især i forhold til sociale protester og i modstanden mod atomkraft.

SPD og de Grønne var begyndt på en venstredrejning – forsigtig og relativ, men reel – for at distancere sig fra Schröder/Fischers [hhv. kansler og udenrigsminister i forbundsregeringen indtil Angela Merkels valgsejr i 2005, red] vilde anti-sociale politik og ”Agenda 2010”, som havde ført til en afgørende vælgermæssig krise for SPD. Derfor var SPD og de Grønne påvirkelige for presset fra kravene fra Die Linke. De var parat til at gennemføre nogle sociale og demokratiske forbedringer under betegnelsen en ”social forebyggelsespolitik”, og de har ikke fremlagt nyliberale chok-budgetter, vel vidende at Die Linke ikke ville acceptere forslag, som førte til social afmontering eller afskedigelser i den offentlige service, eller nye privatiseringsorgier.

Derfor accepterede Die Linkes parlamentariske gruppe valget af Hannelore Kraft (SPD) som ministerpræsident (regeringsleder) og budgetterne for 2010 og 2011 ved at undlade at stemme, ligesom man stemte for en række positive, omend utilstrækkelig progressive tiltag. Nogle eksempler: afskaffelse af studiegebyrer, afskaffelse af straf for dårlig opførsel i skolerne, genindførelse af større medbestemmelse for de offentligt ansatte, indførelse af sociale og økologiske klausuler ved offentlige udbud, afskaffelse af bopælspligten for asylansøgere, indførelse af muligheden for at afsætte en borgmester ved folkeafstemning og bedre muligheder for borgerinitiativer i kommunerne, et projekt for vedvarende energi i delstatens bygninger.
Men SPD og de Grønne forberedte et nyt kursskifte. Sammen med CDU og imod stemmerne fra Die Linke stemte de for en milliard ekstra euro til banken Land WestLB, som var gået fallit på grund af sine spekulationer på de finansielle markeder, og dette uden nogen garantier til de ansatte og uden deltagelse fra de private kreditorer, samtidig med at man vendte det døve øre til kravene fra Die Linke om en kritisk undersøgelse af WestLB’s gæld og delstatens garanti for banken.

I forhold til skolerne indgik SPD og de Grønne en beskidt aftale med CDU, som brød med løfterne før valget i maj 2010. Kun Die Linke fortsatte med at kæmpe for en enhedsskole for alle elever op til 10. klasse. Og i forhold til kommunerne besluttede SPD og de Grønne, denne gang med FDP, en ”græsk” mekanisme, som tvinger kommuner med underskud til at gennemføre brutale nedskæringer for at få adgang til yderligere finansiel hjælp fra delstaten (“Stärkungspakt”).

Meget sent, i marts 2012, fremlagde regeringspartierne et 2012-budget, som blandt andet skar ned i bevillingerne til bespisning i skoler og børnehaver. Ideologisk kørte debatten på spørgsmålet om budgetdisciplin. Die Linkes gruppe og partiorganisation (som i Nordrhein-Westfalen tager alle vigtige beslutninger i fællesskab, og er stolt af dette) har fastlagt et mindstekrav for at undlade at stemme, hvilket kunne have tilladt budgettet at blive vedtaget med mindretalsregeringens stemmer, og har samtidig gjort det klart, at man ville stemme imod, hvis ikke SPD og de Grønne var parat til indrømmelser i forhold til Die Linkes fire centrale krav:

  1. en “social billet” på 15 euro om måneden, som giver adgang til offentlig transport i delstaten.
  2. Ordentlig finansiering for kommunerne (392 kommuner ud af 400 i delstaten kører med underskud)
  3. Et nyt initiativ for at give lavindkomstfamilier ordentlige boligforhold
  4. Bedre børnepasning for børn under 3 år (i øjeblikket mangler over 100.000 pladser).

SPD og de Grønne var ikke indstillet på nogen form for indrømmelser på disse krav, selv om det havde været muligt at sikre substansen i dem inden for de rammer, der gælder for delstatens gældsætning. FDP var parat til at stemme for budgettet ved tredje og sidste behandling, men havde meddelt, at de ville stemme imod ved andenbehandlingen. På dette tidspunkt kom der en tvivlsom juridisk erklæring fra Landdagens administration om, at hvis forslaget blev forkastet ved andenbehandlingen, ville det indebære en forkastelse af budgetudkastet fra regeringspartierne (tvivlsom, fordi loven giver mulighed for, at man kan ændre sit forslag helt frem til tredjebehandlingen). Med FDP ude af stand til at ændre kurs så hurtigt, samtidig med at Die Linke stod fast, blev budgetudkastet forkastet med 90 stemmer for (SPD og de Grønne) og 91 imod (CDU, FDP og Die Linke). Hannelore Kraft [regeringsleder, SPD, red.] fremsatte så umiddelbart et forslag om at opløse parlamentet og afholdelse af nyvalg inden for 8 uger. Forslaget blev vedtaget enstemmigt.

