Det burde ellers stå lysende klart for regeringen, hvad der er opgaven her i efteråret. Allerede inden folketinget var åbnet, havde 10 fagforbund startet en kampagne for at råbe regeringen op. På selve åbningsdagen fortalte en broget bevægelse – på Rådhuspladsen, på Slotspladsen og rundt om i landet – regeringen, at det var på tide at skifte spor. Og forskellige sociale organisationer og grupper havde inviteret regeringen ud og lytte til, hvad der rør sig for de udsatte grupper.

 

Men statsministerens tale ved Folketingets åbning tirsdag den 2. oktober viste med al uønskelig tydelighed, at regeringen ikke har hørt opråbet fra virkeligheden. Tværtimod viste talen en statsminister og en regering uden visioner og uden perspektiv – i hvert fald uden et andet perspektiv end den foregående regerings… Talen viste, at regeringen på nuværende tidspunkt ikke har i sinde at skifte spor. Tværtimod gentog talen de fejl, som har gjort, at opbakningen til regeringen smuldrer; nemlig at fordreje det virkelige indhold i en asocial økonomisk politik.

I stedet for at erkende, at regeringen ikke har leveret den nødvendige omfattende jobskabelse, blev den begrænsede kickstart omtalt som en jobmotor. I stedet for at erkende, at 20.000 dagpenge-modtagere er på vej mod en social tragedie, talte statsministeren om ”akutpakken” som en løsning på dagpenge-spørgsmålet. Og i stedet for at erkende, at regeringens skattereform var lige så ulighedsskabende som VK-regeringens rødvinsreformer, så blev det omtalt som en solidarisk reform.
Det er den politik, som gør regeringsprojektet både uspiseligt og utroværdigt. Alle kan se, at regeringen gør livet hårdere for lønmodtagere og folk på overførselsindkomst, men at den bare nægter at indrømme det. Det er løgnens politik. Det er den politik, der får S-SF-vælgerne til at flygte skrigende bort – til EL, men desværre også til V og O. Det er også den politik, der blot ét år efter deltagelsen i regering har fået baglandet i SF – som ledelsen ellers troede den havde pacificeret – til at pege på en formandskandidat, som samtlige SF-ministre undsiger.

Statsministerens åbningstale viste, at S-R-SF-regeringen agter at fortsætte den borgerlige økonomiske kurs fra det første år. Der skal laves en kontanthjælpsreform. Ifølge regeringsgrundlaget skal en reform af kontanthjælpen øge arbejdsudbuddet og indbringe et provenu til staten. Med andre ord skal der skæres dybt i kontanthjælpen.
Der skal laves en reform af uddannelsessystemet, som skal tvinge de unge hurtigere gennem uddannelserne. Der skal fjernes barrierer for erhvervslivet i Danmark, bl.a. ved at etablere en låneordning på 12 mia.kr. for mindre virksomheder og et løfte om at regeringen ikke vil forhøje afgifter, erhvervs- og indkomstskatter. Der skal ske en yderligere integration i det økonomiske samarbejde i EU, som bl.a. betyder, at Danmarks finanspolitik skal styres mere fra EU, at reguleringen af finansmarkederne får lov at fortsætte i liberale rammer, og at ødelæggelsen af den sydeuropæiske periferi fortsætter.

Alt sammen lægger det sporet ud for en kurs, der er uden perspektiv for regeringen. Åbningstalen er imidlertid i fin tråd med hovedlinjen i den blå finanslov, som regeringen fremlagde i slutningen af august. Dermed er modsætningerne mellem bagland og regeringstop spændt til det yderste. Håbet om, at regeringen vil skifte spor, virker med åbningstalen stadigt mere fjernt, og svinder i takt med at Venstre byder sig til for en finanslovsaftale med regeringen. Og skuffelsen over en blå finanslov med den borgerlige opposition vil med al sandsynlighed afføde nye jordskred i flugten fra regeringsblokkens to borgerlige arbejderpartier, S og SF.

For socialister er opgaven klar. Der er behov for at bekæmpe regeringens borgerlige økonomiske politik på græsrodsniveau. Der er behov for at holde fast i det momentum, som aktiviteterne 2. oktober viste, der er for at mobilisere til modstand mod regeringens politik. Der er behov for at holde fast i og udvikle den modstand, der er i fagbevægelsen – især de offentlige fagforeninger – mod regeringens sparekurs.

Men der er også behov for et socialistisk parti, der viser en helt anden vej – et parti, der peger på reelle løsninger på arbejdsløsheden. Der er behov for, at Enhedslisten som det socialistiske parti viser, at der er et alternativ til skuffelse og højredrejning. Partiet må fremføre sine bud på, hvordan den kapitalistiske systemkrise kan løses, samtidig med at vi tager klimaudfordringen op, hvis og kun hvis man tør anfægte systemet.
Der må formuleres og fremføres systembrydende krav, der skaber arbejdspladser, f.eks.:
– Igangsættelse af offentlig/fællesskabsejet produktion af vedvarende energi (vind, sol, bølge)
– Energirenovering af alle offentlige bygninger og storstilet omlægning til kollektiv trafik,
– Et boost til uddannelse, sundhed og omsorg ved 100.000 nye jobs i den offentlige sektor
– skat på afskedigelser, der kaster folk ud i arbejdsløshed
– lovgivning, der vanskeliggør udflytning af produktion
Og dette må selvfølgelig knyttes sammen med krav, der sikrer finansieringen, som f.eks.:
– Højere skat på de rige, og ikke mindst på virksomheders, bankers og de multinationales milliardoverskud
– Inddragelse af Nordsø-milliarder
– Genindførelse af formueskatten
– Indgreb i finanssektoren, der erstatter bankpakkernes gaveregn med statsovertagelse og kontrol, og som f.eks. sikrer billig kredit til fællesskabsejede virksomheder, der skaber klima-jobs.

Begge dele – både græsrodsmobiliseringerne og formuleringen af reelle alternativer – er vigtige opgaver for Enhedslisten, når vi står overfor udfordringen fra en regering, der ikke lytter til virkeligheden.

SAP’s Forretningsudvalg, den 6. oktober 2012

 

Opslået i SAP's ugekommentar

single.php