Et rids over Europas nyere historie fra 1890 og frem til i dag med omdrejningspunkt i, hvad forfatteren kalder deltagelse og massepolitikkens fremkomst, er nu kommet i et kæmpeværk. Og når det sker i samspil med stormagternes ageren i det internationale system, så opstår der krise – deltagelseskrise.

Udgangspunktet er massepolitikkens tidsalder – et fænomen, hvis gennembrud og udvikling førte til – ja, “deltagelseskrise”. Ikke mindst var arbejderbevægelsens opstart det, der var modprojektet til de herskende tilstande, specielt dens organisatoriske netværk og modkultur. Det var med andre ord underklasserne, specielt arbejderklassen, der havde været den drivende kraft i deltagelsen og massepolitikken. Det er her, forfatteren Curt Sørensen tager sit afsæt.

 

Curt Sørensens ledetråd er en kritisk gennemgang af, hvad der har været forsket i tidligere og nu. Han gennemgår andres forskning og sætter den under kritisk lup, og gennem denne kritik er der heller ingen tvivl om forfatterens positioner i disse voldsomme perioder i Europas historie. Der er tale om et kæmpe stof, herunder Første og Anden Verdenskrig og deres baggrund. Eller rettere forskellige forklaringer og analyser af, hvad og hvorfor det skete, og hvad konsekvenserne blev helt op til nutiden.

 

Imperiers sammenbrud
Kapitalismens historiske brud med hidtil dominerende former for akkumulation og tilegnelse åbnede op for et helt nyt politisk rum. Der blev også rum for massepolitikken – altså også for en ikke-demokratisk og højrepopulistisk massepolitik, der kunne fylde tomrummet ud, når arbejderbevægelse og socialister ikke kunne eller ikke evnede i givne situationer. Massepolitik og deltagelse med videre var tvetydig rundt om i Europa. Demokratiseringens gennembrud efter Første Verdenskrig blev i sidste ende en følge af krigens vældige sociale mobilisering, autokratiernes nederlag og frygten for social revolution.

 

Udviklingen får vidt forskellige former gennem Europa, fra til vest, alt efter påvirkning af fremmede magters indtrængen i områderne. Det var, for at nævne Østeuropa, det Osmanniske Imperium, Habsburg-imperiet og Romanov-imperiet, der ødelagde den påbegyndte statsbygning her. Disse brød sammen som en del af udfaldet af Første Verdenskrig og banede vej for dannelse af nationalstaterne her.

 

Reform og revolution
Curt Sørensen skriver historie modsat den gængse individfokuserede opfattelse. Som han skriver: “Menneskene producerer de sociale forhold, og de sociale forhold former menneskene. Og “produktion” er ikke bare produktion af økonomiske goder, men produktion af samfund”. Og han sætter alle forhold, stat, nation med videre, ind i en sådan forståelse.

 

De kendte strømninger i arbejderbevægelsen og blandt socialister kommer også til orde i bogen – som i den tyske reformisme, revisionisme, revolutionsdebatten før Første Verdenskrig med aktører som Bernstein, Kautsky og Luxemburg.

 

Det lykkedes i august 1914 at få arbejderne og Socialdemokratiet inddraget i den nationale konsensus. Håbet fra tidligere udtalelser på kongresser internationalt om internationalt broderskab/søsterskab, solidarisk kamp mod militarisme og krig og en enig arbejderklasse forsvandt. Det forandrede radikalt situationen i Europa – og internt i arbejderbevægelse og blandt socialisterne.

 

I Rusland lavede de revolutioner. Men revolutioner var og kan ikke bare være “den korrekte teori” frembragt af socialister. Som Curt Sørensen skriver, slår teorier ikke umiddelbart ned i “virkeligheden” og ændrer denne. Revolutioner “laves” ikke bare. De er komplekse processer, hvor de centralt placerede aktørers opfattelser og målsætninger er forholdsvis underordnede, og hvor resultaterne som regel bliver helt andre end de tilsigtede.

 

Hos de revolutionære teoretikere viste det sig – ikke mindst hos Lenin – at de hen ad vejen, og ikke mindst i 1917, justerede og ændrede teorien. Med andre ord var det ikke teorien, der frembragte revolutionen, men revolutionen, der producerede teorien. Kort sagt – som forfatteren også skriver – var den russiske revolution et produkt af flere sæt af faktorer: Landets hele forudgående samfundsudvikling, verdenskrigen og de centralt placerede aktørers valg og handlinger i år 1917.

 

Fascismen sejrer
Efterfølgende borgerkrig og senere staliniseringen af Sovjetunionen bliver grundigt analyseret i dets samspil med verdenspolitikken. Og ikke mindst revolutionens nederlag, og det lange rids over konsekvenserne af dette.

 

Ligeså omfattende og mere til analyseres situationen efter Første Verdenskrig i Tyskland og i andre lande, fx Østrig med en særlig socialistisk arbejderbevægelse der og fascismens – tredeling – i dette land. Om socialisterne her skriver Curt Sørensen: “Hele det østrigske Socialdemokratis omfattende reformarbejde og dets kamp for demokrati og socialisme var flettet sammen med partiets vældige organisatoriske og kulturelle arbejde. Intetsteds i den traditionelle ordens og kapitalismens verden har et socialistisk arbejderparti nogensinde nået en sådan mobilisering af arbejderbefolkningen”.

