Happy New Year. Foto: Nigel Howe/FlickR

Mette Frederiksens hyldest til ”vores fælles og vidunderlige Danmark” her ved starten af 2022 levede op til de værste traditioner i den retning.

Hellere samle end splitte?

Statsministeren afsluttede således sin tale med bl.a. følgende formuleringer:

”Danmark er et unikt land. Vi har tillid til hinanden. Vi vil hellere samle os end lade os splitte (…), uligheden er mindre, fællesskabet stærkere.”

Det er en temmelig løjerlig afslutning på en tale, der bl.a. præsenterede et nyt, øjensynligt statsracistisk, forslag om 37 timers ulønnet tvangsarbejde – f.eks. tøjvask og rengøring – udelukkende for modtagere af offentlige ydelser ”med et integrationsbehov”, ”særligt kvinder med ikke-vestlig baggrund”.

Og på en tale som i et afsnit om import af udenlandsk arbejdskraft finder det vigtigt, at ”vi samtidig styrker danske lønmodtageres vilkår”, men overhovedet ikke nævner de importerede udlændinges vilkår – ud over kraftigt at understrege, at de kun må være her i ”en afgrænset periode”…

Her fremstår det jo pinligt tydeligt, at statsministerens ”tillid” og ”fællesskab” ikke omfatter hverken de arbejdere fra andre lande, som hun gerne vil have til at bo og arbejde i Danmark, eller de danskere med ikke-vestlig baggrund, der af en eller anden grund modtager en offentlig ydelse. Og at statsministeren tværtimod er fortaler for ”ulighed” og ”splittelse” i forhold til disse mennesker i ”vores fælles og vidunderlige Danmark”.

At splittelse og underbetaling af udvalgte grupper netop er noget, der på sigt underminerer også ”danske lønmodtageres” vilkår, er åbenlyst ikke noget, der reelt bekymrer statsministeren.

Netop dette fremgår også, når hun i talen igen fremturer med regeringens forslag om at beskære dagpengene og dagpengeperioden for nyuddannede. Og når hun demonstrativt ikke nævner afskaffelsen af ’fattigdomsydelserne’ som en vej til at gøre uligheden mindre i ”vores fælles og vidunderlige” land.

Grøn indenrigsflyvning…

Talens første og mest hypede del handler om Danmark som det store forbillede på klimaområdet. Her er der vage løfter om en ikke nærmere bestemt (!) CO2-afgift, der åbenbart med markedskræfternes hjælp forventes at flytte bjerge.

Men det store klimaks, og det eneste konkrete i de mange højstemte ord, er en målsætning om, at ”vi i 2030 skal kunne flyve helt grønt, når vi flyver indenrigs i Danmark”.

Hvis der i ”indenrigsruterne” (som i Danmarks Statistiks opgørelser) ikke medregnes ruterne til Færøerne og Grønland over ikke-dansk område, er målsætningen i sig selv ren satire! For i enhver klimavenlig transportplan skal Danmark selvfølgelig have erstattet al denne indenrigsflyvning med hurtige el-togs-forbindelser (måske undtaget Bornholm). Indenrigsflyvning i et land, hvor ”afstandene er korte” (citat fra talens sidste afsnit!), er selvfølgelig klimamæssigt set sort snak.

For øvrigt udgør indenrigsflyvningerne en nærmest ubetydelig del af den flytransport af passagerer og gods, som Danmark står bag – så der er tale om latterlig symbolpolitik.

Statsministeren sætter trumf på med sætningen:

”Når andre lande i verden er for langsomme, så skal Danmark gå foran. Og hæve barren endnu mere. Det gælder også flytrafikken.”

Hm… Realiteten er, at Danmark er pinligt fodslæbende – som et af kun fire europæiske lande, der stadig ikke har afgifter på flytrafik, end ikke moms. Men sådan skal det åbenbart blive ved med at være, for statsministerens planer rummer øjensynligt slet ikke, at flytrafikken skal begrænses:

”At rejse er at leve, og derfor flyver vi. Men det er samtidig skadeligt for vores klima. Tænk, hvis Danmark kan være med til at løse det problem. Vi skal gøre det grønt at flyve.”

Mette Frederiksens flyvske fantasi om, at vi da bare kan gå over til at flyve grønt, taler lige ind i hockeystavs-strategien: Vi udskyder de påtrængende nødvendige nedskæringer af CO2-udledningerne her og nu og kører business as usual – med undskyldningen om, at vi da ”bare” kan erstatte fossile med grønne brændstoffer og fange CO2’en ind igen på et senere tidspunkt.

En strategi, der fatalt undervurderer tempo-kravet i de nødvendige reduktioner, hvis klimakatastrofen skal begrænses – men som til gengæld tilgodeser kapitalens krav om fortsat uhæmmet vækstpolitik.

Monarkiets glæder

Det er velkendt, at alle de mere politiske afsnit i dronningens nytårstale stort set forfattes i statsministeriet. Og dér havde man så moret sig med at lægge monarken følgende bevingede ord i munden:

” (…)vi skal møde det ukendte med nysgerrighed, videbegær og opfindsomhed – snarere end frygt. (…) for eksempel ”grønne” brændstoffer til fly og skibe og ambitiøse forslag om at indfange CO2 og lagre det i undergrunden. Videnskab og teknik kan hjælpe os til at nå målene for klimaneutralitet og bæredygtighed.”

Man havde altså lige sørget for, at dronningen kunne gøde jorden for teknologifix og hockeystavsmodel, dagen før statsministeren skulle følge op. Og så er det da også helt naturligt, at Mette Frederiksen kvitterer dagen efter ved at udtale sin uforbeholdne hyldest til monarkiet:

”Jeg glæder mig personligt over danskernes store opbakning til kongehuset.”

Hun fremhæver, for at gøre pointen tydelig, eksplicit den siddende monark for ”sit vid, sit udsyn”. Jamen så er det da klart, at monarken og Mette er så rørende enige om, hvad der er de vigtigste klimatiltag…

Det er vi så en del andre, der ikke er. Så der bliver noget at tage fat på for klimabevægelsen i det nye år!

Og for øvrigt også for fagbevægelsen og mange andre, der ikke mener at arbejdskraftmangelen og horrible vilkår på sundheds- og omsorgs-området kan løses ved ulønnet tvangsarbejde eller en ny (er det en en femte?) omgang afbureaukratiserings-planer. Og for alle, der vil sætte en stopper for diskriminationen af mennesker ”med ikke-vestlig baggrund”. Og… så videre!

Godt nytår!

SAP’s Forretningsudvalg, den 5. januar 2022