LO har snart mange gange formået at forspilde chancen for at skabe og markere en modstand mod regeringens nedskæringer på velfærden og forfordeling af de rigeste i samfundet. Og dette efterår er ikke anderledes.
På tirsdag den 5. oktober åbner Folketinget nemlig, og samtidig benytter elev- og studenterorganisationer og de faglige ungdomsforbund lejligheden til at gå imod forringelser for uddannelsessystemet under titlen ”Unge ta’r ansvar”. Men LO valgte fra centralt hold allerede i slutningen af foråret ikke at deltage i mobiliseringerne.

Dermed valgte LO’s top samtidig ikke at fortsætte den brede velfærdsbevægelse, som man så de første spæde skridt til i foråret i forbindelse med regeringens ”genopretningspakke”. Det var en pakke, som ramte den almindelige befolkning bredt og skabte tilsvarende bred vrede rundt omkring i landet. Og det kunne ses både i medierne, og da ca. 40.000 mennesker fra hele landet dukkede op til demonstration på Christiansborg Slotsplads.

Man kan kun gisne om årsagen til LO’s forbeholdenhed for at fortsætte forårets protester, men Helle Thornings skattesag eller frygten for mindre opbakning – altså et reelt flop – er gode bud herpå. Problemet er bare, at erfaringerne fra tidligere år klart viser, at frygten ikke er særlig velbegrundet. Elev- og studenterbevægelsen har tværtimod gang på gang formået at skabe brede og skarpe mobiliseringer, som både slår igennem i medierne og samtidig tiltrækker mange tusinde unge til demonstration. Og det har vel at mærke også været muligt i tider, hvor regeringens upopularitet ikke var lige så gennemgribende som i dag.

Men LO har trods alt besluttet sig for at støtte de unges mobiliseringer økonomisk. Så på den ene side kan de formentlig godt se pointen med modstanden, men på den anden side tør de ikke stikke næsen særlig langt frem, før den hurtigt bliver trukket tilbage igen. Dermed formår LO ikke at udfylde sin egen rolle som fagbevægelse. Der er brug for en proaktiv fagbevægelse, som reelt beskytter de interesser, som de er sat i verden for, men virkeligheden lige nu er, at de ikke tør stille krav, som ikke på forhånd er blåstemplet af Socialdemokratiet. Så når S og SF ikke vil love at rulle forringelserne af dagpengene tilbage, kravler LO tilbage i skyttegraven, og lader andre om at tage kampen på fronten. Og det tegner ikke godt for muligheden for at kunne stille krav til en ny regering, og dermed ikke for muligheden for at kunne håbe på reel forandring, som tilgodeser de svageste og de almindelige mennesker frem for de rigeste.

Lige nu er det derfor elever, studerende og de unge faglige, som stiller krav om at tilbagerulle forringelserne på dagpengene, frem for den samlede fagbevægelse, som konsekvent burde forsvare denne sikkerhed. Det er både progressivt og modigt af disse organisationer – også selvom kravet har en tilbagetrukket rolle i mobiliseringerne. Heldigvis har flere lokale afdelinger af LO modsat sig toppens beslutning om deltagelse i demonstrationerne, og har derfor lokalt sat navn på og kræfter bag.

Omvendt er det dog også farligt, at elev- og studenterbevægelsen de sidste par år ikke har mobiliseret massivt uden LO’s pengepung i ryggen, og hvis uddannelsesbevægelsen ikke løsriver sig fra denne økonomiske afhængighed, kan man frygte, at også uddannelsesorganisationerne trækker følehornene tilbage under en kommende regering, hvis alternativet er en lukket pengekasse.

Lige nu har elev- og studenterorganisationerne heldigvis stadig næsen og følehornene langt fremme, og den unge fagbevægelse har øjensynligt forstået, at de har en opgave i kampen for et andet og mere socialt Danmark – også selvom der er fare for uenighed med S og SF. Det samme gælder for flere lokale afdelinger af LO. Forhåbentlig kan dette betyde, at kravet om mobiliseringer kan komme nede fra også i fremtiden og dermed presse LO’s top. Det er usikkert, om dette også kan lykkes under en ny regering, men det er dog sikkert, at medlemmer af Enhedslisten og SUF har en kæmpe opgave i at kæmpe for en fortsat aktiv bevægelsen, hvis Helle Thorning indtager statsministerposten.

Vi kan ikke vide os sikre på et nyt flertal, og vi kan slet ikke vide os sikre på, at S og SF reelt vil gennemføre en markant anderledes politik. Derfor er det vigtigt, at vi styrker bevægelsernes demokratiske organisering og selvstændige rolle, så de fortsat vil mobilisere på baggrund af krav til en ny regering – med eller uden LO’s pengepung i ryggen.

Derfor skal vi starte med at deltage i mobiliseringerne lige nu, og møde talstærkt op den 5. oktober. Der er demonstrationer i de fleste store byer – læs mere og find din by på www.facebook.com/Ungetaransvar og www.enhedslisten.dk/raadtilvelfaerd.

SAP’s Landsledelse den 2. oktober 2010

 

Opslået i Uncategorized

single.php