De arabiske opstande har flyttet heltestatus fra Osama bin Laden til folket, et skifte, som kan slå tilbage mod USA. Stillet over for det arabiske folk og dets ønsker, kan Washington meget velkommen til at fortryde tabet af den belejlige fjende, som bin Laden udgjorde.

 

Som de fleste andre terrorangreb iværksat af mere eller mindre ukendte undergrundsgrupper, var al Qaedas angreb den 11. september et forsøg på profitere på omfattende sociale og politiske frustrationer. Al Qaedas mål var at give sig selv en helterolle og derved få en bred opbakning. Den slags målsætninger kan kun lykkes – i forskelligt omfang – når der allerede eksisterer en dyb frustration. Det gælder for eksempel, når der er en udbredt fattigdom, et forhadt, despotisk regime, utålelige sociale uligheder eller udenlandsk besættelse.

Disse betingelser er i udstrakt grad til stede i den arabiske region. I lyset af den igangværende opstand i dette område er der næppe grund til at betvivle de anspændte indenrigspolitiske spørgsmål, som har påvirket den arabiske region i årtier. Jeg vil hellere vende tilbage til det spørgsmål, som har optaget amerikanerne siden den 11. september: ”Hvorfor hader de os?”

Den kendsgerning, at 10 unge arabiske mænd var parat til at dø den morgen den 11. september for at påføre USA den størst mulige skade var et pinefuldt wake-up call for amerikanerne. De fleste amerikanere havde aldrig hørt om al Qaeda eller Osama bin Laden før dette. De fleste havde næppe nogen forestilling om, hvor intenst arabere hader USA og dets regering. Og dette had var ikke begrænset til arabere. Det strakte sig ud til det meste af den sydlige halvkugle (Afrika, Mellem-og Sydamerika, og det meste af Asien).

Ikke fordi der var en masse frivillige til selvmordsangreb i den arabiske verden eller i de andre dele af verden. Bortset fra et lille mindretal, var det et passivt had. Kendsgerningen er imidlertid, at angrebet den 11. september blev hilst velkommen med skadefryd, ikke bare i Mellemøsten, Nordafrika og andre muslimske lande, men overalt i verden.

Min egen erfaring om dette sidder solidt fast i erindringen. Jeg var på rejse i Østasien kort efter 11. september og opholdt mig kortvarigt i Hong Kong. Vagten i den bygning, hvor jeg boede, en gammel kineser, som tidligere havde været politibetjent – og som vidste, at jeg var araber – sagde på sit primitive engelsk: den mand, den mand fra dit land, stor mand, stor mand!” Først forstod jeg ikke, hvad han mente, og spurgte, hvilken mand han snakkede om. Han svar forbavsede mig: ”Bin Laden,” sagde han.

Osama bin Laden havde fået heltestatus næsten fra den ene dag til den anden. Fra denne fatale dag, skulle hans ansigt endda pryde T-shirts i det sorte Afrika eller Latinamerika, men ikke i de arabiske lande, hvor de lokale regimer med rette opfattede bin Laden som en alvorlig trussel. Og ganske rigtigt ville al Qaedas leder ikke lade chancen gå til spilde for at opfordre til at vælte disse regimer.

Hvordan kunne en sådan skrækkelig forbrydelse med tusinder af ofre skabe et billede af Osama bin Laden på verdensscenen som frelser for ”verdens udskud”? Fordi hans popularitet skyldtes dette: Folk var frustrerede over, at deres stater ikke formåede at konfrontere supermagten USA, og de så med begejstring på, at bin Laden ”repræsenterede” dem ved at tage revanche mod verdens globale politibetjent. Men hvorfor var folk så opsatte på at tage hævn, og hvorfor på så frygtelig en måde? Eller: “Hvorfor hader de os?”

Det er interessant at genlæse det svar, som George W. Bush gav på det samme spørgsmål, da han talte til en fællessamling i den amerikanske Kongres den 20. september 2001: ”Amerikanerne spørger, hvorfor hader de os? De hader det, som de ser lige her i denne sal – en demokratisk valgt regering. Deres ledere er selvudnævnte. De hader vores frihed – vores religionsfrihed, vores ytringsfrihed, vores frihed til at stemme og forsamles og at være uenige med hinanden.”

