Lørdag den 11. juli samledes alle mulige “betydningsfulde personligheder” i Srebrenica på 20-års-dagen for massakren på mere end 8.000 bosniakker (bosniske muslimer), som blev begået af bosnisk-serbiske styrker under kontrol af Ratko Mladic.

Mladic er nu kommet for den Internationale Domstol i Haag, sigtet for krigsforbrydelser, sammen med Radovan Karadzic, den tidligere politiske leder af den bosnisk-serbiske stat. Massakren kom endnu mere i forgrunden på grund af den hollandske bataljons fejlslagne forsøg på at beskytte befolkningen i det "sikre tilflugtssted" Srebrenica – selv om FNs retningslinjer vedrørende deltagelse betød, at tropperne i realiteten ikke kunne beskytte andre end sig selv.

Den tidligere præsident i USA, Bill Clinton, undskyldte for, at der ikke var tilstrækkelig magt til at forhindre massakren, men glemte at nævne, at NATO allerede havde gennemført en del bombetogter før Srebrenicas fald og det efterfølgende folkemord. Han undlod også at påpege, at Srebrenica nu hørte til i Republika Srpska, den serbisk kontrollerede del af Bosnien-Hercegovina, som var forhandlet på plads med den tidligere præsident i rest-Jugoslavien, Slobodan Milosevic, i Dayton i 1995.

Men Clinton var ikke alene om at udstille en dårlig hukommelse og en manglende realitetssans. Stort set alle kommentarer i pressen, såvel som i BBC-tv-programmet En dødelig advarsel: Til minde om Srebrenica, undlod at forklare, hvad krigen, der rev det tidligere Jugoslavien fra hinanden, drejede sig om. Alting blev reduceret til etnisk had, mens de vestlige lederes virkelige skyld (deres politiske medskyld, ikke deres fejlslagne forsøg på at bruge tilstrækkelig magt) i det store hele blev skrevet ud af historien.

Ved at fokusere på Srebrenica havde kommentatorerne lukket øjnene for det, som førte til massakren – og også det, som fulgte efter.

Den væsentligste årsag til krigen i Bosnien-Hercegovina var den serbiske nationalismes fremvækst i Serbien – en fremvækst, som blev sat i gang af Slobodan Milosevic i Beograd. Milosevic gjorde sig til talsmand for et Stor-Serbien, hvad der førte til konflikt med det albanske flertal i Kosovo (dengang en autonom provins inden for Serbien) og den ungarske befolkning, der udgjorde den største nationale gruppe i Serbiens anden autonome provins, Vojvodina. Undertrykkelsen i Kosovo og Vojvodina skabte uro i de andre republikker i Jugoslavien, hvad der førte til løsrivelsen af Slovenien og Kroatien, og samtidig med det serbernes forsøg på at løsrive sig fra Kroatien i Krajina. Opmuntret af Milosevic fordrev de serbiske militser kroaterne og etablerede deres egen regering.

Men konflikten var ikke forårsaget af imperialister, der ville opløse den jugoslaviske føderation, som det antages af en stor del af den britiske venstrefløj, og heller ikke af den kroatiske præsident Franjo Tudjman. Der er overhovedet ingen tegn på et imperialistisk ønske om at opløse Jugoslavien – tværtimod tyder alt på, at de vigtigste imperialistiske magter i Europa ønskede at bevare Jugoslavien som én stat, og dermed også ét marked. Alle de kommunistiske partier i Jugoslaviens republikker gik ind for, at der blev åbnet op for kapitalistisk indflydelse, og Milosevic forsvarede heller ikke, i modsætning til myten, en "socialiseret økonomi" imod de pro-kapitalistiske separatister i Kroatien. Privatiseringer var rent faktisk længere fremme i Serbien end i nogen anden del af Jugoslavien.

Den centrale konflikt var heller ikke mellem Serbien og Kroatien. Det afgørende initiativ til at sætte sig op imod Milosevic´ forsøg på at udvide den serbiske kontrol over Jugoslavien blev taget af ledelsen i Sloveniens kommunistiske forbund. Slovenske forsvarsstyrker udkæmpede en kort krig imod den Jugoslaviske Nationale Hær (JNA). Eftersom Slovenien i overvældende grad var befolket af slovenere, med en meget lille procentdel af serbere, så besluttede Milosevic, at krig med Slovenien ikke tjente noget formål og beordrede JNA til at afslutte sine militære operationer.

Tudjman var iagttager af dette afgørende skridt i opløsningen af Jugoslavien, men bestemt ikke nogen ledende skikkelse. Den kroatiske præsident blev tvunget til at erklære uafhængighed, fordi den slovenske ledelse var indstillet på at forlade den jugoslaviske føderation. Den kroatiske uafhængighed var hverken planlagt af Tudjman (selv om han senere tog æren for den) eller i Berlin – som store dele af den britiske venstrefløj, med deres stærke anti-tyske fordomme, så ud til at tro. Det var en reaktion på Sloveniens uafhængighed – en uafhængighed, som lod Kroatien tilbage med truslen fra Milosevic´ storserbiske projekt.

