Foto: Larsz/Lars Plougmann – Wikimedia – CC BY-SA 2.0

Regeringen har dermed endnu en gang demonstreret, at den ikke vil bruge vælgernes grønne flertal ved klimavalget i 2019 til reelt at sætte gang i omstillingen her og nu.

Hvis man skal bruge Enhedslistens gode gamle ”Ja til den mindste forbedring, nej til den mindste forringelse”-parole, er det indlysende, at der er masser af forbedringer i aftalen. Det gælder f.eks. en mia. kr. til økologisk omstilling – med målsætningen om en fordobling af det økologisk dyrkede areal, penge til forskning i plantebaserede fødevarer og planerne om 10.800 tons mindre kvælstofudledning i 2027. Alt sammen utilstrækkeligt (det sidste endda også ift. EU’s påbud), men trods alt forbedringer.

Til gengæld burde det være ligeså indlysende, at når det handler om planerne for at begrænse klimagasudledningerne fra landbruget, er der i forhold til løfterne om CO2-reduktioner, der svarer til en begrænsning af klimakatastrofen (bl.a. i ”forståelsespapiret”), faktisk tale om en forringelse.

Det ”bindende mål” på 55-65% (dvs. reelt 55%!) er åbenlyst under de i forvejen utilstrækkelige 70% reduktion.

Endnu værre er det, at der kun er lagt planer for at realisere ca. en fjerdedel af dette mål – helt frem til 2030. Og at resten forventes realiseret ved hjælp af endnu ikke udviklede teknologier, der foreløbig ikke er i nærheden af at komme i anvendelse. Altså den såkaldte ”hockeystavs-model”, hvor reduktionerne går i gang ganske langsomt – for så på mirakuløs vis at skulle gå lynende hurtigt i de sidste par år frem til 2030.

Måske for at bøje hockeystaven i neon, er det en del af aftalen, at partierne først skal diskutere videre om disse drømmerier i folketingsåret 2023-24. Dvs. når næste valg er vel overstået!

Katastrofekurs

Derved er det slået fast, at aftalen kun vil komme til at betyde latterligt små konkrete reduktioner i hele denne regeringsperiode. Og at landbrugsforliget dermed fortsætter (og endda skærper) den hockeystavs-linje, som bl.a. FN’s klimapanel i sin seneste rapport advarede kraftigt imod.

Og hockeystavs-modellen er katastrofal af ikke mindre end to grunde. Dels fordi den er utroværdig: Det bliver ikke bare lettere og lettere, selv om der kommer nogle nye teknologier på banen. For selvfølgelig er de lette omlægninger – f.eks. at omstille elproduktionen fra kul til vind og sol – foretaget først, så det bliver sværere og sværere at finde nye reduktioner. Men også (og allerværst) fordi drivhusgasserne akkumuleres (dvs. ophobes), så det handler om at begrænse den samlede udledning over årene, hvis temperaturstigningen ikke skal gå amok – ikke bare om at få den årlige udledning bragt ned. Problemet ved hockeystaven er, at vi lige nu står til at opbruge det samlede råderum for Danmarks udledning, inden vi for alvor kommer i gang med at reducere.

Derfor skulle der have været helt andre boller på suppen i aftalen. Og disse ”boller” burde uundgåeligt både indebære både indførelse af en CO2-afgift også for landbruget og en omlægning af det kødindustrielle landbrug til især plantebaseret økologisk produktion.

Kritik er ikke nok

Det er naturligvis positivt, at en række klimaorganisationer, Alternativet, De Frie Grønne og Enhedslisten har kritiseret aftalen sønder og sammen. Men kritik er ikke nok: Det er helt afgørende, at klimabevægelsen kommer endnu mere på banen.

Situationen er, at Mette Frederiksen overhovedet ikke kan være ”stolt” over det faktiske tempo i den grønne omstilling i Danmark, som hun prøvede at skønmale i sin åbningstale til Folketinget. Regeringen og folketingsflertallet er tvært imod i gang med et gigantisk og katastrofalt klimasvigt, pakket ind i varm, grøn luft.

Det er en kæmpeopgave for klimabevægelsen at formidle denne erkendelse til befolkningsflertallet – og på det grundlag få genopbygget et massivt pres. Venstrefløjen, specielt Enhedslisten, har et særligt ansvar for at bidrage til dette! – Og ligeledes for at pege på de radikale, nødvendige skridt, der skal til, både for at lægge regningen for omstillingen de rigtige steder og for effektivt at stoppe det profit-drevne vækstvanvid.

Kikset taktik

Enhedslistens forsøg på at lægge klar afstand til landbrugsaftalen og samtidig stemme for den, var angiveligt et forsøg på at ”blive siddende ved bordet”, dels ved udmøntning af forbedringerne (f.eks. økologi-milliarden), dels ved de opfølgende forhandlinger i forligskredsen efter næste valg.

Det sidste er en dårlig grund, alene fordi vi nødvendigvis må arbejde på gennem bevægelsesarbejdet at få skabt en helt ny klimapolitisk situation både i og udenfor Folketinget efter næste valg! Hvis det skulle være samme situation og de samme partier, er det desværre helt illusorisk at EL’s deltagelse skulle være en gamechanger.

Det første burde kunne opnås ved en aftale om, at f.eks. økologi-milliarden selvfølgelig fordeles efter forhandling mellem alle de partier, der stemmer for denne. Og selv hvis dette blev afvist, burde vi i overensstemmelse med vores principper have afvist en ”pakkeløsning”, der bl.a. indebærer at skrive under på slet skjulte løfter om at frede den animalske produktion i hvert fald i flere år.

Både de partier, der ønskede EL’s deltagelse som et alibi for deres eget klimasvigt, og de partier (Alternativet og De Frie Grønne), der markerede deres modstand med et nej (og selvfølgelig gerne også vil bruge dette til at snuppe vælgere fra EL), havde en interesse i at underbetone EL’s kritik og overtolke EL’s tilslutning til aftalen. Og man må erkende, at resultatet af forliget er blevet, at EL’s holdning er kommet til at fremstå mudret i den brede befolkning.

Det er klart, at der er tale om et helt bevidst misbrug, når Mette Frederiksen i sin åbningstale indleder med et Mai Villadsen-citat om klimaet og derefter berømmer det brede samarbejde om landbrugsaftalen – selvfølgelig for at tage EL til indtægt for regeringens klimakurs. Men det er et misbrug, der virker i forhold til mange mennesker.

Derfor blev resultatet af det parlaments-taktiske ja til forliget, at Enhedslistens opposition til og kritik af regeringens klimasvigt for mange slet ikke fremstår tydeligt nok. Og, hvilket er det allervigtigste: At EL dermed ikke får bidraget optimalt til at fremme den udenomsparlamentariske kritik og mobilisering, der er så påtrængende nødvendig.

Klimamarch 6.november: Demonstrer, arranger!

Men ansvaret for denne mobilisering ligger absolut ikke kun – eller bare først og fremmest – på EL’s folketingsgruppe. Det ligger i hele partiet. Her og nu handler det bl.a. om, at alle Enhedsliste-afdelinger – og medlemmer – dels gør kommunal- og regional-valgene til klimavalg, dels mobiliserer til Klimamarcherne landet over den 6. november. Her kan vi bl.a. sammen med Den Grønne Studenterbevægelse demonstrere for kravet om en halvering af den animalske produktion.

Læs mere om dette her på Facebook. Og hvis jeres by endnu ikke er på landkortet, kan det måske nås endnu at arrangere noget!

SAP’s Forretningsudvalg, den 15.oktober 2021