Da jeg som 14-årig indledte et politisk liv på venstrefløjen, var socialismen mere noget, jeg havde i hjertet og i munden, og mindre noget, jeg havde i hovedet. Jeg havde faktisk ikke læst ét eneste ord af Marx. Det samme kan man sige om den russiske revolutionære politiker og tænker Lev Trotskij.

af Silas L. Marker

Han blev som 14-årig politisk aktiv i tsarens Rusland, fordi man mærkerede den knugende følelse af, at noget var helt galt, og at man måtte ændre det. De gamle tekster fandt han for støvede, bedagede og dogmatiske til, at han gad bruge tid på dem. Der skulle gå et stykke tid, før teorien gik fra at være det, Marx i Feuerbachteserne kalder ”et skolastisk spørgsmål”, til at blive levende og virkelige for Trotskij.

Som de fleste ved, endte Trotskij med at blive en af venstrefløjens superteoretikere. Men det var hverken Manifestet, Kapitalen eller 1859-forordet til Bidrag til kritik af den politiske økonomi, der fik ham i gang. Mon ikke han ligner mange socialister på den måde?

I 2015 udkom Paul Le Blancs biografi ”Lev Trotskij”, der nu er oversat til dansk af Stig Hegn. På omkring 228 sider kommer vi vidt omkring; vi hører om Trotskijs personlige og politiske liv, vi får en introduktion til hans mest centrale teorier og vi hører, hvordan alt dette påvirkes af det 20. århundredes verdenshistoriske begivenheder. Med hensyn til bogens opbygning, har Le Blanc valgt at indlede med en lille ouverture (”Introduktion til et liv”), hvor han både giver et kort overblik over hovedpersonens liv og sin egen tilgang til spørgsmålet. Dernæst følger en næsten kronologisk gennemgang af Trotskijs liv, afsluttende med et kapitel om Trotskijs eftermæle. Her får vi meget interessant en oversigt over hovedtrækkene i Trotskijs tænkning i 10 punkter. Dernæst afsluttes bogen med en tidslinje.

Le Blanc giver os en delvis biografisk, delvis teoretisk læsning af figuren Trotskij. Vi får på én og samme tid en beretning om hans liv, og en pædagogisk (omend til tider lidt for kortfattet og overfladisk) introduktion til hans teorier. De teoretiske introduktioner kommer i samspil med historien om hans liv og kamp; vi hører, hvordan teorien om den permanente revolution udvikledes gennem Trotskijs erfaringer under den russiske revolution; hvordan hans lov om den ujævne og kombinerede udvikling opstod som resultat af hans revolutionære arbejde; hvordan teorien om enhedsfront opstod i hans møde med fascismen og stalinismen etc. etc. Le Blancs bog beskriver rammende, hvordan sandheder om verdens gang, samt hvad der må gøres, opstår i kampen, snarere end ved skrivebordet på universitetet.

Trotskijs liv synes at være præget af konstant krig. Mod tsarens styre, mod den hvide hær, mod internt oprør i den nyfødte Sovjetstat, mod stalinisterne og mod fascismen. Han var også konstant i konflikt med sine egne kammerater. I 4. Internationale stod han fast på, at Sovjetunionen var en ”degenereret arbejderstat”, der havde brug for at vælte stalinismen for at komme tilbage på sporet, mens store dele af Internationalen helt vendte blikket væk fra Sovjet. Han kæmpede også imod ”de anti-stalinistiske intellektuelles tendens til at bevæge sig bort fra marxismen og nærme sig reformismen” (Le Blanc: 204), altså de socialister, der blev ”skræmt væk” fra marxismen af Stalin og blev afradikaliserede, f.eks. James Burnham, Max Schachtman og Victor Serge.

Trotskisme eller klassisk marxisme?
Selvom folk på venstrefløjen ofte taler om trotskisme som en særskilt strømning med eget sæt af idéer og metoder, så Trotskij mere sig selv som en loyal marxist-leninist end noget andet. Ifølge Le Blanc var Trotskij ”totalt uinteresseret i at formulere noget, der kunne være en ny "trotskistisk" doktrin.” (Le Blanc: 88) Efter Lenins død i 1924 stod Trotskij fast på Lenins idéer om staten og partiet, og selv teorien om den permanente revolution kan spores tilbage til Lenin (der talte om ”uafbrudt revolution”) og Marx-Engels´ værker. End ikke Overgangsprogrammet, det centrale dokument for 4. Internationales første kongres, indeholder noget banebrydende nyt, hævder Le Blanc.

