Selve ideen med at præsentere et helt konkret program for, hvad Enhedslisten (EL) ville gøre i de første 100 dage, hvis partiet pludselig fik et flertal i Folketinget, er oplagt rigtig god! Først og fremmest for at præsentere, at EL har et bud på et politisk alternativ, der går en helt anden vej end både den borgerlige regering og den såkaldte opposition.

 

At EL’ s politiske krav ikke primært er formuleret for at lokke eller presse Socialdemokraterne, men at vi stiller op med vores eget politiske projekt – ”i vor egen ret”, som det hedder i vedtagelsen om ”Fremtidens venstrefløj”.  At EL står for en sammenhængende politik, der faktisk går i gang med at løse de mange og store problemer, almindelige mennesker står over for – og dermed er et alternativ til både blå blok og Socialdemokratiet.

 

Et sådant 100-dages-program skal naturligvis ikke have form af et idealbillede af et fuldt udfoldet socialistisk demokrati (det kan man læse om i principprogrammet), men derimod en samling af vigtige, konkrete og aktuelle krav, som virker nogenlunde fornuftige og rimelige for i hvert fald en god del af den almindelige arbejderbefolkning. Det er nemlig nødvendigt at prioritere krav, der kan virke dynamiske i forhold til at skabe bevægelse. Fordi folkelig bevægelse er det, der for alvor kan flytte den politiske dagsorden til venstre, og fordi en folkelig bevægelse bag kravene i sidste instans er helt afgørende for i sidste ende at få styrke til at gennemføre en politik, der truer de økonomiske magthaveres interesser. Vi skal nemlig – modsat samtlige øvrige partier – heller ikke vige tilbage for at stille de første mest indlysende fornuftige krav, der udfordrer og angriber samfundets økonomiske magthavere (og dermed i sidste ende samfundssystemet). Fordi vi ved, at det er nødvendigt at gå den vej – at angribe kapitalismens profitstyrede vækstsystem – hvis de centrale problemer overhovedet skal løses.

 

Det udkast til 100-dages-program, der er fremlagt af Enhedslistens folketingsgruppe, er velskrevet og har med sine 100 krav en helt rigtig form.  Men det har desværre nogle meget alvorlige mangler i forhold til at præsentere netop et sådant alternativ.

 

Den nødvendige politik

I den danske politiske debat – defineret af de store medier, såkaldte eksperter og politiske kommentatorer samt langt de fleste politikere – er det et grundlæggende dogme, at de økonomiske mekanismer i den kapitalistiske økonomi skal have lov at definere rammerne for alle politiske beslutninger. Det betyder f.eks., at man ikke kan rejse forslag, der for alvor generer kapitalens muligheder for at hale profitter hjem, fordi dette hurtigt vil udløse kapitalflugt, investeringsboykot og dermed økonomisk krise. Derfor taler man om ”den nødvendige politik” – som både såkaldt røde og blå regeringer har fulgt, og den er dikteret af Finansministeriets dybblå regnemaskine.

 

Især takket være Enhedslisten bliver der i øjeblikket kradset lidt i de mest absurde sider af denne påstået objektive sandhed. F.eks. at velfungerende sundhedssystemer og børnepasningsordninger ikke har nogen indflydelse på, hvor meget arbejdskraft der er til rådighed, mens topskatteprocenten har stor betydning for dette… Men selv ikke Enhedslisten har for alvor råbt op om den mere grundlæggende forudsætning for kapitalismens ”nødvendige politik”: At hensynet til, at alle erhvervsinvesteringer styres af krav om størst mulig profit til de private kapitalejere, skal respekteres – for ellers vil manglende investeringer smadre landets økonomi.

 

For EL er den nødvendige politik slet og ret en politik, der løser befolkningens og samfundets problemer. En politik, som f.eks. sikrer en hurtig og effektiv omstilling af produktion og forbrug, så CO2-udledningen og klimakrisen kan begrænses. Som sikrer et ordentligt velfærdssystem. Som forhindrer skiftevis nedslidning/stress og arbejdsløshed/krise for den arbejdende befolkning, mens uligheden og de største kapitaler konstant vokser. Derfor indebærer vores ”nødvendige politik” også, at vi er parate til at angribe kapitalejernes privilegier og magt. Vi er parate til også at angribe grundstenene for ”systemet”, hvis og når det er nødvendigt – faktisk har vi jo som mål helt at erstatte det med et andet. Det betyder ikke, at 100-dages-programmet skal proklamere afskaffelsen af den private ejendomsret til produktionsmidlerne. Men det betyder, at vi skal udnytte alle muligheder for at pege på de første og mest indlysende skridt i den retning i vores plan for de første 100 dage.