Kroatien var imidlertid en helt anden sag for Milosevic end Slovenien. Der var en stor serbisk befolkningsgruppe i Kroatien, og Milosevic gik i gang med at piske frygten op blandt serberne. Minderne fra Den Uafhængige Stat Kroatien (under 2. Verdenskrig) blev genoplivet. Tudjman og den demokratiske ledelse blev stemplet som ustasja´er (de ekstremt brutale pro-nazistiske kroatiske styrker under Anden Verdenskrig), og alle kroater var følgelig ustasja´er.

Det var godt nok en noget anderledes fortælling end den, som Tito og partisanhæren havde skabt i Jugoslaviens Føderative Folkerepublik (som blev til Jugoslaviens Socialistiske Forbundsrepublik – SFRY – i 1963). For Tito var Ustasja fjenden, men det var de serbiske tjetnikker også (som nu pludselig kom ind i varmen igen blandt serbiske nationalistiske politikere), ligesom også nazistiske organisationer i Slovenien, Kosovo osv. Heller ikke det forstod størstedelen af venstrefløjen ret meget af.

For mange på venstrefløjen var alle kroater ansvarlige for Ustasja, mens "serberne" tilsyneladende var på "vores" side under 2. Verdenskrig. Det var især Tony Benn [venstreorienteret Labour-leder, o.a.], der gav udtryk for den slags. Hvis vi ser bort fra, at forskellige klasser bliver skåret over én kam i én nation, som om der ikke er nogen klasseforskelle, så tager dette syn på "serberne" som "vores" allierede ikke hensyn til temaer, der var centrale for Tito og partisanhæren i deres politiske og militære kamp. Vi har allerede nævnt deres fjendskab over for tjetnikkerne, men Titos partisaner kæmpede også imod en pro-nazistisk serbisk regering i Beograd, en regering, der pralede af at være den første i Europa, der skabte en "judenrein" (jødefri) stat. I modsætning til det så kæmpede kroater også sammen med serbere, bosniakker og alle de nationer og nationaliteter, som kom til at udgøre SFRY, i partisanhæren. Tito selv var halv kroat, halv slovener (ikke halv kroat, halv serber, som dele af venstrefløjen påstod under krigen i Kroatien og Bosnien).

Da først Slovenien og Kroatien havde forladt den jugoslaviske føderation, så mente Bosnien-Hercegovinas regering, at den ikke havde noget andet valg end at følge efter. Bosnien var den etnisk mest blandede af alle republikkerne og de autonome områder i den jugoslaviske føderation. Det var den republik, hvor den største del af befolkningen betegnede sig selv som "jugoslaver". Det var almindeligt, at mennesker med forskellig national og/eller religiøs baggrund giftede sig med hinanden. Der var meget få "etnisk rene" områder. Deraf fulgte så også det enorme omfang af "etniske udrensninger", som fandt sted.

Det var ikke bare sådan, at Bosnien var udsat for en krig, der blev ført af JNA og de bosnisk-serbiske styrker. Milosevic og Tudjman havde aftalt at dele Bosnien imellem sig. Så kroatiske militser og regulære kroatiske tropper kæmpede også imod Bosnien-Hercegovinas demokratisk valgte regering – samtidig med at serbiske styrker kontrollerede store dele af Kroatien. Den bosniske regering blev nægtet våbenleverancer af europæiske ledere. Det groveste udtryk for dette var den britiske udenrigsminister Douglas Hurds påstand om, at våbenleverancer til den bosniske regering ganske enkelt ville medføre "et jævnbyrdigt slagtehus". For Hurd, som for de fleste europæiske ledere, så var et "ujævnbyrdigt" slagtehus et mindre problem, end om det bosniske folk var i stand til at forsvare sig selv.

Men der var også et andet problem for europæiske regeringer: Lige meget hvor meget de prøvede at fremstille krigen som en krig mellem forskellige "grupperinger" i et land, hvor "det etniske had havde dybe rødder", så var virkeligheden i Bosnien-Hercegovina en anden. Hver eneste plan fra EU og FN var baseret på en etnisk opdeling af Bosnien-Hercegovina.

Der var selvfølgelig mange, der sluttede sig til de etniske udrensere, hvad enten det var serbere eller kroater, men ikke alle serbere og kroater bakkede op om nationalisternes dagsorden. Der var både serbere og kroater i den bosniske regering, såvel som bosniakker (bosniske muslimer). Den næstkommanderende i Bosnien-Hercegovinas hær var serber. I byerne blev folk fra alle nationaliteter tilbage og kæmpede for at forsvare deres by. I Tuzla organiserede minearbejdernes fagforening forsvarsstyrker, hvor der indgik serbere, kroater, bosniakker og andre nationaliteter. Noget tilsvarende var tidligere set i Kroatien, hvor serbere blev tilbage i Dubrovnik og Vukovar for at kæmpe imod fortalerne for et Stor-Serbien.