Visse fremhæver hans internationalisme som værende tegn på en distinkt trotskisme. En berømt passage i Trotskijs Den permanente revolution & resultater og perspektiver, lyder: ”Gennemførelsen af den socialistiske revolution inden for de nationale grænser er utænkelig … Den socialistiske revolution starter på den nationale scene, udfolder sig på den internationale og fuldendes på verdensscenen.” (Le Blanc: 101) Det var en klar og entydig afvisning af stalinismens dogme om socialisme i ét land. Men ifølge Le Blanc er dette ”ren marxisme, ikke en innovativ teoretisk drejning, som Trotskij har foranlediget.” (Le Blanc: 102). Så måske er det, vi kalder ”trotskisme” i virkeligheden en ”ren” eller ”klassisk” marxisme, mere end en særskilt afstikker, der fortjener sit eget navn. Le Blancs bog giver i hvert fald nogle nuancer til denne debat.

Et ærligt billede
Trotskij havde forskellige synspunkter gennem sit liv. Han gik fra at være socialdemokrat til at være mensjevik til at være bolsjevik. Og han gik fra at være overbevist om bolsjevikpartiet og Sovjetstatens potentiale, til at være i opposition til den herskende linje i partiet og stifte en ny kommunistisk Internationale.

Det er tydeligt, at Le Blanc gerne vil give os et så ærligt og nuanceret billede som muligt. Denne bog er absolut ikke et stykke trotskistisk propaganda. Han citerer forskellige kilder med forskellige synspunkter, hvilket giver et godt billede af de forskellige, modstridende beskrivelser af Trotskijs person.

Le Blanc fortæller også, hvordan Trotskij stadig så sent som i 1930´erne mistolkede det stalinistiske styre og så ”den brutale Stalin som længere til venstre end den moderate Bukharin.” (Le Blanc: 103) Endvidere havde han forståelse for Sovjetunionens invasion af Finland, det østlige Polen og de baltiske lande under Anden Verdenskrig, og så invasionerne som progressive. Men på samme tid var han en af de første, der kritiserede bureaukratiseringen af bolsjevikpartiet; hvordan det bidrog ”til en form for psykologi, som på mange måder står i modsætning til den, som en revolutionær proletar har” (Le Blanc: 104) og hvordan det fik sine egne mål, helt uafhængige af proletariatets mål og den internationale arbejderbevægelse.

Som en del af det ærlige og nuancerede, bruger Le Blanc en del plads på at beskrive (og ikke mindst begrunde) Trotskijs benhårde og nådesløse sider. Under den russiske borgerkrig brugte Trotskij som leder af Den Røde Hær dødsstraf ”skånsesløst” over for soldater, der trak sig tilbage uden at have fået lov til det. Og ”undertiden blev også andre skudt for at statuere et eksempel” (Le Blanc: 40). Dette bragte Trotskij i heftig polemik med blandt andre den tyske socialdemokrat Kautsky, der fandt Trotskijs metoder umenneskelige. Trotskij skriver til Kautsky:

”Vi har aldrig været plaget med prædikener fra kantianske prælater eller vegetar-kvækere om ”menneskelivets hellighed”. […] For at kunne gøre det enkelte menneske helligt, er vi nødt til at nedbryde den samfundsorden, som korsfæster det. Og det er et problem, der kun løses med blod og jern.” (Le Blanc: 41)

Alt i alt står vi tilbage med et broget og flertydigt billede af en stor revolutionær. Han var ikke perfekt og har aldrig haft alle de rigtige svar på én gang. På dén måde minder Trotskijs liv om de fleste andre levede liv.

Et revolutionært symbol
Le Blancs Trotskij-biografi går lige til sagen og forfalder aldrig til det ligegyldige eller rent anekdotiske. Hver en detalje om Trotskijs personlige liv – selv afsnittet om hans forhold til kunstneren Frida Kahlo – spiller en rolle i det store billede. Et mindre minus er dog, at Le Blanc har medtaget mange, meget lange citater, næsten hele excerpter fra forskellige tekster. Det kunne han godt have undværet, for i stedet at bruge mere plads på at fortælle det, han gerne vil fortælle os.

Le Blanc kalder Trotskij en martyr, og det synes rigtigt. Trotskij blev myrdet af en stalinistisk agent i 1940 og har siden da været et symbol for mange på kampen mod stalinismen og fascismen, og kampen for internationalisme og demokrati. Den krigsførende kommunist havde helt fra starten været rede til at ofre sit liv for revolutionen og endte med at dø for sagen – en afslutning, han ifølge Le Blanc selv havde set risikoen for flere år før mordet. Han var udmærket klar over sin plads i historien.

Paul Le Blanc: ”Lev Trotskij”. Oversat af Stig Hegn.
Forlaget Solidaritet 2016. 290 sider inkl. 43 illustrationer. Pris 100 kr.

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com