9. april sluttede – i denne omgang – en af de længste og hårdeste arbejdskonflikter i Schweiz’ historie efter Anden Verdenskrig. Efter 33 dages strejke har de 430 ansatte på CFF-cargos fabrik i Bellinzona i den italienske del af landet, vundet konflikten med firmaets ledelse.

 

CFF-cargo beskæftiger i alt 4.400 ansatte og er det dominerende selskab for jernbanefragt. Tidligere var det en del af de (dengang) statslige jernbaner. Strejken startede 7. marts med besættelse af fabrikken og et krav om at skrotte den omstruktureringsplan, som var besluttet af ledelsen – hvor der også sidder repræsentanter for Socialdemokratiet og jernbanearbejdernes fagforening SEV.

Planen betød kort og godt lukning af fabrikken i Bellinzona, 430 stillinger, og administrationen i Freiburg, 165 stillinger, samt nedlæggelse af yderligere 152 arbejdspladser i Basel og 42 i Biel.

Eksemplarisk strejke
Det lykkedes fagforeningsledelsen at få de ansatte i Basel og Biel til at accepterere nedskæringsplanen, men i Freiburg og Bellinzona gik det helt anderledes.

Ganske vist lykkedes det ledelsen af SEV at overtale de ansatte i Freiburg til ikke at nedlægge arbejdet, men strejken var en realitet i Bellinzona den 7. marts med besættelse af virksomheden, og den varede i 33 dage, helt indtil ledelsens omstruktureringsplan blev trukket tilbage.

Det var en eksemplarisk strejke. Først og fremmest på grund af de strejkendes beslutsomhed og høje organiseringsniveau, med daglige besluttende stormøder, hvor man valgte talsmænd, som skulle stå til ansvar for stormøderne og til enhver tid kunne udskiftes.

Overfor en ledelse, som forsøgte at forhandle i hemmelighed, »på lang afstand af larmen fra mobiliseringerne«, lykkedes det at skabe en vis offentlighed omkring forhandlingerne og give arbejdernes stormøde den besluttende myndighed.

En strejke for alle
Dertil kommer, at ved at komme bredt ud til offentligheden og kæde kampen sammen med forholdene for hele lokalområdet, lykkedes det de ansatte at ændre styrkeforholdene til deres fordel og at opnå en bred opbakning.

For eksempel kom en lang række skoleklasser i løbet af strejkemåneden på besøg på fabriken for at få et indblik i det, som afspejler historien om industrialiseringen i en hel region.

Der blev arrangeret konferencer og udstillinger i værkstederne for at forklare, hvordan industrialiseringen fandt sted.

Der blev arrangeret debatter om betydningen af jernbanernes udvikling i forhold til en skærpet miljøkrise, ligesom man åbent diskuterede problemer med regional underudvikling forårsaget af den kapitalistiske logik.

Denne evne til at henvende sig til andre lønmodtagere og andre befolkningsgrupper resulterede i en enorm mobiliseringsbølge.

For eksempel blev den selvstyrede kantine i den besatte fabrik omdannet til et folkekøkken, hvor lokale beboere købte deres frokost. Dagligt blev der serveret over 1.000 måltider. Og i løbet af en enkelt måned oplevede Bellinzona – en by med 20.000 indbyggere – to demonstrationer med over 12.000 deltagere og en tredje med 8.000.

Et slag er vundet, krigen fortsætter
Denne imponerende mobilisering har tvunget ledelsen af CFF-Cargo til at trække sin omstruktureringsplan tilbage.

Der bliver nu organiseret en rundbordssamtale om fremtiden for industrivirksomheden i Bellizona, hvor der ud over virksomhedens ledelse deltager repræsentanter for fagforeningen, de lokale myndigheder og for strejkekomiteen.

Selv om arbejdet nu er genoptaget, har de ansatte fra Belllinzona besluttet at opretholde mobiliseringen. Leder af strejkekomiteen Gianni Frizzo, har sagt, at »en kamp er vundet, men endnu ikke hele krigen«.

De ansatte har derfor besluttet at holde stormøde hver fredag efter frokost. For erfaringen fra disse 33 dage har vist dem, at kun mobilisering betaler sig.

 

Oversat fra fransk ’33 jours de grève pour gagner!’ af Åge Skovrind

Paolo Gilardi er redaktør af månedsbladet Lignes Rouges, som udgives af Gauche Anticapitaliste – sympatiserende organisation til Fjerde Internationale i Schweiz
 

 

Opslået i Faglig kamp

single.php