 

Er vi bange for vores egen skygge?

I folketingsgruppens forslag til 100-dages-program finder man enkelte gode eksempler på dette. Der står således, at vi skal lovgive på trods af EU-reglerne, og at vi skal re-nationalisere privatiserede virksomheder. Sidstnævnte overskrift bliver desværre betænkeligt udvandet i brødtekstens udlægning, hvor der taler om at ”en arbejdsgruppe skal undersøge mulighederne for at få en række af de frasolgte virksomheder tilbage på fællesskabets hænder.” Det er en formulering, der udskyder handling unødigt længe. Dermed bliver den svær at mobilisere bevægelse for. Kan man se det for sig: ”10.000’er af mennesker på Slotspladsen: Vi kræver en arbejdsgruppe, der kan undersøge mulighederne for at få en række frasolgte virksomheder tilbage på fællesskabets hænder!” Nej, vel?

 

Og resten af folketingsgruppens forslag er desværre fuld af eksempler på, at der viges uden om lige netop dette: at rejse krav, som indebærer vidtgående angreb på overklassen, og som derfor på en eller anden måde netop anfægter systemet. Også selv om det er krav, som det er let at argumentere for nødvendigheden af, og som der er grobund for at argumentere for i en betydelig del af befolkningen:

 

–          I afsnittet ”Grøn omstilling af økonomien” er der således ingen offensive krav om energibesparelser og omstilling til vedvarende energi i erhvervslivet, med mindre altså ”investeringen kan tjene sig selv hjem i løbet af 10 år” med billige statsgaranterede lån. Det kan man vist kalde hensynsfuldt over for virksomhedsejerne – men hvad med klimaet? Hvad med f.eks. de første skridt i en afgiftspolitik ift. erhvervslivets brug af fossil energi, der ud fra en klar plan gennemtvinger en omlægning til vedvarende energi i løbet af en kort årrække?

–          I samme afsnit er der en skrigende mangel på nogle første, synlige skridt i retning af en ambitiøs udvikling af en energiforsyning, der er ”under demokratisk styring og ejerskab”, som det hedder i det grønne program, vi vedtog på årsmødet. I andre afsnit kan man se, at den ovennævnte arbejdsgruppe måske blandt andet skal kigge på noget af dette (i hvert fald DONG) – men det er simpelthen for lidt og for tamt. Der er udbredt opbakning til et klimapolitisk afgørende forslag om, at energiproduktion og energiforsyning ikke skal være drevet af profitvirksomheder. Det må kunne udmøntes i forslag om f.eks. en lovgivning om, at forsyningsselskaber skal være ejet og styret af forbrugerne – som første skridt i en tilsvarende afprivatisering af hele energisektoren.

–          30% nedsættelse straks af billetpriserne i den kollektive transport er ok – men også her mangler vi forslag, der peger videre, på den nødvendige, langt mere radikale, omstilling: En voldsom udbygning af den kollektive transport, styret af de ansatte og brugerne. En kollektiv transport, der ikke er privatiseret og ikke skal konkurrere på markedsvilkår, men drives ud fra miljøhensyn og er finansieret bl.a. af højere afgifter på al unødvendig bilisme.

–          På landbrugsområdet er en plan for afvikling af sprøjtegifte over 5 år jo fint, ligeledes en økologisk jordbrugsfond. Men der mangler fatalt præcise forslag om egentlig omlægning til økologisk landbrug – f.eks. en tilsvarende 5-årsplan for en 100% omlægning til økologisk landbrug i løbet af en kortere årrække, som er et helt nødvendigt forslag med betydelig sympati i befolkningen. Svinebaronerne vil sove foruroligende roligt, når de har læst dette program; EL vil dem øjensynligt intet ondt?!

–          På skatteområdet er vores traditionelle krav om brandbeskatning af de rige og deres arbejdsfrie indtægter blevet til, hold fast: ekstra 5% skat på indkomster over en million – samt at kapital- og aktieindtægter skal beskattes ligesom arbejdsindkomst… Det er godt nok billigt sluppet for de virkeligt rige! Og man kan da også spørge sig selv, om årsindtægter på f.eks. 900.000 ikke også burde levere lidt mere til fælleskassen? Hvad med 5% mere fra 500-750.000, 10% mere fra 750.000-1 mio. og 25% mere over 1 mio.?  Den ”blide” skattepolitik (kombineret med ønsket om præcis finansiering) er måske også årsag til, at f.eks.  forslagene på pensions- og dagpenge-området er kritisk beskedne?

