På gartnerier arbejder litauiske kvinder for 60 kr. i timen. På hospitaler gør rumænske kvinder rent, godt nok efter overenskomst, men tempoet skrues hele tiden i vejret – siden udliciteringen med hele 30 procent – så de i løbet af få år er totalt nedslidte. På luksushoteller i København får filippinske og thailandske kvinder, ansat som stuepiger, også officielt en overenskomstmæssig timeløn. Men også de skal hele tiden arbejde hurtigere – fra 20 værelser om dagen til 32 eksempelvis.

 

I realiteten får nogle af dem ikke den overenskomstmæssige løn. De får løn for den tid, der er afsat pr. værelse, f.eks. 7, 12 eller 15 minutter. Arbejdstiden tæller, fra de låser sig ind på det første værelse, til de låser sig ud på det sidste. Ingen betaling for den tid, de gør vognen med rengøringsmidler og redskaber klar. Ingen betaling for at køre op i elevatoren. Ingen betaling for at køre ned igen. Ingen betaling for at tømme vognen for vasketøj mm.

Oven i købet er mange af dem vikaransat kun med garanti for 10 timer om ugen, men med et hårdt økonomisk behov for at få flere timer og med krav om at stå til rådighed. Brokker man sig for meget i hverdagen, står man ikke forrest til at få ekstra arbejdstimer.

En bevidst strategi
1. maj vil der blive talt meget om social dumping – med god grund. Social dumping er en af de farligste strategier, som arbejdsgiverne i dag bruger til at sænke lønniveauet og forværre lønarbejdernes arbejdsforhold. Den er tæt knyttet til anden strategi: privatisering og udlicitering. Social dumping gennemføres i særlig grad via private firmaer, der arbejder for offentlige institutioner, og via underleverandører i private virksomheder.Arbejdsgiverne udnytter det forhold, at arbejdere i andre lande lever under værre forhold end danske. Presset af arbejdsløshed og fattigdom kan man få dem til at tage arbejde til dårligere løn, dårligere arbejdstidsregler og dårligere arbejdsmiljø end det, danske arbejdere og fagbevægelsen normalt vil acceptere.

På én gang får man udnyttet og ekstra-udbyttet østeuropæiske og asiatiske arbejdere, og samtidig lagt et pres på danske arbejdere og dansk fagbevægelse for at få dem til at acceptere lavere løn og dårlige arbejdsforhold.

Social dumping er ikke nogen ny opfindelse. Men bl.a. EU-lovgivning om arbejdskraftens frie bevægelighed har gjort mulighederne meget større. Kapitalismen er blevet globaliseret, men kapitalismen udvikler sig stadig ujævnt fra land til land, og disse forskelle udnytter arbejdsgiverne til det yderste.

En tand værre
Når der tales om social dumping 1. maj, så vil eksemplerne i 9 ud af 10 tilfælde handle om byggepladser som metroen, om håndværkerfirmaer, der reparerer villaer for overklassen i Nordsjælland, eller om polske kolonnearbejdere på tyske slagterier, der presser danske slagteriarbejdere, alt sammen primært mænd.
Knap så synlig er den sociale dumping i fag, hvor især kvinder arbejder: au-pair, stuepiger, anden rengøring og gartnerier.

Denne form for social dumping fungerer på nogle måder præcis lige som social dumping i mandefag, men den har også sine helt egne kendetegn.

Den løn og de arbejdsforhold, de udenlandske kvinder arbejder under, er lige en tand værre.
På hotellerne og i mange offentlige institutioner handler det snart ikke længere om, at udenlandske arbejdere trykker løn- og arbejdsforhold for danske arbejdere. På store dele af disse arbejdsområder er der ikke længere danske arbejdere.

Her taler vi også om klassiske kvindefag, som ligger tæt op ad og i forlængelse af de traditionelle omsorgsopgaver i hjem og familie, hvis status – og dermed løn- og arbejdsforhold – i forvejen er lav, og hvis status nu bliver endnu ringere, fordi det bliver overtaget af udenlandske kvinder.

Dertil kommer, at betingelserne for modstand og for organisering er dårlige, fordi kvinderne ofte er ekstra pressede af ansvaret for de traditionelle familieopgaver i hjemmet.

En særlig hård kamp
Kampen mod social dumping er på den ene side en klassisk arbejderkamp eller fagforeningskamp for kollektive aftaler som værn mod arbejdsgivernes udnyttelse af mennesker, der føler sig presset til at underbyde. Men det er også en hård kamp i dag, fordi arbejdsgiverne har hele kloden til rådighed. Enten kan de flytte arbejdet til andre lande, eller også kan de hente arbejdere hertil.

Kampen mod social dumping på de kvinde-dominerede områder er ekstra svær på grund af de objektive begrænsninger i kvindernes muligheder for at tage kampen op, på grund af den lavstatus, arbejdsområderne har, og i mange tilfælde også fordi sagen ikke har samme status og dermed opmærksomhed og prioritering som det mandedominerede bygningsområde i fagbevægelsen.

Alligevel gør kvinder på hoteller, hospitaler og gartnerier modstand. Alligevel forsøger de at stå sammen. Nogle fagforeninger gør en betydelig indsats for at organisere dem og støtte dem. Og indimellem føler kvinderne sig stærke nok til at gennemføre egentlige aktioner.

Kvindekamp og klassekamp
På arbejderklassens internationale kampdag er det på sin plads at sætte fokus på denne del af klassekampen. En kamp mod tredobbelt udbytning og undertrykkelse: som arbejdere, som kvinder og som etniske minoriteter i Danmark. Her er et område, der for alvor kalder på solidaritet og internationalisme. Dette fokus må vi også fastholde efter 1. maj.

Vi kan rejse det i vores egne fagforeninger, når der skal prioriteres. Vi skal være parate til at bakke op om ethvert nok så lille kampskridt fra disse grupper – med samme energi, som vi har taget kampen om Ryanair op.

Sammen med de berørte og deres fagforeninger må vi udvikle lovforslag, der kan styrke disse kvinders kamp på samme måde, som venstrefløjen har gjort med forslag om f.eks. kædeansvar i forhold til byggearbejdspladserne. I kommuner og regioner må vi spørge ind til arbejdsforholdene for rengøringspersonalet på skoler, rådhuse, plejehjem og hospitaler og ikke mindst rejse kampen mod udlicitering – og hvor det er sket – for indlicitering.

I marts i år kunne Kvinderådet samle 150 unge og mindre unge til debat om ”Hvad vil nutidens feminister”. Det afspejler en vis grøde i feministiske initiativer med f.eks. foryngelsen af Dansk Kvindesamfund, Stop Sexisme og Feministisk Forandring. Det er vigtigt, at disse initiativer også tager spørgsmålet om udnyttelsen af udenlandske kvinder til social dumping op, som nogle af dem allerede har gjort. Det vil i sig selv styrke kampen, og det vil være en – tiltrængt – inspiration for fagbevægelsen og de politiske partier.

Alle kan bidrage i forskellige sammenhænge, men som socialister har vi et særligt ansvar for at vise sammenhængene og tage initiativer til handling, for vi ved, at der ikke er nogen klassekamp uden kvindekamp og ingen kvindekamp uden klassekamp.

SAPs forretningsudvalg, den 30.april 2015

Opslået i SAP's ugekommentar

single.php