Efter Rifondaziones højredrejning og Berlusconis comeback, har den italienske venstrefløj været i krise. Venstregrupperingen Sinistra Critica, der brød ud af Rifondazione i protest mod partiets støtte til Prodis regeringsførelse i december 2007 giver her et bud på, hvordan venstrefløjen kommer videre

 

Hele venstrefløjen taler om nederlaget til Berlusconi og højrefløjen, ofte i uorden og med opportunistiske svar. Med vores 11 teser forsøger vi at påpege, hvad vi anser for at være grundlæggende for en genopbygning af et nyt venstre, hvor vi starter helt forfra og på et helt nyt grundlag.
 

 

1. Tabet af den parlamentariske repræsentation er kulminationen på det italienske venstres fiasko efter opløsningen af det gamle Italienske Kommunistparti (PCI). Illusionen om at kunne leve videre på vælgernes trofasthed, uden virkelige rødder, uden et projekt og uden at den gamle partimodel var i stand til at fastholde sin forankring i samfundet, er blevet fejet bort.

 

Vi kan ikke udelukke, at venstrefløjen kan genvinde nogle af dets tabte stemmer ved fremtidige valg. Men dette ville ikke opveje nederlaget, men blot være arven af stemmer uden rødder og uden støtte fra unge arbejdere og i samfundet.

 

Et nyt venstre vil først og fremmest genopbygge sig selv ved at feje alle de gamle ledelsesgrupper, der er ansvarlige for nederlaget, væk. Men dette kræver først en forståelse af, hvorfor intet bliver gjort for at løse problemet, skønt det bliver stadigt mere alvorligt ved hver forandring i Italiens politiske liv, og til trods for at løsningen ligger lige for.

 

2. I stedet for genopbygning mener vi, at man i dag må tale om nyopbygning af et antikapitalistisk klassebaseret venstre på et nyt grundlag.

 

Det har været umuligt at slå rødder, fordi vægtningen udelukkende har ligget på de institutionelle muligheder, der sammen med den bureaukratiske arv har gjort sådanne forsøg forgæves på en baggrund af globalisering og forvitringen af det 20. århundrede arbejderbevægelse.

 

At slå rødder i et samfund indebærer langsigtet, tålmodigt og usynligt arbejde, der ikke nødvendigvis på kort sigt giver afkast ved valg. For professionelle politikere, der er drevet af personlige krav om materielle goder og magt, har det været nemmest at klamre sig til magtpositioner i institutioner.

 

De processer, der giver adgang til disse positioner, adskiller sig fra de processer, der er nødvendige for at slå rod i samfundet.  Det er også derfor, vi ikke interesserer os for udslidte ledelsesgrupper, der er døve over for virkeligheden. Heller ikke i genkendelige grupperinger eller i opportunistiske manøvrer for at vinde nogle få pladser i parlamentet.

 

Vi er interesserede i en ”ny begyndelse”, med udgangspunkt i en anden historie, der er befriet for det 20. århundredes bureaukratiske indflydelse på nutiden, og som kan genvinde forestillingsevnen og motivationen til at opbygge et alternativ til venstre.

 

3. Et nyt klassevenstre må være antikapitalistisk, eller det vil ikke kunne eksistere. Kvinder, mænd og kloden kan ikke længere holde til vægten af de private interessers absolutte magt, til driften mod genoprustning og krig, og den reaktionære drømmeverden, som denne tilstand skaber.

 

Helt enkelt udtrykt betyder dette at gå imod kapitalismen. Knapt så enkelt indebærer det, at regeringsførelse sammen med kapitalismens repræsentanter og forsvarere forhindrer genfødslen af et venstre, der rent faktisk ønsker at forandre verdenen.

 

Det er ikke blot et revolutionært perspektiv at foreslå en passende afstand til regeringer. Selv med en ægte forpligtelse overfor reformer må man indse, at det ikke længere er muligt at deltage i regeringer under de nuværende styrkeforhold.

 

4. Vi foreslår at starte forfra med udgangspunkt i oppositionen. Ikke fordi vi føler os kaldet til at være en minoritet, men ganske enkelt fordi den eneste måde, vi kan reagere mod systemet, er ved at fremkalde og organisere politisk og social opposition gennem bevægelser, kampe og spredte former for selvorganisering.

 

Det 20. århundredes arbejderbevægelse vandt vigtige sejre i opposition. I dag er det også muligt at organisere en spredt modstand i oppositionen og få held til at vinde sejre og erobre rettigheder, der giver grobund for en alternativ vision.

 

Af denne grund er det ikke mulig at regere sammen med PD [Partito Democratico, den centrum-venstre koalition, som Rifondazione gik med i i 2007 red,] – hverken på nationalt eller lokalt niveau.

 

Det er ikke muligt at regere sammen med de, der i bedste fald forsvarer den eksisterende orden, og har et administrativt og autoritært udsyn og som derfor baner vejen højreorienterede kræfter. Tilfældet med bystyret i Rom taler sit tydelige sprog.

