Men der skal andre boller på suppen end dem, Alternativet stiller op med. En af denne sommers store ”agurketids-historier” var historien om Alternativets udspil om nedsættelse af arbejdstiden til 30 timer/uge – og ikke mindst historien om, hvor “fuldstændig latterlig og urealistisk” den idé var. Men ideen er hverken latterlig eller urealistisk. Når den kan fremstå sådan, skyldes det ikke kun de politiske journalisters borgerlige snæversyn på det økonomiske felt, men også de alvorlige mangler i Alternativets politiske horisont.

Finansministeriet fortalte triumferende om beregningerne i deres liberalistiske modeller, der viste, at statens indtægter ville falde med 130 mia. kr. 30-timersugen vil være en katastrofe for samfundet og det danske velfærdssystem, lød konklusionen i medierne, og så var den ide lagt i graven.
Men der skal den ikke have lov at blive liggende. Kravet kom kortere arbejdstid er et rigtigt og vigtigt krav af mange grunde. Her blot de vigtigste:

  • For at bekæmpe stress og nedslidning af dem, der er i arbejde
  • For at skabe arbejdspladser til dem, der i øjeblikket er presset ud af arbejdsmarkedet
  • Fordi netop kortere arbejdstid og mere fritid er et centralt redskab til bæredygtig forbedring af livskvaliteten – uden øget CO2-udledning og miljøbelastning pga. større forbrug af materielle goder
  • For at skabe mere ligestilling mellem kønnene, hvor kvinder i øjeblikket ofte i perioder må nøjes med deltidsarbejde og tilsvarende forringet løn, pension og karrieremuligheder.

Det er således et krav, der bør kunne samle både mænd og kvinder, arbejdende og arbejdsløse, unge og gamle, fagforeninger og klima- og miljøbevægelser.

Samfundsmæssig logik kræver samfundsmæssig kontrol
Alternativet fremhæver flot det samfundsmæssigt ulogiske – for ikke at sige: idiotiske – i, at dem i arbejde bliver udsat for stadigt mere pres og stress, mens en betydelig del af befolkningen i den arbejdsdygtige alder samtidig er presset ud af arbejdsmarkedet. Hvorfor deler vi ikke bare det arbejde, der er?

Et helt rigtigt spørgsmål! Men svaret er: Fordi vi har en kapitalistisk økonomi. Fordi det for den enkelte arbejdsgiver er mere profitabelt at overudnytte sine ansatte, end at ansætte nogle flere. Fordi det ikke er den enkelte kapitalists problem, at nogen presses ud af arbejdsmarkedet, bliver arbejdsløse, nedslidte eller syge og skal forsørges af forsikringsordninger og skatteydere. Fordi den enkelte kapitalist faktisk slet ikke har råd til at gøre, hvad der er samfundsmæssigt fornuftigt, hvis firmaet skal gøre det godt i konkurrencen. Og fordi den kapitalistiske økonomi styres netop af den enkelte kapitalists profitjagt. At en god portion arbejdsløse så kan hjælpe med at presse løn- og arbejdsforhold for de arbejdende, er kun et ekstra plus, set med arbejdsgiverøjne…

Hvis derimod produktionen var samfundsejet og styret af fornuft og samfundsmæssige behov, ikke profitjagt – ja, så var arbejdet blevet delt mellem os. Selvfølgelig! Men desværre rækker Alternativets blomstrende visioner ikke rigtigt til dette… Lige netop den demokratisering af ejendomsretten og samfundsmæssige kontrol med produktionen, som et socialistisk samfund indebærer, rækker fantasien i fremtidsvækstederne ikke til. Ikke endnu, i hvert fald.

Angreb på profitterne
Alternativet vil helst ikke tale om for alvor at gå i flæsket på kapitalens interesser. Derfor er deres påstand, at arbejdstidsnedsættelsen i det væsentlige kan finansieres ved produktivitetsstigningerne over en længere årrække.
Men hov: Hvis finansieringen skal være, at vi løber hurtigere i de 30 timer, er det måske ikke just den sikre vej til at afskaffe stress? Og hvor mange nye arbejdspladser bliver der, hvis det hele skal afhænge af, at de arbejdende kan lave det samme på kortere tid?

I nogle af udtalelserne fra Alternativet er man dog også inde på, at arbejdstidsnedsættelsen vil koste penge – men det er i så fald tilsyneladende lønarbejderne, der skal have mindre i løn og forbruge noget mindre… Hvilket måske er en ok tanke i et cafe-latte-segment med årsindkomster på den rigtige side af den halve million, men næppe det, der kan få HK’erne på banen i kampen for 30-timers-ugen…

En stærk og kæmpende fagbevægelse
Og her nærmer vi os endnu en alvorlig begrænsning for Alternativets samfundsforandrende potentiale – på arbejdstidsområdet som på andre områder. For kortere arbejdstid handler helt overordnet om en fordeling af værdierne mellem lønarbejdere og arbejdsgivere. Selv når en produktivitetsstigning kommer fra f.eks. ny teknologi, er det altid en kamp, om denne skal føre til mere profit eller kortere arbejdstid/mere løn.

Derfor er realismen i kravet om 30-timersugen helt afhængigt af styrkeforholdet, først og fremmest at mobilisere fagbevægelsens styrke og vilje til at føre klassekamp på dette område. Her ligger der en kæmpeopgave, der hænger tæt sammen med at opbygge en aktiv, kæmpende, afbureaukratiseret og demokratisk fagbevægelse. Det er ikke lige en vision og et stykke arbejde, som vi har hørt Alternativet (i hvis ordforråd ”klassekamp” næppe indgår) byde ind på – endnu.

Det har Enhedslisten til gengæld sat sig som en hovedopgave – og hvis Alternativet eller Alternativ-medlemmer og -sympatisører vil være med her, hvor det handler om at gøre visionerne til andet og mere end smukke og rigtige drømme i et valgprogram, så er de selvfølgelig mere end velkomne!

SAPs forretningsudvalg, den 27.april 2016

 

 

Opslået i SAP's ugekommentar

single.php