På trods af de største anstrengelser fra europæiske regeringers side for at besegle det multi-etniske Bosniens nederlag, så overlevede det. Efter pres fra USA gik Kroatien med til at stoppe sin krig i Bosnien og kæmpe sammen med den bosniske regering. Det åbnede op for, at der i en vis udstrækning blev leveret våben til Bosnien-Hercegovinas hær, især fra arabiske eller andre islamiske lande. Lige så vigtigt var det, at Milosevic blev uenig med sine allierede i den autonome Krajina-republik i Kroatien og i Republika Srpska i Bosnien.

På det tidspunkt, hvor Srebrenica-massakren fandt sted, havde Milosevic trukket sin støtte til Mladic og Karadzic tilbage. En dødelig advarsel: Til minde om Srebrenica har derfor fuldstændig ret i sin påstand om, at massakren blev begået af bosnisk-serbiske styrker. Men programmet undlader helt at nævne den rolle, som regeringen i Serbien spillede ved at påbegynde krigen, og også, trods et besøg i Tuzla, at nævne den multi-etniske karakter hos de kræfter i Bosnien, der bekæmpede Srebrenicas mordere. Programmet, som sendte nogle 19-årige briter til Bosnien for at informere folk om en krig, der stort set var glemt, undlod på den måde at sætte krigen ind i nogen som helst sammenhæng. De unge mennesker, der medvirkede, var tydeligt påvirkede af deres oplevelser, men havde stort set bare uddraget den lære, at vi skal være gode ved hinanden.

Milosevic´ tilbagetrækning af støtte til dem, som han havde bragt til magten i Kroatien og Bosnien, gav ham mulighed for at optræde som fredsmægler, et træk der hurtigt blev værdsat i Washington og i europæiske hovedstæder. Hvis krigen i Bosnien virkelig havde været en "borgerkrig", sådan som de vestlige regeringer og medier påstod, ja, som de stadigvæk påstår, hvorfor i alverden blev Milosevic (og Tudjman) så inviteret til Dayton?

Hvad kan vi så lære af Srebrenica?

1) I modsætning til, hvad Bill Clinton påstår, så har doktrinen om "liberal interventionisme" ingenting at gøre med at beskytte udsatte befolkninger, og alting at gøre med imperialistisk magt. Den indebærer primært anvendelsen af teknologisk overtag til at bombe dem, der blev opfattet som fjendtlige i forhold til vestlige interesser. Bomberne afskrækkede ikke de serbiske nationalister i Srebrenica (der havde allerede været en del bombetogter imod den bosnisk-serbiske hær før Srebrenica-massakren), mere end den har afskrækket Taliban, IS osv. Hvis man ser på, hvor store civile tab, der jævnligt forekommer på grund af bombninger, så er det meget sandsynligt, at det bidrager til at støtte dem, som de er rettet imod. Den "liberale interventionisme" er i bedste fald totalt nedladende, fordi den går ud fra, at folk ikke er i stand til at udkæmpe deres egne kampe uden aktiv indblanding fra USAs og Storbritanniens side; det vil i virkeligheden sige, at de vestlige magter vil sikre sig, at de behersker situationen og kan bestemme udfaldet.

2) Et andet aspekt heraf er, at de vestlige magter foretrækker at gennemføre bombetogter, frem for at bevæbne folk på jorden, så de bliver i stand til at kæmpe deres egen kamp. (Den eneste undtagelse herfra er noget militært udstyr til kurderne i Irak). Det ville selvfølgelig have været svært at levere våben til den bosniske regering, i betragtning af at Bosnien kun har en meget lille kyststrækning tæt på Dubrovnik, og at det ville være nødvendigt at fragte våben gennem Kroatien eller Serbien – i hvert fald indtil etableringen af den bosnisk-kroatiske alliance.

3) UNPROFOR-tropperne i både Kroatien og Bosnien var der for at beskytte FN´s interesser, ikke den lokale befolkning. FN skænkede ved at udstationere tropper et figenblad til at dække over den kendsgerning, at organisationen reelt udførte de serbiske militsers arbejde. Det betyder dog ikke, at FN ved andre lejligheder vil undlade at gribe direkte ind i konflikter, selv om det er svært at forestille sig en situation, hvor en FN-intervention ikke vil være et dække for en USA-intervention.

4) Storbritannien og USA er mere end villige til at samarbejde med brutale diktatorer. Milosevic blev en "statsmand", indtil hans næste krig i Kosovo. Milosevic (og Saddam Hussein, Gaddafi osv.) blev først belastninger, da de begyndte at køre løbet selv.

5) Historien bliver hele tiden skrevet om – især fordi meget af "historien" om krigen i det tidligere Jugoslavien lød besnærende til at begynde med. Vi bliver nødt til vedvarende at afsløre de usande historiske fremstillinger, som tv og andre medier disker op med.

Oversat fra Socialist Resistance (UK) af Niels Overgaard Hansen

 

Opslået i Balkan

single.php