–          Et sidste eksempel er politikken over for banker og kreditforeninger. Mistilliden til disse er efterhånden enorm. Og at få demokratisk kontrol med bank- og kreditvæsenet er indlysende helt afgørende for at sikre et mere demokratisk samfund generelt. Det er helt i orden, at vi ikke bare foreslår total offentlig overtagelse af hele molevitten i de første 100 dage. Men hvorfor skal det være en hemmelighed, at det er EL’s klare hensigt at bringe disse institutioner, hele denne ”kapitalsektor” under samfundets demokratiske kontrol? Det er fint nok at starte med etableringen af en almennyttig bank, som almindelige mennesker kan bruge. Men hvorfor fremgår det ikke i næste linje, at når de private banker gribes i kriminel hvidvaskning af tocifrede milliardbeløb, eller når de næste gang bringer sig i fallitposition ved deres hæmningsløse profitjagt – så vil de selvfølgelig omgående blive overtaget af denne almennyttige bank og komme under samfundets demokratiske kontrol? Ligesom kreditforeningerne naturligvis hurtigst muligt må tilbageføres til brugerstyrede, almennyttige foreninger, der ikke kan fungere som bankers og aktionærers malkemaskine til forgældede boligejere.

 

Et gennemgående træk ved disse mangler i forslaget til 100-dages-program er, at de forslag, der virkelig vil gøre ondt på samfundets økonomiske magthavere – og som derfor formentlig udløser modreaktioner i form af f.eks. investeringsboykot – ikke er kommet med. Hvis man havde medtaget sådanne forslag, ville det formentlig have fået finansministeriets regnemaskine op i det røde felt, fordi den utvivlsomt medregner den økonomiske sabotage, som dette ville udløse. Men skal vi bøje os for det? Nej, i så fald må vi bare tage de nødvendige næste skridt. Alternativet er nemlig, at vi præsenterer et program, der på helt centrale områder – f.eks. i forhold til omstilling til bæredygtighed – ikke peger på nogle af de nødvendige løsninger.

 

De mere systemtruende forslag, der f.eks. går hårdt til arbejdsgiverne, kan sikkert virke lidt skræmmende på socialdemokraterne. Men her er det væsentligt at tage fat i, hvilken karakter dette program har. Der er ikke tale om et udspil til et fælles handlingsprogram, men om en præsentation af Enhedslistens politiske alternativ. Og her skal vi ikke lægge skjul på, at vi – modsat socialdemokraterne – ikke vil afvise, men tværtimod finder det nødvendigt for at løse befolkningens problemer, at vi angriber de rige magthavere på en måde, der vil vække deres modstand. At vi – lidt gammeldags udtrykt – vil føre klassekamp.

 

Man kan håbe og tro, at dette faktisk heller ikke vil komme bag på, men måske ligefrem glæde de fleste af vores nuværende og kommende vælgere. Hvis ikke dette er tilfældet, er det under alle omstændigheder et problem – fordi det faktisk også er en vigtig opgave for EL som parti netop at pege på nødvendigheden af at føre klassekamp.

 

Dynamik og bevægelse

Desværre er 100-dages-programmet også mere direkte svagt i forhold til netop dette: At tænke en dynamik mht. mobilisering og bevægelse ind i forslagene. Her burde det jo være indlysende, at Enhedslisten for det første gjorde sig umage for i programmet at medtage de vigtigste krav, som der har været/er/kunne skabes bevægelse for. Og for det andet ville gennemføre krav i de første 100 dage, som netop gav folkelige bevægelser bedre kampbetingelser, regulær indflydelse og f.eks. udøvende beføjelser. Men det første er, som der allerede er nævnt eksempler på, ikke altid lige vellykket, og den sidstnævnte dynamik synes der slet ikke at være tænkt i. Nogle eksempler:

 

–          Det er fint nok at styrke Arbejdstilsynet, skærpe straframmerne og forbedre retsstillingen mht. arbejdsskader. Men hvor er forslagene om, at fagbevægelsen får nye muligheder og magtmidler i kampen for et ordentligt arbejdsmiljø?