Tomheden i denne forklaring fremstår endnu mere klart i dag end for ti år siden. Bortset fra det åbenlyst absurde i, at en gruppe mænd skulle begå selvmord, bare fordi de ikke kan lide friheden i et andet land langt væk, hvordan kan nogen så påstå, at motivet til det had, bin Laden personificerede, var vreden over frihed og demokrati? Kendsgerningen er, at de, der klappede af bin Laden i den arabiske verden, var underkuet af despotiske regimer, som deres nye helt havde lovet at smadre. Det blev faktisk anerkendt i den samme tale, da Bush sagde: ”de (al Qaeda) vil vælte siddende regeringer i mange muslimske lande, såsom Egypten, Saudi Arabien og Jordan.”

Den underliggende påstand, som George W. Bush´ kom med i sin tale, var, at det såkaldte had mod frihed og demokrati, blev værdsat højt blandt arabere og muslimer, og at Washingtons arabiske venner, trods deres mangel på demokratiske standarder, alligevel var mere ”oplyste”. Den ”orientalistiske” opfattelse af arabere og muslimer som folk, der er forfaldne til despoti – som et udtryk for deres ”kultur” – gemte sig ganske åbenlyst bag præsidentens udtalelse. Hvordan skulle man ellers forene Washingtons påstand om at iværksætte en ”civiliserende mission” med støtten til og alliancen med despotiske regimer i området?

Den store arabiske opstand i 2011 underminerede i vid udstrækning selve muligheden for at komme med den slags udtalelser. De vil selvfølgelig ikke forsvinde, men de er blevet meget mindre konsistente og troværdige, end de var før. Ideen om at arabere er forfaldne til despoti har aldrig været andet end en optisk illusion, som skyldes det faktum, at de tilsyneladende accepterede despoti. Denne kulturelle forklaring blev ofte givet for at retfærdigøre, at den arabiske region omfattede en imponerende samling formørkede absolutistiske regimer, som om det var en stor naturlig reserve af forældede regerings-institutioner. Den samme illusion blev forstærket af det indtryk, at alle de steder, hvor arabiske folk forkastede deres regering, gjorde de det mest for at støtte kræfter, som gik ind for endnu mere despotisk, religiøst herredømme.

Problemet var at forveksle en positiv støtte til islamiske fundamentalistiske bevægelser med det, der kun var et lån fra det eneste tilgængelige redskab til at udtrykke sin utilfredshed. Islamiske kræfter var ofte den eneste nationale opposition med et minimum af troværdighed. De blev tolereret som sådanne i de fleste USA-venlige regimer (Tunesien var undtagelsen, men kun efter 1990), fordi disse regimer – hvad enten det var de forskellige arabiske monarkier, eller i Egypten eller i Yemen. ofte begyndte at give indrømmelser til de mest reaktionære religiøse følelser som et dække for deres upopulære inden- og udenrigspolitik.

Med opstanden i 2011 er der pludselig kommet nye spillere på den arabiske scene, som har grupperet sig efter markant ensartede linjer i næsten alle regionens lande. De udgør en ny generation af liberale i den amerikanske betydning, det vil sige socialliberale, som er meget forskelige fra de klassiske liberale, som var fremtrædende i arabisk politik før Anden Verdenskrig, og som uddøde næsten aldeles efter den første arabisk-israelske krig i 1948 og den efterfølgende fremvækst af nationalistiske kræfter.

Denne nye generations politik er snævert formet af den nye kommunikationsteknologi, på flere måder. Deres tilgang til liberale værdier er påvirket af adgangen til den globale kultur, som er sket siden ”informations-tidsalderen”. Deres evne til at komme i kontakt, handle sammen og organisere sig, er snævert afhængig af brugen af det globale kommunikationsnetværk. Hvis det er meget forsimplet at beskrive den arabiske opstand som en række ”Facebook-revolutioner”, så kan det på den anden side forsvares at beskrive dette omfattende netværk af hovedsagelig unge mennesker som en overvejende Facebook-bevægelse.

Denne liberale strømning har, sammen med forskellige venstrefløjsgrupper, været og er stadig motor i gennemførelsen og organiseringen af opstanden. I de fleste tilfælde sluttede islamiske kræfter sluttede sig først til bevægelsen, efter at den var sat i gang. Initiativerne fra alliancen af liberale og venstreorienterede udløste en kædereaktion af folkelige opstande, som formodentlig endnu kun er i sin vorden. Det skete på baggrund af dyb folkelig utilfredshed med en lang række sociale, økonomiske og politiske faktorer – en utilfredshed, som i det sidste årti kom til udtryk i mange forskellige slags sociale protester i adskillige arabiske lande. Det mest udbredte slogan, som har stået øverst på listen over krav i dette store regionale oprør har været: ”Folket ønsker …” Det er den arabiske udgave af ”Vi, folket”, som indleder præamblen til den amerikanske forfatning fra 1787. Det er det mest tydelige udtryk for, at det er folket, som er den nye helt på scenen.