Hvis man laver en mere general status over næsten to år med en mindretalsregering, må man tilføje den centrale rolle, som energipolitikken har spillet. Nordrhein-Westfalens grundlov påbyder socialisering af virksomheder, som har en monopolagtig rolle eller som misbruger deres økonomiske magt (artikel 27). Denne lov blev indført efter Anden Verdenskrig, for at undgå den proces, som i vid udstrækning havde banet vejen for Hitler og nazisterne. Selvfølgelig lukker den officielle politik øjnene for disse paragraffer, selv om de synes at passe rigtig godt til de store energimonopoler RWE og E.ON, som forhindrer en omstilling til 100 procent vedvarende energi, og som scorer monopolistiske superprofitter med en antisocial og anti-økologisk politik.

Die Linke har ført kampagne for at socialisere, gen-kommunalisere, decentralisere og demokratisere energisektoren, og for en plan for økologisk og social omstilling af industrisamfundet. Og partiet stillede krav om et offentligt ejet højspændings-transportnetværk i delstaten.

Men SPD og de Grønne har afvist selv dette beskedne forslag til fordel for et tilbud om at købe RWEs netværk – Amprion – som ville gøre anlægget formelt selvstændigt, så en privat koncern ville blive ejer af netværket.
Med hensyn til energipriser har Die Linke fordømt og fordømmer fortsat den kendsgerning, at de, der forbruger mest (særligt industrien) betaler mindst, mens private husholdninger med beskedne indkomster betaler broderparten af energiregningen, og hundredtusinder af folk på lave indkomster er ofre for eller er truet med strømafbrydelser og er ekskluderet fra en vigtig del af grundlæggende deltagelse i det sociale liv.

Derfor har Die Linke krævet gratis energiforbrug for basisforbruget, finansieret af et progressivt afgiftssystem i forhold til indkomst, og afskaffelse af gaverne til de store firmaer.

Die Linke i Nordrhein-Westfalen har startet valgkampen med en opdatering af sit program fra 2010 og har præsenteret en kortere version (“Kurzwahlprogramm”), som er trykt som en valgfolder (kan hentes på partiets hjemmeside).

Partiet har genopstillet de 12 kandidater, som var spidskandidater i 2010 (og dermed de 11 afgående parlamentsmedlemmer), med en enkelt undtagelse; først på listen står nu Katharina Schwabedissen, en 39-årig sygeplejerske, som indtil nu har været en af partiets to talspersoner. Der er således syv kvindelige kandidater ud af 11 spidskandidater.

Det er ikke sikkert, at Die Linke vil komme over spærregrænsen på 5 procent. I meningsmålinger på forbundsniveau har partiet tabt et par procentpoints, og på delstatsniveau svinger partiet i øjeblikket omkring 4 procent. En af årsagerne er den vælgermæssige fremgang for Piratpartiet, som fører kampagne for “internetfrihed”, men som er uklar i forhold til økonomiske og sociale spørgsmål. Men Piratpartiet har formået at præsentere sig som en ny kraft, og lover at gøre de politiske processer mere gennemsigtige, og får en god portion proteststemmer.

For Die Linke er der tale om et afgørende slag. Den 6. maj i Slesvig-Holsten, og den 13. maj i Nordrhein-Westfalen, vil vi se, om partiet kan fastholde sin stilling på det politiske skakbræt i den vestlige del af landet, eller ej. Og hvis partiet lider nederlag i Nordrhein-Westfalen vil det være et dårligt signal for valget til Forbundsdagen i juni 2012, og en væsentlig svækkelse af venstrefløjen i partiet.


SI-redaktionens note: Ved delstatsvalget i Slesvig-Holsten den 6. maj gik Die Linke tilbage fra 6,0 til 2,2 procent og røg ud af Landdagen.

Ved delstatsvalget i Nordrhein-Westfalen den 13. maj fik Die Linke 2,5 procent og røg også ud af Landdagen her. PIratpartiet stormede ind i Landdagen med 8,6 procent. Det konservative CDU blev valgets store taber, fra 34,6 til 26,3 procent af stemmerne.

Manuel Kellner er medlem af koordinationsgruppen i isl (international socialistisk venstre), en af Fjerde Internationales to fraktioner i Tyskland, og medlem af Die Linke i Køln.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com