–          Kravene mod social dumping fokuserer ligeledes på krav til offentlige myndigheder – og øgede bevillinger til politiet nævnes ikke mindre end to gange! Men hvad med forslagene, der f.eks. sikrer fagbevægelsen informationer og lovbestemt adgang til arbejdspladser, som kan styrke det helt afgørende arbejde med at få kollegaerne fra andre lande (men også andre!) organiseret? De er desværre fraværende.

–          Tilsvarende mangler der andre centrale krav, der kunne gavne fagbevægelsens kampmuligheder, f.eks. afskaffelse af blokadecirkulæret, krav om fagforeningers ret til regnskabsindsigt m.v.

–          Kravet om en 30-timers-uge er centralt – og det ville være oplagt at gå foran med forslaget om, at der afsættes midler og udarbejdes en plan for gennemførelsen, så kravet kan indfries i løbet af et år efter aftale ved den næste overenskomst i den offentlige sektor. Dette kunne være en murbrækker for en mobilisering for dette krav også i den private sektor. I stedet kræver programmet en pulje til forsøg med 30-timersugen, som offentlige arbejdspladser kan søge om… Det er igen noget, der lyder mere som syltekrukke end som mobiliserende kampkrav?

–          Tilsvarende mangler der – ud over de nye kampfly og nedlæggelse af hjemmeværnet – konkrete nedskæringer (f.eks. 2 mia. om året) som første skridt i en plan for en voldsom nedrustning af Danmark. Til fordel for et yderst beskedent (syltekrukke-)forslag, der risikerer at sætte spørgsmålstegn ved Enhedslistens ellers klare støtte til diverse fredsbevægelsers nedrustningskrav: ”Mulighederne undersøges for militær nedrustning af de dele af Danmarks militære kapacitet, som ikke har rent defensiv karakter” (vor fremhævning)…

–          Ift. lejerbevægelsen savnes der oplagt et forslag om tilbageføring af midler til Landsbyggefonden – og krav om, at kontrollen med fonden helt overgives til lejerne. Ligeledes savnes et krav om suspendering af ”ghettoplanens” indgreb i beboerdemokratiet i de almennyttige boliger.

–          På flygtningeområdet finder man overraskende ingen krav om modtagelse og behandling af asylansøgere, der kan matche og udvikle den folkelige bevægelse for et par år siden, der spontant gik i aktion for en anstændig modtagelse af flygtninge. Ud over kravet om 2000 kvoteflygtninge og den (oprindeligt konventionsbestemte) ret til familiesammenføring for flygtninge, er der udelukkende luftige ideer om internationale aftaler. Ikke et eneste krav om tilbageføring af f.eks. Støjbergs stramningsliste, som der løbende har været mobiliseret imod. Heller ikke krav om tiltag mod racistisk diskrimination, f.eks. på boligområdet og i nattelivet.

–          Når det handler om queer-bevægelsen, som (især blandt unge) også er en voksende bevægelse, finder man udelukkende kravet om muligheden for at have tre juridiske forældre. Intet om retten til at bestemme over sin egen krop, f.eks. Heller ikke overgreb mod kvinder, der ikke handler om partnervold eller social kontrol, er prioriteret, selv om der her er en betydelig opmærksomhed og bevægelse.

 

De to sidstnævnte svagheder indebærer ikke bare et manglende fokus på bevægelser, der faktisk eksisterer og har et potentiale. De betyder også et manglende fokus på at overvinde splittelse i arbejderklassen – ved at rejse og argumentere for de særligt undertrykte gruppers krav som krav for hele arbejderbevægelsen. Netop med dette formål er det særligt vigtigt at medtage og argumentere for de krav, der vender sig mod den specifikke undertrykkelse af f.eks. kvinder og etniske og seksuelle minoriteter. Hvis man – f.eks. for ikke at støde fordomsfulde vælgere fra sig – undlader at løfte denne opgave, åbner man i stedet en ladeport for vore politiske modstanderes forsøg på at splitte og føre del-og-hersk-politik.

 

En om’er?

Det er ikke formålet med denne artikel at behandle hele den (meget kritisable!) proces omkring forslaget. Men man kan ikke andet end ærgre sig over, at det alene har været op til Folketingsgruppen og Christiansborg-sekretariatet at udarbejde forslaget. Et eller andet sted er programmets store svagheder netop udtryk for de rammer og de dagsordener, som selv Enhedslisten bliver påvirket af bag Borgens tykke mure:

 

Når man lever i en verden, hvor der nærmest er konsensus om, at ”økonomisk realisme” er ensbetydende med en accept af, at kapitalejerne bare kan få lov til at trække tæppet væk under økonomien, hvis de føler sig for generede – så er det svært at hævde en anden slags økonomisk realisme, der baserer sig på befolkningens interesser og sund fornuft.