 

5. Sejren for Belusconi og Liga Nord fuldendte det gradvise skift til højre i Italien og den 20- årige svækkelse af i forvejen svækkede sociale kræfter.

 

Berluconis ”Frihedens Folkeparti” (PDL) vil forsøge at opbygge en ”alvorlig og ansvarlig” højreregering, men vil også søge at etablere rødder i sociale lag, der ikke har opgivet sin populistiske og reaktionære natur, som Finis opførsel har vist [Gianfranco Fini er leder af Berlusconi-regeringens støtteparti Alleanza Nazionale – et konservativt parti med rødder i den fascistiske bevægelse, red.].

 

Samtidig prøver regeringen at være nyttig for Confindustria (den italienske arbejdsgiverforening), der ønsker at igangsætte angreb i fuld skala mod arbejderbevægelsens resultater. Regeringen planlægger at starte med den landsdækkende overenskomst.

 

Den vil søge støtte hos PD mod overenskomsten, da dette parti har et tilsvarende standpunkt. Dermed vil forsøget på at skabe et to-parti system i italiensk politik fortsætte.

 

Svaret på denne situation involverer ikke sort magi, men i stedet tilknytning til sociale bevægelser, der kan inddrages i en enhedsfront af kampe og en fælles alternativ vision.

 

I denne sammenhæng udgør gendannelsen af klassekæmpende fagforeninger – med udgangspunkt i en klar og tydelig opposition i CGIL og en progressiv aktionsenhed blandt fagforeningsmedlemmer på gulvet – et afgørende våben.

 

Det er det vigtigste mål for et hvilket som helst nyt antikapitalistisk projekt: Enhed i kampene og bevægelserne er uundværlig i dag for at kunne modstå de højreorienterede kræfter og gøre fremskridt mod dannelsen af et klassekampsvenstre.

 

6. Det nye venstre kan ikke have en enkelt identitet. Arven fra fortiden er ikke tilstrækkelig til at give mening til politisk repræsentation og de forskellige traditioner må mødes dialektisk.

 

Vi sigter på et antikapitalistisk, økologisk, kommunistisk og feministisk venstre. Ikke for at samle tilfældige strømninger, men for sammen at finde en fælles referenceramme og et fælles opbygningsprojekt.

 

Men denne multiidentitet kan ikke bare udråbes. Den må praktiseres: Et feministisk venstre er et, der accepterer kvinder som hovedpersoner og således også deres kampe.

 

Et økologisk venstre betyder at man ikke accepterer nogen kompromisser, når det drejer sig om at beskytte miljøet.

 

Et kommunistisk venstre indebærer fortsat kamp for et brud med det eksisterende sociale system og opbygning af en virkelig bevægelse for at afskaffe den herskende orden.

 

Dette betyder også et internationalistisk venstre, der er i stand til at opbygge et internationalt projekt, som baserer sig på fælles praktisk og teoretisk arbejde. Derfor ser vi nøje på erfaringerne med det europæiske antikapitalistiske venstre.

 

7. Absolut demokrati vil være et afgørende middel til at opbygge en ny begyndelse. Vi kan ikke længere acceptere, eller bygge, et venstre baseret på karismatiske ledere, ufejlbarlige ledelser, ubevægelige bureaukratier, skandaløse karrieremagere eller institutionelle udskridninger.

 

Vi ønsker et venstre, der bygger på aktiv deltagelse og demokratiske spilleregler. Regelmæssige landsmøder og gennemskuelige vedtægter er ikke tilstrækkelige.

 

Det vil kræve præcise tiltag: Konsekvente rotationsprincipper på alle niveauer, lønniveauer baseret på gennemsnitlige italienske lønninger, kønskvotering, respekt for seksuelle mindretal og selvfinansierede politiske aktiviteter.

 

I stedet for ledere og rigide ledelser, vil der være behov for aktivistiske kollektiver på alle niveauer, regionalt, emnemæssigt og landsdækkende.

 

8. Dette venstre vil opbygge sig selv i den levende verden af modsætninger og sociale konflikter, ikke i magtens korridorer eller endnu værre, i salonerne.

 

Det er ”hånd til hånd” arbejde, som må bygges på og skabes af gensidig hjælp, social anvendelighed, og en følsomhed overfor behov, organisering og sejre.

 

Dette betyder at slå sociale rødder, der ikke er generelle eller abstrakte. Disse rødder må vokse ud af nye realiteter og især det nye proletariat – den nye sammensætning af arbejderklassen, med udgangspunkt i indvandrere.

 

Det indebærer diskussioner om formerne for social selvorganisering og den type af incitament som underpriviligerede dele af klassen kan udvikle. Det kan ikke opnås gennem et bureaukratisk krystalliseret apparat, men er afhængigt af bidrag fra aktivister, der nægter at give op.