 

Fascisme og nazisme bliver diskuteret over mange sider samt gennemgang af de forskellige teorier herom. Begreberne skal ses forskelligt alt efter nationale udspring, men dog med en række fælles træk. Såvel Mussolini som Hitler blev inviteret til at overtage deres embede som regeringsledere efter forudgående forhandlinger med den bestående ordens ledende politikere.

 

De to store tyske arbejderpartier, Socialdemokratiet og Kommunistpartiet, forstå ikke og evnede heller ikke at stå sammen mod den fascistiske trussel. Den tyske arbejderbevægelse gik til grunde i orgier af voldsudøvelse. Den sidste rest af novemberrevolutionen – ved Første Verdenskrigs afslutning – og af den politiske arbejderbevægelses organisationer og visioner var knust. Omvendt indebar nazismens egen magtovertagelse dog ikke nogen “social revolution”, men en politisk “kontrarevolution”. Den sociale og økonomiske grundstruktur forblev intakt under en ny politisk elites politisk-ideologisk dominans.

 

Tørner sammen
De to nu relativt nye diktatoriske regimer, nazisme og stalinisme – ganske vist med hvert sit samfundssystem –  tørnede sammen i verdenshistoriens største krigsslag. I juni 1941 væltede 3 millioner tyske tropper plus en halv million allierede tropper ind over grænserne til Sovjetunionen. Kampene på østfronten skulle med enorme omkostninger for både Tyskland og Rusland komme til at afgøre Europas fremtid.

Uhyggeligheden i sporene fra disse diktaturer i øst og vest dokumenteres grundigt samt forskellene og lighederne hos disse to systemer. Som skrevet i bogen: “I Sovjetunionen kostede Stalins moderniseringsambition indadtil millioner af sovjetborgere livet; i Tyskland førte Hitlers perverse visioner til massemord og folkedrab udadtil. Stalins diktatur gik primært ud over hans eget folk; Hitlers diktatur gik primært ud over andre folk”.

 

Demokrati ingen selvfølge
Bogen føres helt op til i dag med de store arbejderpartier rundt om i Europa. De får dette med på vejen: “……kulminerende i dag med massedeltagelsens forfald og socialdemokratiske partiledelsers og professionelle politikeres overtagelse af en neoliberalistisk dagsorden og en teknokratisk statsforvaltnings filosofi og praksis”.

 

Og i samme ombæring: “Den centraleuropæiske socialistiske massekultur og -bevægelse blev først knust af fascismen og nazismen; senere, i det opståede tomrum, rullede den amerikanske massekultur så, som overalt i Vesteuropa og senere i Østeuropa, ind. Den europæiske arbejderbevægelses demokratiske massekultur blev fortrængt af en ny kommercialiseret kultur, der var forankret i efterkrigens politiske og økonomiske europæiske rekonstruktion under amerikansk dominans”.

 

Demokrati er ingen selvfølge – heller ikke i moderne tid. Ej heller er det noget, alle – næsten – har tager til sig. Men afgørende for demokratiske tiltag er arbejderklassen som den afgørende positive faktor i den senere fase af den europæiske demokratiudvikling. Der ligger heller ingen automatik i, at demokratiformer er kommet for at blive. Andre tendenser eksisterer i dag og er under fuld udvikling. Og Europa er slet ikke færdig med fascismen – det er en af advarslerne i bogen

 

Klasser
I bogen er også en gennemgang af klasser som forudsætning for forståelse af samfundene, af de politiske fænomener og så videre. Som Curt Sørensen skriver: “Hvis man opgiver klasseanalysen, slår man sig et vigtigt, skarpt og kritisk instrument af hænde. Dette gælder i øvrigt også ved analyser af andre samfund”.

 

Nutidens demokrati bevæger sig henimod et “postdemokrati” med politikere, der mere og mere udgør en klasse med egne interesser, skriver forfatteren. Kapitalismens og neoliberalismens triumf har undermineret kapitalismens økonomi samt dens sociale grundlag og legitimitet. Velfærdsstaten er under pres, og den demokratiske kompromiskonstruktion fra 1945 er på retræte. Deltagelseskrisen består og er stadig uløst. Men feticheringen af de bestående produktionsforhold er fortsat altomfattende.

 

Curt Sørensen bruger Karl Marx i nogle af de afsluttende vendinger: “Arbejderklassens frigørelse må være arbejderklassens eget værk”. Så enkelt er det – og så svært – som han skriver.

 

Brug den
Skal bogen komme længere ud end til nogle af landets universitetsbiblioteker og snævre marxistiske studiecirkler – og det skal den – kan man bare se dens glimrende indholdsfortegnelse, hvor man umiddelbart kan gå ned i historien og til de enkelte lande og emner. Bogen er fyldt med enorme mængder af dokumentation over et utal af begivenheder på det europæiske kontinent.

 

Det kan herfra varmt anbefales at anskaffe sig bogen og læse den i sin helhed. Hav den på hylden og brug den jævnligt, når man arbejder med problemstillinger fra denne lange – og blodige historie – helt op til i dag, uanset hvad man laver – også politiske aktivisme. Verden skal forandres – her er et brugbart stort værk at blive klogere af.

 

Curt Sørensen: Den europæiske deltagelseskrise
– Stormagtspolitik, massedeltagelse og ideologi i det 20. århundrede
Frydenlund, 1012 sider, 343 kroner

Opslået i Anmeldelse

single.php