 

Når man dagligt skal formulere politiske forslag/krav, som man i folketingssalen skal prøve at lokke i det mindste dele af den såkaldte venstrefløj til at bakke op om – så er det svært ikke at lade sig påvirke mere af, hvad f.eks. SF og Socialdemokratiet vil have svært ved at argumentere imod, end af, hvad der måske kunne virke samlende og mobiliserende i forhold til de p.t. alt for svage bevægelser uden for.

 

Og når man næsten dagligt får de friske EL-resultater i opinionsundersøgelserne præsenteret som en slags karakterbog – så kan det være fristende at begrænse sig til moderate forslag på f.eks. udlændingeområdet. Men Enhedslistens målsætning er ikke kun at få flere vælgere. I disse ulvetider er det også et socialistisk partis opgave at udfordre den sorte bølge i udlændingepolitikken. Det er der nogen, der skal, hvis vi skal vende udviklingen på området. Og ja, der er en risiko for, at det på kort sigt kan koste stemmer, men på den anden side er der faktisk flere mennesker i Danmark end Enhedslistens nuværende 8-9 procent, som ønsker et klart modspil til den herskende udlændingepolitik.

 

Bl.a. derfor er det så vigtigt, at Enhedslistens program – om det så er for 100 eller 10000 dage – fastlægges demokratisk, efter en god diskussion, af medlemmerne og/eller deres valgte ledelse, Hovedbestyrelsen.

 

Vi må håbe, at det, trods en akavet start, vil lykkes at få rettet op på forslagets svagheder.

 

Det skal i hvert fald helst komme til at stå lysende klart for alle – og ikke mindst for Enhedslistens nuværende og kommende medlemmer – at dette førsteudkast fra folketingsgruppen til et 100-dages-program på ingen måde er ”Enhedslistens program i en forståelig udgave”.

 

Det er der da heller ingen, der har påstået. Men man kan godt frygte, at det kan blive læst sådan. F.eks. skrev dagbladet Politiken den 20.8.: ”I foråret præsenterede Enhedslistens folketingsgruppe en plan med titlen ”100 dage med Enhedslisten”, hvor partiet gav sit bud på, hvordan et socialistisk samfund skal indrettes, hvis Enhedslisten får magt, som partiet har agt.” Ikke underligt at journalisten kaldte det en ”langsom revolution, hvor virksomhedsejere eksempelvis skal give deres medarbejdere forkøbsret til at købe de privatiserede virksomheder, hvis ejeren agter at sælge eller lukke den.”

 

I værste fald kan programmets nuværende helhed formidle det billede, at Enhedslisten med 90 mandater bag sig i Folketinget, uden at ændre ved samfundets grundlæggende strukturer, herunder kapitalisternes ret til fortsat at styre det meste af økonomien ud fra profithensyn, kan bremse klimaforandringerne, sikre et krisefrit velfærdssamfund for alle osv. osv., hvis blot ”vi beder de rigeste betale en mere retfærdig del til det fælles bedste”, som det hedder i indledningen.

 

Men sådan er det jo ikke i virkeligheden. Denne drøm, som har været socialdemokraternes i mere end 100 år, bygger på en illusion om en reguleret, krisefri kapitalisme. Men virkeligheden er, at en kapitalistisk, profitstyret økonomi tumler fra krise til krise, med umådelige omkostninger for samfundet og den arbejdende befolkning, og med et indbygget ”vækstkrav”, der på sigt truer med at underminere kloden og livsgrundlaget for mennesker. Den veldresserede kapitalismes velfærdssamfund eksisterer ikke og har aldrig eksisteret.

 

Derfor er det en om’er, når Enhedslisten bruger store summer på at masseudbrede en publikation, der risikerer at udbrede den slags drømmerier. Det er rigtig fint at præsentere EL som et politisk alternativ ved at samle nogle væsentlige krav, der sammen peger i retning af et bedre samfund – men det er vigtigt at få med, at den politik kræver nogle konfrontationer med ”de rige”, og at der skal rokkes ved deres ret til at styre økonomien.

 

Det er jo ikke nogen hemmelighed, at dette er EL’s opfattelse. Og det skal i hvert fald heller ikke være en hemmelighed for de nye medlemmer, når 100-dages-programmet måske skal bruges i en hverve-kampagne!

Opslået i Enhedslisten, Facebook

single.php