Og når folket bliver hovedaktør på scenen – uanset hvor det sker, og uanset de enkeltpersoner, der bakker op, shuhada, eller martyrerne, som de bliver kaldt af massebevægelsen – så bliver alle de tidligere helte-substitutter løbet over ende. Den britiske journalist Robert Fisk havde ret, da han i avisen The Independent (3. maj, 2011) med reference til drabet på bin Laden skrev, at ” massernes revolutioner i de sidste fire måneder i den arabiske verden betyder, at al Qaeda allerede var politisk død.”

”Bin Laden fortalte verden – faktisk fortalte han mig det personligt – at han ønskede at smadre de pro-vestlige regimer i den arabiske verden, Mubaraks og Ben Alis diktaturer,” skrev Fisk. ”Han ønskede at skabe et nyt islamisk kalifat. Men i disse sidste få måneder har millioner af muslimer rejst sig og været forberedt deres eget martyrium – ikke for islam, men for frihed og demokrati. Bin Laden kom ikke af med tyrannerne. Folket gjorde. Og de ønskede ikke en kalif.”

Er denne nye kollektive helt, som tørster efter frihed og demokrati, så overens med USA, som ser sig selv som den ypperste varetager af disse værdier? Absolut ikke, hvilket enhver vil være enig i, som har bemærket, hvad de forskellige mobiliseringer har haft at sige om USA’s politik i området. Selv i Libyen, hvor man måtte forvente, at det folkelige oprør udviste taknemmelighed til Washington på grund af den militære intervention, er der en dyb frustration over, hvordan revolutionen er blevet kidnappet af en vestlig alliance, som nægter at levere de våben til rebellerne, sådan som de har krævet siden NATO-interventionen startede. Vestens mistro mod de libyske oprørere er gensidig. Der er ingen anden forklaring på, hvorfor oprørerne har afvist vestlig intervention på landjorden indtil nu.

Roden til det had mod USA, som er fremherskende blandt arabere, har ingen forbindelse med en afstandstagen til frihed og demokrati, eller et “kulturelt” sammenstød. Sandheden er, at det, som forfatteren til ”Civilisationernes Sammenstød”, Samuel Huntington, kaldte ”det demokratiske paradoks” – hvilket han definerede som den kendsgerning, at ikke-vestlige samfunds overtagelse af vestlige demokratiske institutioner fremmer og åbner op for, at lokale og anti-vestlige politiske bevægelser får magten,” – dette har intet at gøre med ”civilisation”, og alt at gøre med stormagtspolitik.
Grundene til den arabiske vrede mod Washingtons politik er mange og velkendte. De går fra USA’s støtte til Israel, som næppe forsvinder uanset hvor arrogant og brutal den israelske regering opfører sig, til besættelsen af Irak, Washingtons støtte til despotiske regimer, som formodes at beskytte amerikanske interesser – især olien – mod det ”demokratiske paradoks”, som Huntington beskriver. Derfor vil det såkaldte paradoks blive ved med at være rigtigt i Mellemøsten.

Den igangværende demokratisering i den arabiske verden vil, hvis den ikke afbrydes af et kontrarevolutionært tilbageslag, med sikkerhed og i stigende omfang dreje regeringernes politik i en retning, som står i modsætning til USA imperialistiske skema og interesser i et omfang, som bin Laden aldrig ville kunne have opnået. Med mindre vi ser en vidtrækkende skifte i Washingtons Mellemøst-politik, så vil skiftet af helterollen fra Osama bin Laden til ”folket” vise sig at være til alvorlig skade for USA’s regionale interesser. Stillet over for ”folket” og dets ønsker, kan Washington meget velkommen til at fortryde tabet af den belejlige fjende, som bin Laden udgjorde.

Gilbert Achcar er libanesisk akademiker, forfatter og socialistisk aktivist. Han underviser på School of Oriental and African Studies på University of London og har udgivet en række bøger om især mellemøstlige forhold. Oversat af Karina Skov fra webmagasinet International Viewpoint.

Opslået i Arabiske revolutioner

single.php