 

Det er den opgave, der venter os. Radikalitet, frem for alt klasseradikalitet, er nøgleordet til at gøre venstrefløjens politisk troværdig og tiltrækkende i dag.

 

9. Genopbygningen af venstrefløjen forudsætter også dybtgående diskussioner. Disse må være tilbundsgående og ikke rituelle, om det samfund, vi ønsker og vigtige delmål.

 

Vi foreslår et demokratisk, socialistisk samfund, selvstyret, med udgangspunkt i behov og ikke i private interesser.  Det vil være grundlagt på kollektiv ejendom af de vigtigste produktionsmidler, økologi og seksuel frigørelse.

 

Dette er ikke en abstrakt model fra oven, men en bevægelse fra neden, der forandrer virkeligheden, som vinder legitimitet og styrke i kampenes og forandringernes levende hjerte.

 

Det betyder gentænkning og opbygning af en politisk organisation, der kan arbejde og kæmpe for dette mål, uden at opfatte sig selv som den eneste indehaver af en forestillet sandhed, uden at efterabe tidligere erfaringer, uden at gentage magtroller og -forhold.

 

Det betyder en organisation, der er i stand til at aflæse virkeligheden og tage del i at forandre den. Men vi ønsker ikke at udråbe os selv som denne kraft, vi ønsker rent faktisk at opbygge den. Det er derfor, vi er en politisk bevægelse.

 

Det betyder ikke, at vi opgiver at organisere os selv eller at udvikle et kollektivt projekt – opbygningen af Sinistra Critica er en del af denne udvikling.

 

10. Et nyt venstre vil blive opbygget her og nu, under presset fra en situation, der domineres af Berlusconis regime og PD’s pragmatiske tilpasning.

 

Prioriteringen består i at organisere en social opposition ikke blot i ord, men ud fra virkelige behov. De vigtigste opgaver for denne opposition forbliver efter vores opfattelse: Kampen mod løsarbejde, fortsat kamp mod afmontering af social sikkerhed og pensionsordninger, kampen for en mindsteløn på 1300 Euro og socialhjælp på 1000 Euro og forsvar af den landsdækkende overenskomst.

 

Prioritering inkluderer kampen mod krig og militære ekspeditioner, uanset om det er Afghanistan eller Libanon, mod militærbaser, først den i Vicenza [amerikansk militærbase i Norditalien, red.], og udgifter til militæret.

 

Det indebærer også kampe for forsvaret af miljøet ude i regionerne mod unyttige eller skadelige prestigeprojekter og privatiseringer; forsvaret af kvinders ret til at bestemme over egen krop, for fri abort og prævention; fuld frihed for seksuelle mindretal gennem anerkendelse af deres organisationer, kampen mod racisme, anti-terror hysteri og det nye fremmedhad mod sigøjnere.

 

Denne kamp må også tage sigte på afskaffelsen af neo-fascitiske lovtiltag i Rom og Napoli rettet mod immigranter, kamp for klasseenhed mellem fremmed- og italienske arbejdere, nye borgerrettigheder, permanente opholdstilladelser, og retten til menneskers fri bevægelighed.

 

Dette vil også være den vigtigste prøve for oppositionen mod højrekræfterne, det område som alle politiske kræfter vil blive målt på, og hvor bevægelser hurtigt må etablere tilstrækkelige instrumenter til omtanke og mobilisering.

 

11. Opbygningen af det antikapitalistiske venstre kræver engagement fra en ny politisk generation. Denne nye generation har intet ansvar for den gamle venstrefløjs ruiner.

 

En ny politisk generation er ikke nødvendigvis ensbetydende med den ungdomskult, der optrådte ved sidste valg, men må være det mest ægte udtryk for de nye sociale bevægelser og kampe, der fortsætter med at udvikle sig over hele Italien. Fra de ”oprørske borgere” i Vicenza og Val di Susa til arbejdere, der yder modstand i bitre klassekampe, nyfeminister, der ønsker at leve i frihed og ikke blive kommanderet rundt, bøsse-lesbiske aktivister, som nægter at acceptere det andenrangsliv, som Vatikanet vil påtvinge dem, indvandrere, der kæmper for rettigheder.

 

En ny politisk generation, der er vokset op uden at kopiere forbilleder, men som ikke affinder sig med at tro, at dette er den bedste af alle tænkelige verdener og som er parat til at kæmpe for et andet samfund.

 

Sinistra Criticas nationale ledelse, 10. maj 2008

 

Sinistra Critica blev dannet i januar 2007 af et mindretal i Rifondazione (det gendannede kommunistparti). Dette mindretal gik imod Rifondaziones deltagelse i Prodi-regeringen. Bandiere Rossa, den italienske sektion af Fjerde Internationale er en del af Sinistra Critica.

 

Oversat og redigeret fra engelsk udgave af Peter Kragelund og Nina Trige Andersen

Opslået i Sydeuropa, Venstrefløj

single.php